TESTS Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi
L&B’s julekalender 2024 Deltag her!

TEST: OnePlus 8T

Flagskib på slankekur

OnePlus 8T er et kompromis. Derfor skal man holde tungen lige i munden, hvis man overvejer et køb. For de fleste vil OnePlus 8T være blandt de bedste mobiltelefoner på markedet, mens forbrugere med specifikke behov bør kigge efter noget andet.

Af / 08/11/2020 - 13:47
OnePlus 8T

Home mener

  • Lynhurtig opladning og lang batterilevetid trods lysstærk skærm med 120 Hz opdateringsfrekvens. Blandt de hurtigste mobiler til prisen, og kameraet tager gode billeder i bredformat samt i mørke, eller når man kommer helt tæt på sit motiv.
  • Mangler trådløs opladning og IP-certificering. Elendigt frontkamera, og det primære kamera mangler optisk zoom. For mange Google-apps forringer OxygenOS.

Tidligere på året lancerede mobilproducenten OnePlus to telefoner, OnePlus 8 og OnePlus 8 Pro, hvoraf sidstnævnte løb med al opmærksomheden. Og det både på den gode og den dårlige måde. OnePlus 8 Pro var og er nemlig den bedste smartphone, det kinesiske firma nogensinde har sendt på markedet, og vi har da også netop kåret mobilen som Årets Bedste Smartphone 2020/2021 i high-end-klassen.

Omvendt var mange af OnePlus’ meget trofaste og engagerede fans ved at være trætte af, at firmaets mobiler (og altså særlig OnePlus 8 Pro) nu var blevet så dyre, at det, der oprindelig var hele OnePlus’ unikke fordel – nemlig at de fremstillede fede og kraftfulde smartphones til en rimelig pris – var ved at være en saga blot.

Derfor var det også svært at opfatte lanceringen af den væsentlig billigere mellemklassemobil OnePlus Nord – der kom på markedet blot få måneder efter OnePlus 8-serien – som andet end et strategiskifte fra OnePlus’ side. Eller i hvert fald et tegn på, at den folkekære producent havde indset vigtigheden af at lytte til sine mest entusiastiske fans.

OnePlus8Pro 8T Nord
Ved første øjekast ligner OnePlus 8T (i midten) budgetmodellen OnePlus Nord (til højre) mere, end den ligner flagskibet OnePlus 8 Pro (til venstre). (Foto: Peter Gotschalk)

Nu er tiden så kommet til OnePlus 8T, og i modsætning til sidste efterår, hvor vi bl.a. fik den fremragende OnePlus 7T Pro McLaren Edition, er der ingen Pro-model i T-serien i denne omgang. OnePlus 8 Pro er altså stadig det dyre flagskib, mens OnePlus Nord vel skal være en slags budgetmodel. Og OnePlus 8T? Ja, det er så en slags flagskibsmodel på slankekur, der opgraderer forårets almindelige OnePlus 8 (som vi ikke har testet) ved at overtage nogle af de vigtigste specifikationer fra OnePlus 8 Pro, mens der bliver sparet hist og pist for at holde prisen nede.

Således kan en OnePlus Nord i skrivende stund købes formedelst ca. 3.900 kroner i den dyreste konfiguration, mens OnePlus 8 Pro med topspecifikationer koster 7.899 kroner. Den nye OnePlus 8T med 256 gigabyte indbygget lager og 12 gigabyte RAM koster så 5.399 kroner, hvilket placerer den godt og vel midt imellem de to eksisterende modeller rent prismæssigt.

Annonce

Spørgsmålet er så, om den pris er rigtigt sat, og om OnePlus har prioriteret rigtigt, da de huggede en hæl og klippede en tå på OnePlus 8 Pro for at komme frem til OnePlus 8T.

Udseende og konstruktion

Ved første øjekast ligner OnePlus 8T budgetmodellen OnePlus Nord mere, end den ligner flagskibet OnePlus 8 Pro. Bagsiden er fremstillet af blankt 3D Gorilla Glass, hvor 8 Pro har en karakteristisk metallisk og mat bagside, og kameramodulet er rektangulært og sidder placeret øverst til venstre set bagfra, når mobilen ligger med skærmen nedad. Ligesom på OnePlus Nord. Kameraet på OnePlus 8T er bare større.

Rammen er præcist skåret i aluminium, og ligesom på både 8 Pro og Nord sidder tænd/sluk-knappen og den lille skyder, som skifter mellem lyd, vibration og lydløs tilstand, på højre side, mens lydstyrken reguleres med knappen på den modsatte side.

OnePlus8T silver Green
Vores testeksemplar kom i farven aquamarine green, men mobilen fås også i lunar silver. (Foto: OnePlus)

Vores testeksemplar kom i farven aquamarine green, men mobilen fås også i lunar silver. Det er dog kun i konfigurationen med 8 gigabyte RAM og 128 gigabyte lager, at OnePlus 8T kan købes i sølvversion, så standardfarven for de fleste eksemplarer vil være den grønne udgave.

Selv om OnePlus 8T altså ligner OnePlus Nord ved første øjekast, minder den kvalitetsmæssigt mere om OnePlus 8 Pro. Mobiltelefonen er selvfølgelig både let og robust, men designmæssigt er der også gjort noget ud af detaljerne. F.eks. virker kameramodulet umiddelbart stort, men det stikker alligevel så lidt ud fra kroppen, at telefonen ikke vipper, når den ligger på et bord. Lækkert.

Skærm og lyd

Hvad angår skærmen, så er den mest markante forskel på OnePlus 8 Pro og OnePlus 8T, at sidstnævntes skærm er helt flad. OnePlus 8 Pro havde en skærm med afrundede kanter, og hvis man hører til de brugere, som synes, at det er irriterende og alt andet end brugervenligt, kan man glæde sig over OnePlus 8T.

For den nye mobiltelefon har i modsætning til både sin egen forgænger, OnePlus 8, og den billigere OnePlus Nord den helt høje opdateringsfrekvens på 120 Hz ligesom flagskibsmodellen 8 Pro. Det giver (som vi ofte har nævnt) en ekstremt flydende og hurtig brugeroplevelse – ikke mindst når det gælder menuer og animationer.

Til gengæld må OnePlus 8T nøjes med samme Full HD skærmopløsning som OnePlus Nord, men fordi også den nye model kommer med det lidt specielle 20:9-skærmformat, får man lidt ekstra pixels for pengene.

OnePlus8T kamera
det primære kamera på OnePlus 8T af fire objektiver: En 48 megapixel f/1.7 hovedlinse med Sony IMX586-sensor, en 16 megapixel f/2.2 123 graders ultravidvinkel (OnePlus’ bredeste ultravidvinkel til dato), en 5 megapixel makro samt en 2 megapixel monokrom linse. (Foto: Peter Gotschalk)

Men selv om OnePlus 8T også må undvære MEMC-teknologien (Motion Estimation and Motion Compensation), som er designet til at få videoer til at se bedre ud ved at øge antallet af “frames” i billedet, er der alligevel tale om en fremragende lysstærk (1100 nit) og knivskarp skærm, som er bedre end det meste, vi har set i samme prisklasse. Her har OnePlus efter vores mening truffet det rigtige valg ved at prioritere opdateringsfrekvens frem for skærmopløsning.

OnePlus 8T leverer i øvrigt også en glimrende lydoplevelse. Talekvaliteten er i orden, og selv om de indbyggede stereohøjttalere mangler lidt af den saft og kraft, som OnePlus 8 Pro kan levere, er lydbilledet alligevel klart og tydeligt.

Også med hovedtelefoner bliver ørerne forkælet. Den indbyggede Dolby Atmos-teknologi gør et godt stykke arbejde, og mobilen leverer et bredt lydbillede med masser af detaljer, hvor både de høje toner og bassen står knivskarpt.

OnePlus8T ultravidvinkel
Aldrig har vi set bedre ultravidvinkel-billeder fra en OnePlus-mobil. (Foto: Peter Gotschalk)

Kamera

Lad det være sagt med det samme: OnePlus 8T er ikke nogen selfie-mobil. Her har OnePlus virkelig sparet, og det er ikke bare en tå, der er blevet klippet. Det er halvdelen af foden!

Hvor den væsentlig billigere OnePlus Nord kom med dobbelt frontkamera (et primært objektiv på 32 megapixel samt en supplerende 8 megapixel ultravidvinkel), så man også kunne få vennerne med på sine selfies, må OnePlus 8T nøjes med samme 16 megapixel frontkamera som OnePlus 8 Pro – med fixfokus og ingen nævneværdig vidvinkel.

For os forekommer det helt absurd, at det netop er den helt billige model blandt OnePlus’ talrige mobiler, der har det bedste frontkamera. Kameraet har aldrig været OnePlus’ helt stærke side, men med OnePlus Nord tog firmaet et vigtigt skridt i den rigtige retning, og derfor er det så meget desto mere frustrerende, at OnePlus 8T må undvære en ordentlig selfie-funktion.

OnePlus8T selfie
Enten er selfie-kameraet på OnePlus 8T ikke det bedste, eller også er skribentens hovede for stort. (Foto: Peter Gotschalk)

Især fordi OnePlus 8T på de fleste andre punkter overrasker positivt, når det gælder kameraet. Således består det primære kamera på OnePlus 8T af fire objektiver: En 48 megapixel f/1.7 hovedlinse med Sony IMX586-sensor, en 16 megapixel f/2.2 123 graders ultravidvinkel (OnePlus’ bredeste ultravidvinkel til dato), en 5 megapixel makro samt en 2 megapixel monokrom linse.

Der er intet teleobjektiv, så kameraet må klare sig uden optisk zoom, men har til gengæld 10x digital zoom samt både optisk og elektronisk billedstabilisering.

I praksis leverer OnePlus 8T fremragende billedkvalitet i en række situationer. Aldrig har vi set bedre ultravidvinkel-billeder fra en OnePlus-mobil, og generelt sørger den monokrome sensor for en detaljegrad og en dybde i billederne, som man kender fra langt dyrere smartphones. Også billeder taget i mørke bliver rigtig gode, og makrolinsen leverer varen ved at skabe knivskarpe billeder, når man kommer helt tæt på. En ny videofunktion med bokeh-effekt har vi også haft meget sjov med, da vi testede telefonen.

Jonas Gaarn, 2. Dan Shotokan Karate, udfører kata Tekki Shodan. Videoen er optaget med OnePlus 8T, og funktionen ‘Videoportræt’ er aktiveret. Bemærk den tydelige bokeh-effekt i baggrunden. (Video: Peter Gotschalk)

Til gengæld skal man ikke zoome meget mere end 2x, før resultatet bliver helt forfærdeligt, og er man meget, meget optaget af at tage mange selfies, bør man lede efter en anden smartphone end OnePlus 8T.

Funktioner

Nu bliver det besværligt og mudret. For vi har både gode og knap så gode nyheder om OnePlus 8T. Vi lægger ud med det negative.

Sagen er, at OnePlus med deres nye mobil har sagt farvel til et par af de vigtigste fremskridt fra OnePlus 8 Pro, nemlig IP68-certificering og trådløs opladning. OnePlus selv hævder, at der er gode grunde til begge dele.

Mobilen skulle angiveligt være vandtæt alligevel og har ifølge OnePlus gennemgået de samme stresstests som OnePlus 8 Pro; man har vel bare ikke villet betale for den officielle IP68-certificering. Og trådløs opladning er blevet droppet, fordi man i stedet leverer OnePlus 8T med den hidtil hurtigste almindelige oplader fra firmaet til dato. Hele 65 watt hurtigopladning er der denne gang, hvilket vil sige, at opladeren kan lade mobilen fra 0 til 69 procent på 15 minutter.

OnePlus8T makro
Med det dedikerede makrokamera på OnePlus 8T kommer man helt, helt tæt på motivet. (Foto: Peter Gotschalk)

Det ER selvfølgelig hurtigt – OnePlus 8 Pro kom med Warp Charge 30T, der skulle bruge 23 minutter på at lade mobilen fra 0 til 50 procent, mens OnePlus Nord lades fra 0 til 70 procent på en halv time – men spørgsmålet er, om det for mange brugere ikke havde været mere bekvemt med lidt langsommere opladning, hvis man i stedet kunne få trådløs opladning med i købet.

En anden kedelig udvikling startede med OnePlus Nord og fortsætter nu med OnePlus 8T. OnePlus er nemlig gået væk fra sine egne OxygenOS-apps til opkald, beskeder og kontakter for i stedet at satse på Googles apps fra den rene Android-version. Det virker fint i dagligdagen, men gør OnePlus Nord mere anonym og lidt mindre OnePlus-agtig, end man kunne ønske sig.

Til gengæld byder den nye version 11 af OxygenOS på et par nyskabelser, som vi gerne hilser velkommen. Bl.a. er diverse apps og menuer blevet designet, så de er nemmere at betjene med én hånd, ligesom kamera-app’en har fået en lynhurtig delingsfunktion, så man kan dele det billede eller den video, man lige har taget, med et enkelt tryk på elementets thumbnail i kamera-app’en. Smart.

Fingeraftrykslæseren er bygget ind i skærmen, ligesom kameraet også understøtter Face Unlock. Begge dele virker fint, men sikkerheden er bedst tjent med fingeraftrykket.

OnePlus8T Warpcharge65
Med den nye WarpCharge 65-oplader tager det kun 39 minutter at oplade mobilen fra 0 til 100%. (Foto: OnePlus)

Ydelse

OnePlus 8T har samme 5G-processor som OnePlus 8 Pro, så det er næppe nogen overraskelse, at mobilen har masser af muskler. Det kan mærkes både i daglig brug, og når vi kigger på resultaterne fra vores benchmark-tests. Dog må OnePlus 8T undvære den lynhurtige LPDDR5-RAM fra OnePlus 8 Pro, som er den hurtigste RAM-type på markedet, men alligevel præsterer OnePlus 8T bedre end stort set alle andre smartphones i samme prisklasse.

Vel at mærke uden at man behøver at bekymre sig voldsomt meget om strømforbruget. Selv ikke med 120 Hz skærmopdatering aktiveret. Bemærk i øvrigt, at resultatet af vores benchmark-test af batteriets levetid er målt ved 120 Hz. Hvis man kan nøjes med en opdateringsfrekvens på 60 Hz, holder batteriet naturligvis endnu længere.

Konklusion

Vi har fuld forståelse for, at en mobiltelefon til godt 5.000 kroner ikke kan have de samme funktioner som den absolutte flagskibsmodel. Men har OnePlus truffet de rigtige beslutninger, da de sendte OnePlus 8 Pro på slankekur og designede OnePlus 8T?

Svaret er desværre ikke så entydigt, som vi havde håbet. Det trækker helt klart ned i den samlede vurdering, at mobilen må undvære trådløs opladning, og frontkameraet er også en skuffelse, nu hvor OnePlus med sin hidtil billigste model, OnePlus Nord, ellers havde vist, hvordan det skulle gøres. Det totale fravær af et teleobjektiv og dermed muligheden for optisk zoom er også en gevaldig streg i regningen.

Til gengæld er det da lækkert, at OnePlus 8T kommer med markedets formentlig hurtigste oplader til dato, og hvad angår skærmen, så har OnePlus taget den helt rigtige beslutning ved at prioritere opdateringsfrekvens over skærmopløsning. Det er også svært at klage over den rå ydelse, som sagtens kan konkurrere med de dyreste mobiler på markedet, og så har mobilen tilmed 5G.

Alene derfor er OnePlus 8T alle pengene værd, og den forholdsvis høje karakter giver vi helt uden at ryste på hånden. Før man evt. køber OnePlus 8T, skal man bare være opmærksom på, hvad mobilen IKKE kan (svømme, tage gode selfies, oplade trådløst), og så tage sin beslutning på det grundlag.

Karakter
OnePlus 8T
Premium

Også i denne test:

Samsung Galaxy S20 FE

Samsungs folkemobil

Samsung Galaxy S20 FE er tæt på at være den perfekte kombination af specifikationer og pris.

Virkelig flot skærm med 120 Hz opdateringsfrekvens, god byggekvalitet og mat bagside, godt allround-kamera, høj ydelse og generelt ekstremt meget mobil for pengene.
Skærmopløsningen er ikke så høj som på de andre modeller i Galaxy S20-serien. Kommer kun med 15 watt oplader i æsken, selv om 25 watt opladning understøttes.
Læs hele testen
Peter Gotschalk
(f. 1973): Chefredaktør for L&B Home. Peter har arbejdet for Lyd & Billede siden 2012. Han har været aktiv som tech-journalist for talrige medier siden 1998, bl.a. som chefredaktør for gadget-magasinet GEAR og som journalist for magasinerne PC World og Privat Computer. Peter skriver om smartphones og andre bærbare enheder samt om teknologisk innovation, herunder 5G, elektronisk mobilitet og smarte hjem.

Læs videre med LB+

50%

Juletilbud - 50% Rabat!

50% På LB+ Total i 1 år!

Prøv LB+ Total i 1 måned

Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr

LB+ Total 12 måneder

Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder

650,-
49,- / for 1 måned
108,- / mnd
Med et abonnement får du også:
  • Adgang til mere end 7.500 produkttests!
  • Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
  • Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
  • L&B TechCast – en podcast fra L&B
  • Deaktivering af annoncer
Vi har ingen bindingsperiode, du kan sige abonnementet op, når du vil.
Annonce

Årets basis-iPhone haler ind på Pro-serien

Tilbage på toppen

Det perfekte kompromis?

Foldbar magi?

For sent og for dyrt

Endnu nemmere at holde øje med helbredet

Denne iPhone kan du godt springe over

Kronen på værket

En god mobil du kan beholde længe

Virker Pixel-magien også på det foldbare format?

Lækkert og sejt træningsur

Flere forbedringer i samme pakke