Selv om de fleste PC’er fortsat er ret uniforme enheder med en skærm og et tastatur, der er samlet med et hængsel, har livet som PC-tester i dette forår været lidt mere spændende end vanligt.
Lenovo Yoga Book 9i er således den tredje PC indenfor kort tid, der bryder med normen ved at have skærm på hele sit areal. De foregående var Asus Zenbook Duo med to 14-tommer skærme og Lenovo ThinkPad X1 Fold med foldbar 16-tommer OLED-skærm.
Yoga Book 9i har, ligesom Zenbook Duo, to separate skærme med et hængsel i midten. Skærmene er begge i 3K-opløsning (2.880 x 1.800 pixel). Ligesom hos Asus. Opdateringshastigheden på de i øvrigt lækre OLED-skærme er dog kun den halve, nemlig 60 Hz.
Selv om det er muligt at kalde et virtuelt tastatur frem på den ene touchskærm, får man naturligvis også et rigtigt fysisk tastatur med i pakken. Det kan lægges foran computeren eller oven på den nederste skærm, som så bliver halvt dækket.
Ingen touchpad
Tastaturet er i orden, men der mangler en ret væsentlig ting: Der er ingen touchpad! Man kan indvende, at man med både touch-funktionalitet og en medfølgende pen er dækket ind. Men den tilsyneladende simple operation at trække et vindue fra den ene skærm til den anden – hen over hængslet – er nærmest umulig med såvel finger som tegnepen.
Hvis man lægger tastaturet på den øverste halvdel af den nederste skærm, får man en virtuel touchpad frem. Men så er det ikke længere relevant at flytte vinduer mellem skærmene …
Brugeroplevelsen er generelt behagelig og lækker, og den dobbelte OLED-skærm er superklar og farverig. Men også en lille smule tøvende, hvilket nok både kan skyldes den integrerede Intel Iris Xe-grafik og Intel Core i7-1355U-processoren, der er designet med mere henblik på lavt strømforbrug end på høj hastighed.
Magnetisk stativ
Med i kassen er også et foldbart stativ med indlejrede magneter flere steder, der gør det muligt at klodse computeren op i forskellige stillinger, så de to skærme kan bruges enten side om side eller over hinanden. Samtidig med at tastaturet holdes på plads.
Systemet virker, og man må beundre det sindrige system af magneter og foldningslinjer. Men det ligner en meget kompliceret måde at udføre den samme opgave, som en indbygget støttefod kunne have løst helt simpelt.
Udvalget af porte er begrænset, hvilket er stort set tilgiveligt, eftersom de to kabinethalvdele er så tynde, at hverken HDMI eller USB-A ville kunne være der. I stedet får man tre USB-C-porte, selvfølgelig med Thunderbolt 4 – og dermed understøttelse af flere skærme, opladning med mere. Men var der virkelig ikke plads til en 3,5 mm lydbøsning?
Benchmarks
Lenovo Yoga Book 9i er en lækkert designet PC, men indmaden på testeksemplaret levede ikke helt op til det strålende ydre. Processoren var en Intel Core i7-1355U på 1,7 GHz. Altså en forholdsvis økonomisk CPU fra sidste år. Og med blot 10 kerner og 12 tråde var der ikke lagt op til de store fartoplevelser.
16 gigabyte RAM og 1 terabyte SSD er også mere skrabet, end hvad man forventer at finde i prisklassen. Men de to højopløste skærme har rimeligvis lagt beslag på en større del af budgettet.
I processortesten Geekbench 6 får Yoga Book 9i en score på 2.099 i single-core, hvilket er helt okay. Men 5.418 i multi-core-testen er kun halvt så meget som på typiske laptops med dette års Intel Core Ultra-processorer, der har lavere arbejdsfrekvens, men mange flere processorkerner til at deles om slæbet. HP Spectre x360 14 og Asus Zenbook 14 OLED er nye eksempler på dette. Men faktisk er selv en to år gammel Acer Swift 5 dobbelt så hurtig som Yoga Book 9i på det punkt! Og halvt så dyr oprindeligt.
Kontorsimuleringen PC Mark 10 viser lidt af samme tendens: 5.678 er ikke nogen dårlig score, men langt efter dagens konkurrenter.
Forældet grafik
Den største umiddelbare forbedring ved introduktionen af Intel Ultra-processorerne er den indbyggede grafikprocessor, Intel Arc, der faktisk er hurtig nok til at tåle sammenligning med de billigste separate grafikprocessorer fra Nvidia.
Men den er 13. generations Core i7-processoren i Lenovo Yogabook 9i ikke udstyret med. Hvilket betyder, at grafikydelsen her i gennemsnit ligger på det halve af, hvad vi har set i bærbare PC’er med en processor fra i år. Og flere tests kunne slet ikke afvikles, da de indeholder raytracing, der ikke understøttes af Iris Xe-grafikken i ældre Intel-processorer.
Batteritesten på Yoga Book 9i overrasker til gengæld positivt. Med to strålende OLED-skærme i et superslankt kabinet kunne man frygte for brugstiden. Men selv med begge skærme tændt rundede den intensive kontorsimulering fem timers brug, før batteriet var tømt. Rigeligt til en hel arbejdsdag i praksis.
Konklusion
Lenovo Yoga Book 9i er ikke så ekstrem som samme firmas ThinkPad X1 Fold, som vi testede for nylig. Til gengæld koster den kun det halve – og den fungerer bedre. De to lækre 3K OLED-skærme giver dig arbejdsplads for alle pengene. Desværre var den testede udgave udstyret med en alt for langsom processor. Løsningen med det eksterne tastatur og ditto støttefod var heller ikke lige så elegant løst som på Asus Zenbook Duo. Og der mangler en fysisk touchpad.
Læs videre med LB+
Juletilbud - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 1 år!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer