Vi tester hvert eneste år en mængde gaming-bærbare. Og både de kostbare supermodeller og de mere tilgængelige maskiner. Men de fleste kommer fra den samme håndfuld af internationale PC-producenter, der leverer hovedparten af de solgte computere på verdensplan.
Shark Gaming 7G15-70TI er en forfriskende undtagelse fra den regel. Her har vi at gøre med noget så usædvanligt som en danskbygget gaming-bærbar i den forholdsvis tunge ende.
Firmaet har, som navnet siger, specialiseret sig i netop gaming-udstyr. De laver primært stationære PC’er, der bygges på bestilling. Men de har også en produktion af laptops.
Klassisk gaming-design
Shark Gaming 7G15-70TI er den nuværende topmodel, en 15” maskine i et design, der kan kaldes klassisk. Det vil i gaming-sammenhæng sige en forholdsvis tyk og tung, kulsort maskine med skarpe kanter. Kabinettet er af plast, mens låget er af aluminium. PC’en er godt tre centimeter tyk og vejer 2,7 kg, så den er nok bærbar, men ikke taskevenlig.
Jeg kalder designet klassisk, fordi næsten alle gaming-bærbare så netop sådan ud for et eller to år siden. Siden da er vi mest blevet præsenteret for slankere, lettere maskiner i “civilt” design.
Det betyder ikke, at der er noget galt i at lave voluminøse gaming-bærbare. Tværtimod. Køling er en akilleshæl for gaming-computere, da både grafikkort og processor producerer masser af varme. Og jo mindre kabinet, desto sværere er det at slippe af med varmen.
Maskinen forekommer i øvrigt upåklagelig og ret tillidvækkende. Skærmen har naturligvis en ganske smal kant, der kun lige er bred nok til at stabilisere skærmen. Og lidt bredere øverst for at give plads til webcam og mikrofoner.
Skærm skabt til spil
Årets mode på skærmfronten er det højere 16:10-format – og gerne i højere opløsning. Men ikke her. Til gaming er Full HD (1920 x 1080 pixels) i widescreen-format stadig normen. Til gengæld er skærmen hurtig: 240 Hz opdateringshastighed. Det er ikke toppen af poppen i dag, men skærmen er hurtig nok. Tastaturet er af udmærket kvalitet og selvfølgelig RGB-belyst. Men man leder forgæves efter avancerede lysanimationer og individuel belysning af hver tast, som hos for eksempel Razer og Steelseries.
Processoren er virkelig god
Til gengæld er der sparet mindre på de steder, hvor det gør den største forskel. Nemlig processor og grafikkort. Processoren er en 12 generations Intel Core i7-12700 med 12 kerner og 20 tråde. Og grafikkortet er Nvidia GeForce RTX 3070 Ti med 8 GB videohukommelse. Der giver basis for en seriøst hurtig maskine. Ikke mindst når prisen tages i betragtning.
Benchmarks
Shark Gaming 7G15-70TI er ikke sat sammen af dele fra den øverste hylde, men af de betydelig billigere stumper fra næstøverste hylde: Intel Core i7 og Nvidia GeForce RTX 3070. Men det er langtfra ringe. Ti-udgaven af 3070-kortet er i praksis kun lidt langsommere end storebror 3080. Og i7-12700-processoren er en kraftkarl med 12 kerner og 20 tråde. Og en turbohastighed på 4,9 GHz.
Processortesten Geekbench 5 ender med et resultat på 11.712 i multi-core og 1.816 i single-core. Det er kun lidt under den i9-bestykkede ASUS ROG Flow Z13. Og en vognlængde foran den ellers meget roste AMD Ryzen 9-processor i for eksempel Razer Blade 14.
Grafiktesten 3DMark Time Spy ender med et resultat på 10.649. Det er i sig selv flot. Det er faktisk hurtigere end førnævnte Razer Blade 14, der vandt prisen som årets gaming-PC i 2021. Men hvad der gør det ekstra imponerende, er, at der ”kun” sidder et 3070 Ti-kort i Shark’en, mens Razer havde et 3080-grafikkort!
Jeg plejer at sige, at grafikkortet er det vigtigste i en gaming-PC – og at man hellere må spare på CPU’en end på GPU’en. Men Shark beviser, at med en stærk processor kan man løfte ydelsen fra det ganske gode til det ypperlige.
Batteritesten er typisk for gaming-PC’er: lige under to timer. Og det er vel at mærke ikke med spil. Så hav altid opladeren med. Med stor styrke følger stort strømforbrug.
Konklusion
Shark Gaming 7G15-70TI slår ingen hastighedsrekorder, uanset at den er firmaets bærbare topmodel. Men den er immervæk en virkelig godt sammensat maskine til en pris på blot det halve af de mest ekstreme maskiner – og den giver vanvittig god værdi for pengene. GeForce RTX 3070 Ti-grafikkortet er ikke langt bagefter det kostbare RTX 3080. Og processoren er virkelig hurtig. Man må ”nøjes” med en 240 Hz Full HD-skærm. Hvis man da kan betegne det som at nøjes. Maskinen er forholdsvis stor, og sammenlignet med de slanke gaming-PC’er fra mærkevareproducenterne virker den gammeldags. På den anden side er computeren så forholdsvis billig, at det giver mening at supplere den med en ultrabook til at have i tasken til daglig studie- eller arbejdsbrug. Hvis du har brug for en kraftig bærbar til spil, men ikke har et professionelt budget, er Shark Gaming 7G15 TI en af de bedste kandidater lige nu.
Læs videre med LB+
Årets bedste tilbud
Fuld adgang til alt indhold i 4 uger for 4 kr
LB+ Total måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer