Sidder du på hjemmekontor og savner en seriøs skærm at arbejde på? Philips 288E2A er en monitor til dem, der tager stillbilleder og video alvorligt. Den er knivskarp med 4K-opløsning (3840 x 2160) og lavet til at gengive farverne så neutralt som muligt. For mange vil størrelsen på 28 tommer også være ideel.
Kend dit behov
Hvis bare noget af dit arbejde handler om at redigere billeder – hvad enten det er til web eller papir, eller endda video – så har du brug for en skærm, der er beregnet til formålet. Skarphed er vigtigt, og skærmen skal være ret stor, så man kan studere billederne grundigt, selv når der ikke er zoomet ind. Men noget af det allervigtigste er, at skærmen gengiver farverne korrekt. Det er det bestemt ikke alle, der gør.
Det er heller ikke alle skærme, der er lige velegnede til alle formål. Typiske gaming-skærme har en høj opdateringshastighed (over 120 Hz) for at give jævne bevægelser uden hakken, når man spiller. Men de er sjældent farveneutrale, og desuden har de ofte lavere opløsning (typisk 1920 x 1080 eller 2560 x 1440) for ikke at overbelaste grafikkortet.
Hvis man derimod skal redigere billeder og video, er man afhængig af korrekte farver, og man bør afgjort have en 4K-monitor (3840 x 2160). Skærmfrekvensen er så typisk 60 Hz, hvilket er mere end nok. Musemarkøren kører ikke helt så glat som med 120 Hz, men who cares?
HDR?
Til videoredigering kan det være en fordel, hvis skærmen understøtter HDR (højt dynamisk omfang), men så er vi oppe i den professionelle liga. Jeg foretrækker klart en god SDR-skærm frem for en med dårlig HDR. Desuden er HDR bare irriterende til alt andet end video på en Windows-PC, fordi forskellige browsere og apps gengiver HDR-indhold forskelligt.
Man risikerer også, at musemarkøren lyser op i al sin HDR-hvide pragt, eller at den bliver gennemsigtig eller mørkegrå, hvis man ikke ændrer nogen indstillinger.
Neutral farvepalet
Philips hævder en farvepalet med en såkaldt delta-afvigelse på under 2 over hele gråtoneskalaen. Alt under 1 skal opleves som helt neutralt for det menneskelige øje, mens 2 stadig er godt.
Skærmen dækker 120 procent af sRGB-farverummet, som er gældende for næsten alle billeder og videoer, som man ser på nettet. Det burde betyde, at den dækker omkring 90 procent af Adobe RGB, som er det foretrukne farverum til trykte medier.
Tilslutninger og udstyr
Bag på skærmen er der to HDMI-indgange og en DisplayPort. Sjovt nok er der også en analog lydindgang og desuden en hovedtelefonudgang. Skærmen har desuden en indbygget højttaler, men lyden er så tynd og uengagerende, at der er meget at vinde ved eksterne højttalere.
På bagsiden finder man også den firevejsknap, som man manøvrerer igennem menusystemet med. For mit vedkommende bliver det lidt bøvlet og kræver tilvænning. Personligt foretrækker jeg, at den slags kontroller sidder på siden eller foran, men samtidig gør det, at rammen omkring skærmfladen kan minimeres. Philips-skærmen er virkelig slank og elegant.
Det, jeg savner, er en indbygget USB-hub og allerhelst en SD-kortlæser. Standeren tillader desuden ikke, at man vender skærmen lodret til portrættilstand, og den kan heller ikke drejes horisontalt. Kun vippes nogle få grader op eller ned. Til denne pris er Philips dog mere end tilgivet.
Billig indgangsbillet til professionelle billeder
Man kan let få den tanke, at der er noget galt, når en skærm koster så lidt som denne. Men Philips 288E2A leverer fejende flotte billeder lige ud af æsken.
Hvidbalancen er “spot on”, når man vælger 6500K (neutral hvid) i menuen, og til daglig brug behøver man egentlig ikke at gøre så meget mere. Billeder er knivskarpe og detaljerede, næsten helt uden farve-banding i schatteringer og har godt med punch. Men selv om ansigter ser fine og neutrale ud, og naturbilleder bliver smadderflotte, er der en antydning af overmættede farver her.
Skærmen har 300 nit lysstyrke (jeg målte den faktisk til 350), hvilket er i overkanten til billedbehandling. Det ser rigtig godt ud, når man skal se TV og film, men hvis man skal finpudse billeder til web eller print, vil svagere detaljer på skærmen hurtigt forsvinde for andre, der ser ens arbejde. Og det samme, når man redigerer video.
Kalibrér skærmen!
Jeg vil derfor anbefale at kalibrere skærmen til 160 nit, hvis man sidder ved et vindue i dagslys, mens 120 nit er fint i normal indendørs belysning. 100 nit er såkaldt referencetilstand, men det er beregnet til svagere belysning.
Til arbejde bruger jeg selv X-Rite i1 Display Pro, som ganske vist koster næsten det samme som Philips-skærmen, men så har man et værktøj, som man kan bruge på skærm efter skærm i fremtiden.
Kalibrering giver også den sidste finpudsning af farverne. Her skal man desuden tænke på belysningen i rummet, for hvis man har et mørkt rum og kalibrerer skærmen til en gamma på 2,4, vil mørke skygger se dybe og fantastiske ud. Derimod forsvinder detaljerne helt, så snart man skruer op for lyset i rummet. Derfor foretrækker jeg endda den lidt lysere gamma 2,2.
Fornemt billede
Efter en hurtig kalibrering er Philips-skærmen endnu bedre, og det begynder at være svært at se forskel op mod min egen professionelle monitor, BenQ PV3200PT. Bortset fra størrelsen, da BenQ er en 32-tommer. Farverne på Philips er jævne og naturtro, skarpheden er upåklagelig, og det samme er bevægelsesskarpheden.
Den eneste, jeg vil sætte en finger på ved Philips 288E2A, er at den ikke er helt så ensartet; det kan man f.eks. se på ensfarvede baggrunde. Det ser lidt mere mudret ud, og skærmen har også noget vignettering, dvs. den er lidt mørkere i hjørnerne. Det er dog ikke noget, jeg normalt tænker over, heller ikke når jeg redigerer billeder. At betragtningsvinklen heller ikke er lige så god hos Philips, går også fint. Fuldt ud acceptabelt.
Sortniveauet er ikke helt på højde med de bedste. Få computerskærme har specielt imponerende sort, men Philips er endnu lysere end BenQ. Her skal vi dog også tage den lave pris i betragtning, og så kommer Philips særdeles godt ud af det.
Hvis vi tager den 32 tommer store BenQ EW3280U, som er billigere end min, men meget dyrere end Philips, så er BenQ mere ensartet over hele panelet, har mindre vignettering og er også endnu bedre farvekalibreret lige ud af æsken. Men en kalibreret Philips kommer så tæt på, at den stadig er et meget bedre køb.
Konklusion
Philips 288E2A er en 28 tommers 4K-skærm til seriøse billedbehandlere, der hellere vil bruge penge på kamera og software end på den skærm, de arbejder på. Prisen er nemlig så lav, at jeg nærmest havde forventet, at den ville være ubrugelig. I stedet blev jeg meget imponeret over farvegengivelsen og skarpheden.
Uanset hvor billig eller dyr en skærm man køber, bør man også bekoste et kalibreringsværktøj. Så slipper man for det lille strejf af overmættede farver, og man får kalibreret skærmen til sine egne lysforhold. Og så kommer Philips-skærmen endnu tættere på professionelt niveau.
Hvis du behandler dine billeder eller videoer på denne skærm, kan du være sikker på, at resultatet ikke byder på ubehagelige overraskelser. Med 288E2A har Philips mindsket kløften mellem amatører og professionelle.
Læs videre med LB+
Juletilbud - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 1 år!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer