TESTS Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi

TEST: Huawei MateBook 14s

Gennemfornuftige Huawei

Den nyeste MateBook-udgave er en mindre designskarp og mere praktisk arbejdshest til tasken.

Af / 27/04/2022 - 11:00
Huawei MateBook 14s

Home mener

  • Fornuftig maskine, der vil holde til års daglig brug. God touch-skærm.
  • Processoren er en generation forældet. Ydelsen er nok i orden, men ikke overvældende.

Huawei har vi først og fremmest kendt som et fremstormende mobilmærke. Indtil USA’s teknologiboycot satte en bremse på både firmaets processorer og styresystem. PC-divisionen klarer sig derimod i bedste velgående.

Huawei MateBook 14s er den seneste generation af bærbare PC’er fra Huawei, som vi har fået ind til test. Mens de foregående versioner var ultraletvægtere i knivskarpt design, som gav MacBook Air kamp til stregen, er MateBook 14s lidt mere præget af praktisk fornuft. Maskinen er 400 gram tungere end forgængeren, og skærmen er vokset knap en tomme i diagonalmål. Samtidig er linjerne blevet lidt blødere.

Læs også Smuk Huawei – med kompromis Designet er i top på Huaweis MacBook Air-konkurrent. Ydelsen matcher dog ikke helt prisen.

Det lidt større kabinet har også givet plads til lidt flere porte i kabinettet end det minimum, som MateBook X var udstyret med. Nu finder man både en USB 3.0-port og en HDMI-udgang ved siden af de to USB-C-porte. På forgængeren krævede de fysisk større porte en løs adapter.

Skarp og hurtig skærm

Skærmen er, ligesom på tidligere MateBooks, i det format, som Huawei kalder 3:2 – og andre kalder 16:10. Men resultatet er uanset betegnelsen en skærm med mere plads i højden – til glæde for regnearksekvilibrister, som kan have flere rækker på skærmen ad gangen.

MKT MateBook 14s Green Creative Shot3
Skærmen er i det format, som Huawei kalder 3:2 – og andre kalder 16:10. (Foto: Huawei)

Skærmen er en ganske klar og forholdsvis hurtig (90 Hz) touch-skærm. Opløsningen er lidt usædvanlig – 2520 x 1680 pixel. Den mindre MateBook X havde hele 3000 x 2000 pixel opløsning. Men det er stadig bedre end Full HD-opløsning.

Annonce

Med det lidt større kabinet har tastaturet fået lov til at fylde lidt mere end på 13 tommers ultrabooks. Det giver en behageligere skrivning end på de superkompakte PC’er. Kvaliteten af selve tasterne er gennemsnitlig. Tænd/sluk-knappen er placeret ved siden af tastaturet og har indbygget fingeraftrykslæser.

Bygget over Intel EVO

Indmaden er, som en stor del af de bærbare PC’er, vi har testet gennem det sidste års tid, bygget over Intel EVO-platformen, som er en standardisering for kraftige ultrabook-computere, der bl.a. skal sikre længere brugstid og hurtig opstart. EVO-maskinerne er bygget over 11. generations Intel Core-processorer (eller nyere) og har mindst 16 gigabyte RAM og 1 terabyte SSD. Fælles for EVO-baserede PC’er er også Intel Iris Xe Graphics (der er indbygget i CPU’en), som sikrer grafisk ydelse i en ganske acceptabel hastighed.

M Gogol HUAWEI 10 final popr
Den nye MateBook er større og tungere end forgængeren, og samtidig er linjerne blevet lidt blødere. (Foto: Huawei)

Benchmarks

Overraskelserne er få i benchmark-testene. Men en 3,3 GHz firekerners Intel Core i7-processor med otte tråde og fornuftige mængder af RAM og lager, henholdsvis 16 gigabyte og 1 terabyte, er ydelsen glimrende – uden på nogen måde at nå de svimlende værdier, som vi gennem den seneste tid har set på gaming-monstre.

En Geekbench-score på henholdsvis 5.927 (multi-core) og 1.501 (single-core) er rigeligt til en udfordrende dag på kontoret. Og det gør MateBook 14s dobbelt så hurtig som MateBook X. PCMark-kontorsimuleringen ender med 5.126, som også er en fornuftig og udmærket score.

Med integreret bundkortsgrafik med delt RAM gror træerne ikke ind i 3D-himlen. Men Intel Iris Xe-grafikken er stadig en betydelig forbedring i forhold til den gamle Intel UHD Graphics, der var akilleshælen på generationer af ultrabook-computere.

3DMark Time Spy-testen ender med et resultat på 1.881. Den mindre krævende 3DMark Fire Strike klares med en score på 5.120. Begge resultater er beskedne, men tilstrækkelige til mindre grafiktunge 3D-spil som League of Legends og Counter-Strike. Og med 90 billeder i sekundet kan oplevelsen endda blive forholdsvis behagelig. Og værdierne er i øvrigt aldeles sammenlignelige med andre Intel Iris Xe-baserede PC’er.

Batteritiden er ligeledes gennemsnitlig for ultrabook-computere. Tre timer og 25 minutter med den intensive kontorsimuleringstest kan oversættes til en fuld produktionsdag.

Konkurrenter

Standardiseringen af hardwaren i form af EVO-platformen giver computertestere en lidt mindre varieret dagligdag, da en stor del af de laptops, vi får ind til test, ligner hinanden. Men det er en god nyhed for forbrugerne, der får rigtig god ydelse for pengene.

Vi har testet flere EVO-baserede maskiner det sidste års tid, og de har været omtrent jævnbyrdige med Huawei MateBook 14s. Acer Swift 3X og Acer TravelMate P6 placerer sig prismæssigt lige under og lige over Huawei, som dog slår dem begge takket være den højopløste touch-skærm. Hvis du har råd til at lægge en halv gang mere oven i prisen, kan du dog opnå markant højere ydelse i super-tablet’en Asus ROG Flow Z13. Og sidst, men ikke mindst er der Apples MacBook Air.

M Gogol HUAWEI 03 final
Huawei MateBook 14s er gennemfornuftigt opbygget. (Foto: Huawei)

Konklusion

Huawei MateBook 14s er en maskine, der gør alting rigtigt – bortset fra at begejstre. Den er gennemfornuftigt opbygget, og der er præcis så meget processorkraft og grafikydelse, som man kan tillade sig at håbe på til prisen, der dermed er aldeles rimelig. Og så giver skærmen lige et touch af luksus oveni ved at være både hurtigere og skarpere, end man forventer. Og have touch tillige.

Byggekvaliteten er ligeledes upåklagelig, og den slanke computer vil være en trofast følgesvend i arbejdsmappen eller studierygsækken i lang tid fremover. Det eneste, der skuffer en smule i det samlede regnskab, er, at Huawei kommer ud med en PC med 11. generations Intel Core-processor på et tidspunkt, hvor de fleste er gået over til hurtigere 12. generations modeller med langt flere kerner.

Karakter
Huawei MateBook 14s
Premium
John Alex Hvidlykke
(f. 1964): Journalist og tester. John har arbejdet for Lyd & Billede siden 2013, hvor han skriver om hi-fi, højttalere, computere, gaming og teknologihistorie. John har beskæftiget sig med tech-journalistik siden 1982 (!) og har arbejdet for talrige magasiner i forskellige roller, bl.a. GEAR, High Fidelity, Komputer for alle, Illustreret Videnskab, Ny Elektronik, PC World og Privat Computer. Han har desuden skrevet en lang række bøger og undervisningsprogrammer om IT.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Læs videre med LB+

Årets bedste tilbud

Fuld adgang til alt indhold i 4 uger for 4 kr

LB+ Total måned

Fuld adgang til alt indhold i 1 måned

LB+ Total 12 måneder

Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder

4,- / for 4 uger
130,- / for 1 måned
108,- / mnd
Med et abonnement får du også:
  • Adgang til mere end 7.500 produkttests!
  • Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
  • Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
  • L&B TechCast – en podcast fra L&B
  • Deaktivering af annoncer
Vi har ingen bindingsperiode, du kan sige abonnementet op, når du vil.
Annonce

Vi har testet Netgears nye populære Wi-Fi 7-mesh

AI gode gange tre

Mesh med Wi-Fi 7 giver bred og lynhurtig dækning

Samsung Galaxy Book 4 Edge er god til studerende og folk på farten

Yoga på den kloge måde

Moderne CPU - gammeldags skærm

Tæt på perfekt begynder-PC

Er PC’en blevet klogere?

Fin computer – sløv skærm

Fire headsets til dit nye kontorliv

Personlig assistent med ChatGPT

Rekordslank dobbeltskærms-PC