TP-Link Deco BE85 (BE19000) er et mesh-system bestående af to identiske Deco BE85-enheder, og var ved sin introduktion et af de første Wi-Fi 7-certificerede mesh-systemer på markedet. Her er tale om et tri-band mesh-system, der bruger nyeste Wi-Fi 7-teknologi til at levere hurtig og stabil netværksdækning til særligt store hjem med mange (op til 200) internetforbundne enheder på flere etager.
Hver Deco BE85-enhed er stor og tung sammenlignet med tidligere mesh-enheder, men det indikerer også, at der er gjort plads til masser af teknologi indeni. Designet er stramt og enkelt, så størrelsen taget i betragtning kan de sagtens tåle at stå fremme. I bunden sidder en lysende diode, der indikerer enhedens tilstand. Fordi sættet består af to identiske routere, finder du på bagsiden også samme imponerende udvalg af porte, herunder 10GbE WAN/LAN, en 10GbE SFP+/RJ45-kombinationsport, to 2.5GbE LAN-porte samt en sjælden USB 3.0-port, der gør det muligt at tilslutte eksterne enheder eller dele filer via netværket.
Med avancerede teknologier som 4×4 MU-MIMO-streaming, beamforming og 320 MHz-kanaler er Deco BE85 godt fremtidssikret og bygget til at klare fremtidens krav. Multi-Link Operation (MLO) gør det muligt for Wi-Fi 7-enheder at udnytte både 5GHz- og 6GHz-båndene samtidigt, hvilket sikrer optimal ydeevne.
Nem opsætning via app’en
Installationen af Deco BE85 er ganske nem og foregår via Deco-app’en. Installer den på din smartphone og inden for få minutter har du sat hele mesh-netværket op. App’en giver et godt overblik og lader dig se tilsluttede enheder, deres hastigheder og tillader prioritering af trafik til bestemte enheder. Har du et hjem med mange smarte enheder, kan denne funktion være en gamechanger.
Der er naturligvis adgang til forældre- og sikkerhedsindstillinger, så du kan styre, hvad ungerne har adgang til, men de mere avancerede funktioner kræver abonnement. Basic-indstillingerne omfatter indholdsfiltre og mulighed for at blokere hjemmesider samt indstilling af ”internetpauser”.
Ydeevne og hastighed
Under testen viste Deco BE85 sig at være en yderst stærk performer. Køkkenet ligger længst fra indgangspunktet og har altid været det svageste punkt. Det til trods fik jeg godt 760 Mbit/s op og ned på min Macbook, mens min iPhone kunne mønstre 570 Mbit/s hver vej. De to Wi-Fi 7-kompatible enheder klarede sig lidt bedre, hvor især Razr 50 Ultra imponerede med 878 / 929 Mbit/s på 6 GHz-båndet. I stuen står den anden enhed. Jeg havde forventet et lidt bedre resultat, men målingerne er nogenlunde identiske med køkkenet. De to rum ligger for øvrigt i forlængelse af hinanden, men betonen har tidligere betydet, at trådløse signaler alligevel havde svært ved at nå helt ud. Sådan er det ikke med Deco BE85. Jeg er meget imponeret. De to Wi-Fi 7-enheder trækker igen lidt foran og leverer begge tæt på eller lige over 900 Mbit/s hver vej.
Stikket til mit internet sidder i soveværelset, så der står den primære router naturligvis også – gemt inde i et skab. Ikke overraskende får jeg her testens absolut bedste resultater. Og her var det Macbook og iPhone, der imponerede mest. Min Macbook kunne her mønstre 800 / 900 Mbit/s mens min iPhone nåede op på 580 Mbit/s hver vej – altså nogenlunde det samme som i køkkenet. Som resultaterne indikerer, svinger hastigheden lidt men ikke meget. De to Deco BE85-enheder taler godt sammen og formår at trænge igennem, hvor mit gamle system fejler. Jeg tror pludselig jeg forstår, hvorfor mit Sonos-system i flere år har givet periodiske udfald og forbindelsesproblemer.
Med Samsung Galaxy Book 4 Edge
Med iPhone 14 Pro
Med Apple MacBook Air
Med Motorola Razr 50 Ultra
Fremtidssikret Wi-Fi 7 teknologi
En af de mest interessante funktioner ved Deco BE85 er det forbedrede 6 GHz-bånd, der er en del af Wi-Fi 7-teknologien. Båndet blev introduceret med Wi-Fi 6E-routere, og muliggør endnu hurtigere forbindelser for kompatible enheder. Wi-Fi 7 tager det dog et skridt videre med bredere 320 MHz-kanaler, der leverer endnu højere hastigheder. Udvalget af enheder med Wi-Fi 7 stiger dag for dag, og køber du en ny smartphone eller computer i 2024, er der en god chance for, at den understøtter den nye teknologi.
Det til trods, er det primært storforbrugere af streaming og gaming samt teknologientusiaster, der for alvor vil drage fordel af Wi-Fi 7’s potentiale, ikke mindst fordi du udover kompatibelt udstyr også skal have adgang til en lynende hurtig internetforbindelse.
Konklusion
TP-Link Deco BE85 (BE19000) er et fremragende mesh-system og introduktion til Wi-Fi 7. Med denne pakke kan du fremtidssikre dit hjem og er garanteret lynhurtig forbindelse til op til 200 enheder. Hastighedsmæssigt er det måske ikke den hurtigste løsning på markedet, men TP-Link leverer stadig vanvittigt hurtigt internet til både små og store hjem. Sammenlignet med Netgear Orbi 970 er det en mere prisvenlig løsning med lignende avancerede funktioner. Opsætningen er let, ydeevnen er solid, og Deco-app’en gør administrationen af netværket legende let. Vil du være på forkant med Wi-Fi 7-teknologien, er Deco BE85 et godt valg – især i store hjem med mange enheder.
Også i denne test:
Netgear Orbi 970 (RBE973SB)
Topmoderne Wi-Fi 7 mesh-system til store hjem
Netgear Orbi 970 er skræddersyet til de mest krævende hjem og tilbyder en imponerende hastighed og dækning, der kan håndtere selv de mest dataintensive opgaver.