: Dali Epicon 6

Hvad kendetegner så en højttaler uden – eller i hvert fald med usædvanlig lav – forvrængning? I tilfældet Dali Epicon 6 en hel del. Eller ganske lidt, afhængigt af hvordan man ser på det. Jeg kunne have sagt: En vanvittig dynamisk kontrast, hvor højttalerne starter og stopper lynhurtigt med musiksignalet. At overtonerne skildres super luftigt, og lydbilledet trækkes ud i højde og bredde. At bas-elementerne er med på ethvert anslag og skildrer bastonerne med en meget kompleks klangstruktur, og desuden er helt i fase med mellemtonen og begge diskant-elementerne.

Selv vælger jeg at se det på den anden måde. Den enklere måde. Nemlig at højttalerne i det hele taget holder op med at være en komponent. Forsvinder ud af regnestykket. Væk. I stedet sidder jeg og lytter til musikken. Musikken med dens uendelige mange klangstrukturer, taktskift og nuancer. Musikken med dens opture og nedture. Musikken. Vores universelle sprog.

Forvrængning – en grim ting
Forvrængning er den store stygge ulv, når det gælder lydgengivelse. For meget af det resulterer i en ugennemtrængelig barriere mellem dig og musikken. I et hi-fi-anlæg er højttalerne den komponent med absolut mest forvrængning. Når elektriciteten fra forstærkeren skal forvandles til bevægelsesenergi i form af lydbølger, er der meget, som kan gå galt.

Dalis chefingeniør Lars Worre og hans team har arbejdet hårdt og længe på at få bugt med forvrængningen i deres nye topserie og har klaret at udvikle helt specielle højttaler-elementer. Hemmeligheden ligger først og fremmest i magneterne. I centrum af dem har Dali taget et materiale i brug, som de kalder SMC (soft magnetic compound), og som ligner keramik. Materialet er først knust til et fint pulver, som så bages i en ovn – hvorpå det stivner og får den egenskab, at det er magnetisk, men samtidig næsten ikke leder strøm. Andre elementer har jern i midten, som også er meget magnetisk, men også leder strøm. Det her bliver lidt teknisk, men jern har den ulempe, at det leder strøm forskelligt ved forskellige frekvenser, så induktionen af svingspolen går op ned, ujævnt sammen med musikken, og skaber meget af det, vi kalder modulationsforvrængning.

Reducerer forvrængning
Sammen med aluminiumringe omkring den magnetiske pol reducerer og stabiliserer det nye materiale spolens induktans, altså at elektrisk strøm gennem spolen fører til et magnetisk felt rundt om den. Og det uafhængigt af slaglængden. Kort sagt giver det optimal konvertering af spænding fra forstærkeren til strøm, som går gennem talespolen.

Eller for at sige det enkelt: Højttaler-elementerne får næsten elimineret tredje og fjerde harmoniske forvrængning (kunstige tredje og fjerde oktaver af lydsignalet), som er ødelæggende for lydkvaliteten. Også den mindre vigtige, men ikke uvæsentlige anden harmoniske forvrængning er lav. På presselanceringen i januar var chefingeniør Lars Worre meget entusiastisk over endelig at kunne præsentere noget virkelig innovativt på teknologifronten. Dali kalder teknologien Linear Force Motor System.

Bånddiskant uden delefilter
I Epicon-serien er der lavet flere andre foranstaltninger for at optimere konstruktionen. I toppen sidder to diskanter: En dome, som gengiver overtoner op til 15 kHz, og en bånddiskant, som strækker sig op til 30 kHz. Normalt vil man bruge et delefilter, som filtrerer frekvenserne bort under 15 kHz på bånddiskanten. Det vil give et lille faseudfald i overgangen, som ofte har skylden, når man føler, at bånddiskant-højttalere har for meget diskant. Dali har i stedet filtreret bånddiskantens nedre frekvensområde akustisk ud med en linse, som hindrer dette faseudfald.

Kabinet
Endvidere er der passet nøje på, at kabinettet ikke har alt for meget krimskrams indvendig. Det bevirker meget lidt brug af dæmpningsmateriale, som ellers ville have betydet, at luften bevæger sig langsommere. Desuden har man sikret sig, at basportene er placeret direkte bag hvert bas-element, for at give luften kortest mulig vej ud af højttaleren. Alt dette har med timing og fase at gøre. Det gælder om, at tonerne fra bas-elementerne rammer øret nøjagtig på samme tidspunkt som mellemtonen og diskanten for at opnå det mest gnidningsløse lydbillede, med meget punch.

Lydoplevelsen
Så tilbage til det vigtige, nemlig lyden. I vores testrum er førstehåndsindtrykket det samme, som da højttalerne først blev demonstreret hos Hi-Fi Klubben i januar. Nemlig, at her er der ingen imponator-effekt, bare utrolig ren lyd. Denne gang blev højttalerne demonstreret med elektronik fra Classé. I vores testrum står en noget billigere opsætning med disc-afspilleren EMP 2 fra Electrocompaniet (22.000 kroner) koblet digitalt til den nye integrerede Hegel H300 (30.000 kroner). En meget vellydende kombination med masser af forstærkerkraft.

Bare hør George Bensons funky fortolkning af Donny Hathaways “The Ghetto” med livlig og dynamisk percussion og rene, dybe toner fra basguitaren. Dali-højttalerne forsvinder i lydbilledet. Lyden fra hvert instrument er meget frigjort og takket være en ekstrem holografi placeres de meget nøjagtigt i lydbilledet. Som er stort. Vokalen er plantet i midten med en stor og luftig klang omkring sig. Og mens jeg må indrømme, at jeg synes, enkelte Dali-højttalere har en lidt blød basgengivelse – også i Helicon-serien – er Epicon-bassen stram som en gardist. Trommerne smælder ud med undertoner lige så hurtige som overtonerne. Basguitaren lyder virkelig, som om en funky afroamerikaner står i vores rum og groover.

På det nye album Souvenir af Trondheimsolistene, udgivet på 2L, adskilles violinerne ganske let fra celloerne, og den flotte rumklang fra Selbu Kirke flyttes ind i vores ellers ganske døde lytterum. Takket være et rigtig godt samspil mellem alle højttaler-elementerne, en ekstrem faserespons og meget lav forvrængning lyder det hele meget levende og ægte. Højttalerne minder os også om, at klassisk kan være brutalt, med krævende fortissimo-partier fyldt med tryk og med strygere, som virkelig kan bide én i øret. Sådan skal det være.

Let at drive
Det slår mig også, at højttalerne har nøjagtig samme lydbillede, uanset om man spiller lavt eller højt. En klar styrke. Desuden skal de ikke bruge meget kraft for at spille op til et ganske højt lydniveau, og takket være en jævn impedanskurve (vi har ikke målt, så vi er prisgivet Dalis eget udsagn om det) spiller de fint med en enkelt forstærker. Hegel H300 er kraftig og velopløst, og højttalerne får det bedste frem i den. Men de kvitterer med endnu bedre lyd, hvis man går endnu et hak op.

Min egen integrerede Chapter Précis 250S koster mere end det dobbelt af H300, men er også det værd. Endnu bedre opløsning og en vanvittig dybbaskontrol gør den til en drøm for højttalerne.

Endnu mere forstærkerkraft
Og vi kan ikke stoppe her. Højttalerne må forberede sig på noget endnu vildere. En telefonopringning, og ind på tæppet ruller Hegel P30 og to H30 monoforstærkere. De skal selvfølgelig brokobles til 1.100 watt hver! Forstærkersættet koster temmelig nøjagtigt 200.000 kroner og er raffineret galskab.

Efter at have koblet det op sætter min kollega Audun Hage Kari Bremnes’ “Månens kraft” fra Kirkeligt Kulturværksteds opsamlings-cd 30 Years’ Fidelity på. Jeg sidder og bakser med noget andet elektronik lige foran højttalerne og er ikke klar over, hvad der skal ske. For lyden starter med meget forsigtig percussion. Det, jeg ikke ved – og endnu ikke hører – er, at Audun har skruet lyden vanvittig højt op. Pludselig smælder et trommeslag, jeg spjætter og får næsten hjertestop! Audun er ved at dø af grin … mens jeg sidder og bander af ham. Den bandit!

Hvad højttalerne angår, vokser de klart med opgaven. Lydbilledet er endnu større, mere opløst og med en vanvittig kontrol over percussion! Bassen gengives med utrolig mange klangfarver, og det ryddelige lydbillede er langt mere velvoksent, end vi på forhånd troede, højttalerne var i stand til. Karis stemme gengives med klanglag på klanglag, samtidig med at den virkelig står ud af højttalerne med meget tryk.

Selv om Dali Epicon 6 faktisk er ganske lette at drive, og en vanvittig dyr og eksklusiv forstærker ikke er nødvendig, er det værd at vide, at de virkelig giver valuta for pengene, når de får ordentlig elektronik.

Flad pop
Jeg vil lige komme med en advarsel. For med så ærlige højttalere som her kan man få en dårlig oplevelse med kontrastløse indspilninger. Rihannas “Where Have You Been” er et perfekt eksempel. Med middelmådige højttalere kan man få indtryk af, at indspilninger som denne har tryk, men sandheden er, at bassen er særdeles tynd, og percussion og synth lyder spidst i et forsøg på at give indtryk af klare overtoner fra lydkilder, som ikke er i stand til at gengive dem ordentligt. Desuden er der knap nok dynamik i det hele taget, alt er lige højt hele vejen. Resultatet er, at det er kedeligt at høre på. I modsætning til et lidt barskere højttalerpar som f.eks. JBL, der feder mellembas og mellemtone noget op, og gør det mere underholdende at lytte til sådanne indspilninger.

Det betyder ikke, at popmusik ikke kan være barsk. Sæt Eminems “My Name Is” fra 1999 eller Dr. Dres “Still D.R.E.” fra 2001 på, og der er langt mere fut og fart. Her er der en mere fornuftig komprimering, altså stadig komprimeret i poppens navn, men der er meget mere information i lydbilledet end i det meste af dagens udgivelser. Og da kvitterer Epicon 6 med at sende vores hænder i vejret og “wave them like we just don’t care”.

Svagheder
At højttalerne ikke farver lyden i det hele taget (og dermed til at begynde med kan give indtryk af en lidt tynd mellemtonegengivelse) kan ikke ses som en svaghed, men det er virkelig uvant, og højttalerne kan hurtigt ødelægge nogle indspilninger, som man før troede lød godt. Men når det gælder svagheder, er der kun to. Og de er små.

Den ene er, at basregisteret ruller af ved 35 Hz, hvilket er dybt, men alligevel ikke ægte dybbas (en større gulvmodel er derimod på vej). Den anden er, at selv om højttalerne har en vanvittig dynamisk kontrast, så findes der andre, der kan spille højere og dunke hårdere. Hvis dét er vigtigt for dig. Eksempelvis kan nævnes JBL 4429 (50.000 kroner). Eller hvad med da vi havde Wilson Audio Sasha i huset? En højttaler, som spiller vanvittig højt og går afgrundsdybt i bassen, og med højere følsomhed end Dali Epicon 6. Og en latterlig meget højere pris, 265.000 kroner. Men pointen er, at der findes mere ekstreme sager. Epicon er ingen direkte party-højttaler, selv om jeg stærkt vil fraråde at spille for fuld volumen, hvis du bor i en boligblok.

Er du derimod ude efter en højttaler, som optager væsentlig mindre plads i stuen, som fungerer i flere rum (35 Hz funker i de flest stuer), og som faktisk har bedre overtoner end Wilson-højttalerne (Wilson er lidt overdrevne i toppen), så lov mig, at du ikke køber noget, før du har hørt Dali Epicon 6.

Konklusion
Dali har implementeret nyskabende teknologi for at få forvrængningen i Epicon 6 ned på et absolut minimum. Og det kan høres. De er så forbandet fri for forvrængning, at man kommer langt tættere på musikken. Den dynamiske kontrast er ekstrem, opløsningen er i særklasse, og lydbilledet er stort og præcist.

Det gør også, at man bliver mere opmærksom på lydkvaliteten på selve indspilningen. Højttalerne afslører også elektronikken, og det kan godt være, du oplever, at du sidder med en forstærker, som du troede var fantastisk, men som pludselig virker grovkornet. Men det er ikke højttalernes skyld.

Dali Epicon 6 favoriserer ingen type musik, bare indspilningen er god og dynamisk. Da fylder de stuen med et virkelig stort og dejligt lydbillede! Vær opmærksom på, at der ikke er nogen imponator-effekt eller “morskabsfaktor” her. Ønsker du dét, kan det løses med elektronik.

Der er ingen delefilter på bånddiskanten, i stedet er den mekanisk delt med en akustisk linse for bedst mulig fase.

Basmembranerne er af en speciel blanding med træfiber, for både stivhed og lethed og med en naturlig klang.

Hele højttalerkonstruktionen er lavet for bedst muligt at flytte luft den kortest mulige vej ud af kabinettet.

For at luften kan skubbes hurtigst muligt, er der minimalt med dæmpningsmateriale på indersiden.

I kernen af magneterne sidder det keramikagtige materiale SMC, som kraftigt reducerer forvrængning ved ikke at lede elektricitet.