En internetforbindelse i gigabitklassen er ikke længere noget særsyn. Men det betyder ikke, at du dermed er sikret godt internet. Hvad enten behovet er gaming eller streaming af TV-serier i 4K-kvalitet til alle i husstanden, er en god router en absolut nødvendighed. Og det er ikke den router, der fulgte med dit internetabonnement!
MSI RadiX AXE6600 er et bud på sådan en hurtig router. Bogstaverne AXE står for, at routeren følger Wi-Fi 6-standarden (802.11ax) – og det ekstra E på ”bagsmækken” betyder, at den også opfylder den udvidede Wi-Fi 6E. Det betyder i korthed, at routeren dækker frekvensbåndene 2,4 GHz, 5 GHz og 6 GHz. Tallet 6600 er den maksimale samlede nethastighed for de tre frekvensbånd.
MSI Radix AXE6600 markedsføres som en gaming-router, men kan naturligvis bruges alle steder, hvor der er behov for en hurtig trådløs netforbindelse. Det skal dog være et sted, hvor en 33 cm bred, kulsort og kantet kasse med seks lysende antenner falder naturligt ind i indretningen …
Opsætningen foretages via MSI’s smartphone-app og volder ingen særlige kvaler. Når man i app’en har logget sig på routerens netværk, kan man vælge brugernavn og adgangskode (standardnavn og -kode står på en etiket på undersiden af routeren). Man kan selvfølgelig more sig med at sætte filtre, protokoller og viderestilling af porte op. Og tilslutter man en ekstern disk til USB-porten, kan routeren fungere som server.
Men man kan også nøjes med at klikke ”OK”, og lade router-app’en om resten. Og så får man en udmærket opsætning. Det skal MSI have ros for.
Livet i overhalingsbanen
Forskellen på Wi-Fi 6E og den ”gamle” Wi-Fi 6 er det tredje frekvensbånd i 6 GHz-området. Takket være den højere frekvens (og mindre trafik, da det endnu kun er relativt få enheder, der understøtter det) er det muligt at overføre data med langt højere hastighed. MSI lover op til 4,8 gigabit i sekundet. Til sammenligning er makshastigheden på 5 GHz-båndet 1,2 gigabit pr. sekund, mens trafikken på det gamle 2,4 GHz-bånd tøffer af sted med ydmyge 574 megabit i sekundet.
Hastighederne er vel at mærke under ideelle forhold. Og i takt med frekvensen stiger ikke kun makshastigheden, men også følsomheden overfor forstyrrelser. For at opnå fuld nethastighed på den bærbare computer skal der helst kunne trækkes en direkte sigtelinje mellem den og routerens antenner. Enhver forhindring nedsætter hastigheden. Og er der en solid væg imellem, kan forbindelsen helt forsvinde.
2,4 GHz-signalet er langt mindre skrøbeligt og kan nå ud i selv de fjerneste hjørner af hjemmet, selv om der er indtil flere betonvægge imellem.
Virkelig hurtig tæt på
Målt på kontoret, fire meter i fugleflugtslinje fra routeren, opnåede jeg en downloadhastighed på 873 megabit i sekundet på 6 GHz-båndet. Og den kunne meget sandsynligt have været endnu højere med en hurtigere internetforbindelse end den 1000/1000 fiberforbindelse, jeg råder over. Til sammenligning gav en Google Wifi 7 Pro mesh router 835 megabit i sekundet under samme betingelser.
Handlede det alene om at få høj hastighed på computeren, kunne et billigere alternativ til begge dog have været et ethernetkabel.
I køkkenet, der er nabo til kontoret, men med en betonvæg imellem, svingede forbindelseshastigheden på 6 GHz voldsomt (mellem 10 Mb/s og 500 Mb/s!), men over en række målinger opnåede jeg et gennemsnit på 50 Mb/s. Faktisk gav MSI-routerens 5 GHz-kanal bedre forbindelse, nemlig hele 609 Mb/s. Mesh-netværket gav til sammenligning stabile 835 megabit i sekundet. Hvilket ikke er mærkeligt, da der også er en node i køkkenet.
5 GHz rækker længere
Sidste måling fandt sted i lejlighedens fjerneste hjørne, mange meter og rumadskillelser væk. Her var 6 GHz-signalet lige så ringe som i køkkenet – men dog ikke værre: 57 Mb/s. Ved at skifte til 5 GHz-båndet fik jeg en forholdsvis stabil forbindelseshastighed på 127 Mb/s, mens 2,4 GHz-båndet gav en klippestabil, men langsom overførselshastighed på 42 Mb/s. 6 GHz-signalet er altså betydeligt mere påvirkeligt end 5 GHz-signalet.
Mit eget mesh-netværk gav i soveværelset en forbindelseshastighed på 53 Mb/s. Moralen er, at det ikke hjælper at have flere noder, hvis ingen af dem står i nærheden. Og at under lige betingelser vinder den router, der har det største antal synlige antenner.
Konkurrenter
Den stærkeste konkurrent til den lynhurtige MSI er ikke en anden luksusrouter, men derimod billige mesh-netværk. For samme pris som en MSI RadiX AXE 6600 kan man købe et mesh-netværk med to eller tre enheder. Det kunne for eksempel være det nævnte Google Nest Wifi Pro, der også understøtter Wi-Fi 6E. Og selv om man ikke får helt så høj hastighed under ideelle forhold (det vil sige lige ved siden af routeren), vil et mesh-netværk give en betydeligt jævnere dækning af hele boligen.
Konklusion
MSI RadiX AXE6600 er en router i den tungere ende, der byder på funktioner og en hastighed, der burde tilfredsstille avancerede brugere. Og den holder, hvad den lover. Takket være Wi-Fi 6E kan AXE6600 give dig en nethastighed, der overgår hvad som helst, du kan bestille hos en internetleverandør i dag. Begrænsningen ligger i radiobølgernes natur. Ikke engang seks selvlysende antenner kan få et 6 GHz-signal til at trænge gennem murede vægge. Så de høje hastigheder opnås kun tæt på routeren. Har du et stort hus, eller bare en moderat stor lejlighed i et betonbyggeri, vil et mesh-netværk give bedre dækning i en større del af boligen. Det gør forholdet mellem pris og ydelse lidt kompliceret. Og de første Wi-Fi 7-routere er desuden tilgængelige på markedet i dag.
Læs videre med LB+
Juletilbud - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 1 år!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer