Har du en stor bolig uden indlagt bredbånd, men drømmer du alligevel om det hurtigste og mest stabile netværk med dækning i hele huset? Eller har du fibernet, men vil samtidig forsikre dig mod internetnedbrud forårsaget af dårligt vejr eller vedligeholdelse hos internetudbyderen? Så har Netgear en løsning i form af Orbi NBK752.
Det er et mesh-netværk bestående af en hovedrouter og en node, som udvider netværket til afkroge i hjemmet, hvor routeren alene ikke når godt nok ud.
Routeren har kablede Ethernet-indgange med gigabit-hastighed og kan også kobles til 4G- og 5G-mobilnetværk, hvis man putter et nano-SIM-kort ind i bagenden på den. Dermed har man et 5G mesh-netværk, hvilket er det, der gør den til noget særligt.
Super fleksibel
Netværket kobles nemt op med Orbi-app’en på mobilen, og her vælger man også, om man vil bruge mobilt bredbånd, kablet internet (Ethernet) eller en kombination. Hvor netværket hovedsagelig modtager internet fra kabel, men skifter til 5G, hvis kabeludbyderens internet svigter.
Jeg har selv oplevet nedbrud på netværket flere gange under pandemien, især under den første nedlukning. Og selv om det sker mindre hyppigt nu, er det altid rart at vide, at man har en backup-løsning, hvis fibernettet skulle falde ud.
Meget hurtigt netværk
Netværket er egentlig identisk med en gammel favorit, nemlig Wi-Fi 6-netværket RBK752. Det har op til 4,2 Gbit/s samlet båndbredde, understøtter op til 1,2 Gbit/s på 5 GHz båndet og lover dækning op til 350 kvadratmeter. Bl.a. takket være seks antenner i hver enhed. Og fordi noden og routeren kommunikerer med hinanden med stor båndbredde (2,4 Gbit/s), er dine enheder sikret omtrent samme hastighed fra noden, som hvis de var koblet til routeren.
TIP: Hvis du oplever, at mobilen eller PC’en bliver skubbet fra 5 GHz over til 2,4 GHz, kan du forsøge at reducere sendestyrken på 2,4 GHz i netværksopsætningen via en web-browser.
Ønsker du at udvide netværket med flere nodes, er det også muligt.
500-600 megabit
Mit eget hjem er et træhus i tre etager, og jeg placerer routeren med kablet i væggen på øverste etage, hvor vi både har kontoret og TV-stuen, mens noden placeres på etagen nedenunder. På hver af disse etager oplever jeg som regel hastigheder på meget respektable 500-600 Mbit/s. Det holder til alle slags gøremål og er kun lidt langsommere end en gammeldags, mekanisk harddisk. Fine hastigheder, når man arbejder i skyen.
I kælderetagen, hvor soveværelserne er, kan jeg leve med, at hastigheden er noget reduceret. Alligevel plejer jeg at få over 200 Mbit/s dernede, så hvis vi ville, kunne vi sagtens udstyre hvert soveværelse med et TV og streame Netflix i 4K på dem alle samtidig. No problemo.
Stabiliteten af dette mesh-netværk er rigtig god, og jeg oplevede ingen problemer i testperioden, selv med en del smart-tingester tilsluttet på både 2,4 og 5 GHz.
5G gør hele forskellen
Den eneste forskel mellem NBK752 og RBK752 er som sagt, at førstnævntes router kan modtage 4G og 5G mobilt bredbånd ud over kablet Ethernet. Det fungerer glimrende lige ud af æsken, men man kan også tilslutte ekstra antenner for bedre mobildækning.
Jeg prøvede selv med et par Wi-Fi-antenner, uden at hastigheden steg mærkbart. Frekvenserne på Wi-Fi og mobilt bredbånd er ikke de samme, så det er ikke så underligt, at det ikke virkede. Men modtagekvaliteten er stadig god.
Hvilke slags hastigheder man kan forvente via 5G, afhænger af dækningen samt af, hvad mobiloperatøren tilbyder. Inde i mit hus er hastigheden ca. 150 Mbit/s ned og 60 Mbit/s op, men da jeg koblede routeren op i bilen og kørte ind til Oslo, fik jeg pludselig over 800 Mbit/s. Og en SMS fra mobiloperatøren om, at min datapakke var brugt op! Så sørg for at have en tilstrækkelig stor datapakke.
Konklusion
Vi kårede det glimrende mesh-netværk Netgear Orbi RBK752 til Årets Bedste computertilbehør i 2021/22. Det koster mere end de billigste, men er også meget bedre, hvis man har høj fiberhastighed. Orbi NBK752 er endnu bedre, fordi det også har 5G-understøttelse.
Desværre er det også MEGET dyrere! Hvor RBK752 koster 4.000 kroner, skal man betale over 9.000 kroner for NBK752! Det nærmer sig det glade vanvid, for til den pris kan man i stedet udvide med fire ekstra nodes, hvis man kan klare sig uden 5G. Så man skal være rimelig sikker på, at man har brug for det, for at forsvare dette køb.
Når det er sagt, så er der tale om et rigtig godt og stabilt netværk, og hvis man føler, at man har brug for kombinationen af Wi-Fi 6 og 5G, så kender vi ikke noget bedre alternativ.
Også i denne test:
Netgear Orbi RBKE963 (AXE11000)
Når fart er vigtigere end fornuft
Superhurtige Orbi RBKE963 er det første mesh-netværk, der tager en helt ny frekvens i brug. Samtidig kan du vinke farvel til begrebet “meget for pengene”.
Læs videre med LB+
Årets bedste tilbud
Fuld adgang til alt indhold i 4 uger for 4 kr
LB+ Total måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer