TESTS Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV
L&B’s julekalender 2024 Deltag her!

TEST: De bedste TV’er til PS5 og Xbox Series X

Gamernes yndlings-TV

Har du netop slået kløerne i en PlayStation 5 eller en Xbox Series X? Så vil du måske også gerne opgradere din skærm. Vi har testet de bedste TV’er til gaming!

Af / 27/11/2020 - 13:15
De bedste TV’er til PS5 og Xbox Series X

Hjemunderholdning er mere i fokus denne vinter end nogensinde før, og de nyligt lancerede PlayStation 5 og Xbox Series X fik et brag af en start på salget – indtil lageret løb tør. De nye spilkonsoller byder på skarpere, hurtigere og mere glat spilgrafik end nogensinde før. Men kun hvis dit TV kan håndtere det!

Både PS5 og Xbox Series X kommer med avancerede funktioner som 4K-opløsning, HDR og højere billedfrekvenser – op til 120 billeder i sekundet for enkelte spil. Det stiller også højere krav til TV’et, som skal håndtere store mængder af data på kortest mulig tid. Hvis dit TV er meget ældre end et til to år, kan det hurtigt føles modent til opgradering, når du får en ny spilkonsol.

Optimalt TV til gaming

Når vi spiller, er det essentielt at kunne reagere hurtigt, når man opdager en hindring, hvad enten det er et skarpt hårnålesving eller en fjende med et automatgevær. Det handler om at være så hurtig som muligt på aftrækkeren eller rattet. Her kan få millisekunder betyde forskellen mellem liv og død!

Et moderne TV skal kunne fremtrylle den bedst mulige billedkvalitet fra alle typer videokilder. Det bruger kraftig billedprocessering til at forbedre skarphed, kontrast og bevægelser. Ulempen er, at det kan forsinke billedsignalet en smule. Det spiller ikke den store rolle ved normalt TV-kiggeri – derimod kan det være dræbende for gaming-responsen.

Hvis TV’et skal fungere optimalt til gaming, er det derfor vigtigt, at det har en dedikeret billedindstilling til spil med den lavest mulige forsinkelse. Det skal også kunne følge med de forskellige opløsninger og billedhastigheder, som spilkonsollen eller PC’en kan servere (Variabel Refresh Rate). Desuden er det praktisk, hvis TV’et registrerer, hvornår man starter et spil, og automatisk skifter til optimal spilindstilling (Auto Low Latency Mode).

Annonce

Hvilken skærmstørrelse er bedst til spil?

Her på Lyd & Billede er vi helt klart tilhængere af store skærme, og så længe man har plads, anbefaler vi gerne 65 tommer eller mere for at få det bedste udbytte af film- og serieunderholdning. Et TV, der er øremærket til gaming, behøver derimod ikke at være så stort som det typiske stue-TV.

I gaming-mode sidder man ofte tættere og mere koncentreret foran skærmen med fokus på, hvad (eller hvem) der lurer omkring det næste hjørne. Kompetitive gamere foretrækker fuldt overblik over hele skærmen uden at skulle flytte blikket for meget. Desuden skal TV’et passe ind i spilrummet, hvor man ofte har mindre plads. I sådanne tilfælde kan man fint leve med en mindre skærm, så længe den har de rigtige egenskaber.

Vi er landet på 55 tommer som den bedste skærmstørrelse i forhold til ydelse og pris. Kvalitet er meget vigtigere end kvantitet! Det er dog værd at bemærke, at de fleste testdeltagere er tilgængelige i større skærmstørrelser.

Testdeltagerne

Til denne test har vi udelukkende fokuseret på gaming-relaterede funktioner og ditto ydelse, og er endt med tre værdige testdeltagere.

Udfordrerne fra LG (OLED55CX), Samsung (QE55Q80T) og Sony (XH9005) er alle udstyret med HDMI 2.1 og understøtter 4K-opløsning med op til 120 billeder i sekundet (4K 120 fps) samt dedikerede billedindstillinger til spil. De tre skærme er udstyret med enten OLED eller direkte LED-bagbelysning, som sikrer bedst mulig kontrast. Dermed er de også godt rustet til at gengive grafik i HDR-kvalitet.

Men hvilket af disse TV’er giver den bedste spiloplevelse i praksis? Lad os teste!

 

Sony XH9005 (KD-55XH9005)

Tæt på de bedste

Sonys gaming-venlige XH9005 fungerer godt til både PlayStation og Xbox, men mangler lidt kontrast sammenlignet med konkurrenterne.

Sony-skærmen serverer farverige og naturlige billeder kombineret med rigelig lysstyrke fra HDR-effekterne.
Den direkte LED-bagbelysning har relativt få zoner, hvilket lægger en dæmper på kontrast og sortniveau.
Læs hele testen

LG OLED CX (OLED55CX)

Gamernes våde drøm?

Denne OLED-skærm fra LG har alt, hvad der skal til for at give en bragende god spiloplevelse.

OLED-skærmen fra LG serverer spilgrafikken med strålende kontrast og suverænt sortniveau. Desuden kan den prale af bred formatunderstøttelse og testens bedste tilslutningsmuligheder.
OLED-skærmen må klare sig med noget lavere lysstyrke end LCD-skærmene. Desuden er der en vis (omend meget lille) risiko for indbrænding.
Læs hele testen

Samsung Q80T (QE55Q80T)

Jævnt og godt!

Samsung Q80T er proppet med funktioner, der skal sikre en god gaming-oplevelse.

Samsung-skærmen har både god kontrast, lækker farvegengivelse og lynhurtig respons, hvilket resulterer i en “smooth” gaming-oplevelse.
Q80T må klare sig med kun én fuldt kompatibel HDMI 2.1-indgang.
Læs hele testen
Audun Hage
(f. 1981): Redaktionschef. Audun blev ansat som journalist på Lyd & Billede i 2004 og har spillet en aktiv rolle i udviklingen af Lyd & Billede som magasin og website. Audun er ekstremt kvalitetsbevidst og kendt for sine kræsne ører og sit skarpe blik. Som redaktionschef holder han et vågent øje med alt, hvad journalisterne skriver. Han er også ansvarlig for Lyd & Billedes TV-tests.

En blændende billedoplevelse

Potent premium-skærm

Stort, ja - men er det godt?

Sony på hjemmebane

Hvilket Frame-TV er det bedste?

Prisbillig TV-underholdning

Philips’ mest blærede TV hidtil?

Now That’s Entertainment!

Gør det gamle TV smartere

Gigantisk Samsung-TV

Billedmaskinen til de rigtig kræsne

OLED-trekantdrama i premium-klassen