Microsoft startede med en drøm om at sætte en computer på ethvert skrivebord – og med Microsofts software på den. Det var i 1975, og drømmen er for længst gået i opfyldelse. Men det sluttede ikke der. Nu er det ikke skrivebordet, men tasken og rygsækken, der skal erobres med bærbare computere. Og hvis Microsoft kunne bestemme, skulle ikke blot softwaren, men også hardwaren være fra dem.
Microsoft Surface Laptop 5 er den nyeste i rækken af bærbare PC’er fra Microsoft. En stor og meget slank computer, der fås i 15” og 13” udgaver. Vi ser her på 15-tommeren.
Fås i fem farver
Maskinen er slank, og det store skærmformat får computeren til at virke endnu tyndere, end den er. På det laveste er den nederste del af maskinen kun ca. en halv centimeter i tykkelsen. Og med en vægt på 1,6 kg er Surface Laptop 5 blandt letvægterne i 15″-klassen.
Kabinettet er udfræset af ét stykke aluminium, og maskinen fås i ikke færre end fem farvevarianter: Tre nuancer af grå samt sort og en lyserødlig metalfarve, kaldet ‘sandstone’.
Designet oser af dæmpet eksklusivitet. Ikke på en så demonstrativ måde som den superstylede Dell XPS 13 Plus. Men det er en maskine, man godt kan tillade sig at hale op af tasken og sætte på mødebordet ved siden af kollegernes MacBooks med et selvsikkert jeg følger ikke bare med flokken-smil.
Unikt skærmformat
Touchskærmen er på 15” i 3:2-format, altså samme proportioner som en liggende A4-side. Skærmopløsningen er på 2.496 x 1.664 pixels, en opløsning som Microsoft er ene om at bruge, så der findes ikke en standardforkortelse for den. Men i praksis er opløsningen behageligt højere end den forældede Full HD, men uden at være så knivskarp som rigtig 4K.
Skærmen er af en type, som Microsoft kaldet PixelSense. Hvad det vil sige, skal vi en tur tilbage i tiden for at forstå.
Et vildt koncept
Microsoft Surface startede som et vildt fremtidskoncept i 2007 – et digitalt sofabord, hvor flere kunne arbejde sammen omkring en gigantisk højtopløst skærm, der genkendte både touch og de objekter, der blev placeret på skærmen. Det var en virkelig forbløffende oplevelse, da jeg så Surface første gang.
Siden er de vilde koncepter blevet omsat og forenklet til praktisk dagligdags virkelighed. Den store samarbejdsskærm er erstattet af touchskærmen på en bærbar PC. Dog har skærmen, der i dag kaldes PixelSense, beholdt evnen til at håndtere berøring af andet end menneskehænder. Man kan for eksempel ‘male’ på den med en almindelig pensel i maleprogrammer – i stedet for en speciel digital ditto.
Da der ikke er separat numerisk tastatur, virker overfladen af computeren stor og rummelig som dækket på et hangarskib. Tastaturet er i øvrigt af udmærket kvalitet. Tasterne har en behagelig fjedring og modstand og vrikker ikke vandret, som mange lidt billigere tastaturer har tendens til. Men Surface Laptop 5 er heller ikke nogen billig maskine.
Enkelhed er sikkert en dyd, men udvalget af porte er ganske enkelt ynkeligt. Én USB-C-port og én USB-A. Det er alt. Selv om førstnævnte indeholder Thunderbolt 4 og dermed kan give adgang til eksterne skærme og meget andet, hvis man investerer i en dock som f.eks. Corsair TBT200, er det under al kritik.
Middelmådigt indre
Under den designede metaloverflade finder man en indmad, der lidt mere traditionel, på grænsen til det fornuftige. Bundkortet er bygget over Intel EVO-specifikationen, der i flere år har givet os bærbare med hurtig opstart og tilstrækkeligt med RAM og grafik til at løse dagligdagens kontoropgaver.
Man kan vælge mellem 12. generations Intel Core i5 og i7, samt enten 8 GB eller 16 GB RAM og en SSD på enten 256 GB eller 512 GB. Altså over hele linjen brugbare, men på ingen måde overdådige valg! Især ikke i forhold til prisen.
Grafikkortet er i alle tilfælde Intel Iris Xe Graphics, der er indbygget i processoren og deler hukommelse med Windows.
Benchmarks
Processoren er en Intel Core i7-1255U med en arbejdshastighed på 2,6 GHz og op til 4,7 GHz i turbotilstand. Det er fint. 10 kerner og 12 tråde ville have været vildt for et par år siden. Men efter at have prøvet mangekernede monstre virker processen ærlig talt lidt sløv. Den klarer retfærdigvis almindelige kontoropgaver problemfrit. Men til en pris i luksusklassen er forventningerne høje. GeekBench-processortesten ender med et resultat på henholdsvis 8.110 i multicore og 1.593 i single-core.
I Cinebench R23-testen opnås en score på 1.142 i single-core og 7.241 i muticore. Og kontorprogramsimuleringen PCMark 10 ender på resultatet 4.193. Alle værdierne tegner et billede af en bærbar, der vil klare alle dagligdags opgaver problemfrit. Men det sætter tingene i perspektiv, at hver eneste score overgås af den bare halvt så dyre Acer Swift 5.
Det gælder også 3D-testene, der endnu engang viser, at Intel Iris Xe ikke er skabt til spil, der er tungere end Minecraft.
For en ultrabook som Surface Laptop 5 er batteritiden langt vigtigere end 3D-evner. Og her skuffer den heldigvis ikke. Vores intensive batteritest kørte fire en halv time, før maskinen lukkede ned. I realistisk brug svarer det til mere end en hel arbejdsdags brug.
Konklusion
Microsoft Surface Laptop 5 er en luksusmaskine i en lækker udførelse, der en fornøjelse af tage op af tasken og lægge hænderne på. Den har også en udmærket 15-tommers touchskærm i en brugbar opløsning. Til prisen savner jeg dog en del mere overdådighed. 16 GB RAM og 512 GB SSD er ikke, hvad jeg forventer at finde i en topmodel fra en førende producent. Og det er ikke svært at finde maskiner med samme ydelse til langt mindre. Hvad enten præferencen går i retning af PC (for eksempel den fine Acer Swift 5), eller man foretrækker en MacBook Air M2.
Læs videre med LB+
Årets bedste tilbud
Fuld adgang til alt indhold i 4 uger for 4 kr
LB+ Total måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer