Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

: Devialet 110

Moderne tider

Devialet bygger nogle af de mest moderne og spændende forstærkere, man kan få. Nu er der kommet en fantastisk og noget billigere model.

Skrevet af / 05/03/2014 - 15:38
Devialet 110
Sven Bilen

For et par år siden kom et fransk firma med en forstærker, der slog verden med undren. For det første lød den fantastisk. For det andet var den teknisk nytænkende i en sjælden grad. Og for det tredje så den vanvittigt lækker ud. Det eneste problem var faktisk, at der var kun én model. Og den var temmelig dyr.

Men på trods af prisen på forstærkeren blev firmaet Devialet en succeshistorie, og de solgte rigtig godt af deres D-Premier, som modellen hedder. Og efter den succes er de nu gået i gang med at udvide programmet. Betydeligt. Her har vi muntret os med den mindste model i den nye serie, 110.

Når vi siger den mindste model, er det ikke sådan, at Devialet er gået hen og blevet billige. Der er stadig tale om high-end produkter på alle niveauer. De nye modeller er i bund og grund den samme forstærker med forskellig udgangseffekt, og de større modeller har flere muligheder.

Forstærkerteknikken er den samme og er det, Devialet kalder analog-digital hybrid (ADH). Det vil sige, at det er en klasse A forstærker, der bearbejder musiksignalet, mens en klasse D forstærker leverer strøm til udgangen. Fordelen er, at de to forstærkermuligheder bruges til det, de er allerbedst til. Og det indebærer samtidig, at man får lavere strømforbrug og højere effektivitet end med traditionel forstærkerteknologi.

Alt er lækkert
Allerede ved udpakningen opdager man, at det her er noget særligt. Det hele er bare så lækkert – om ikke andet, så har Apple lært mange brancher noget om vigtigheden af at give kunderne en oplevelse, allerede når produktet pakkes ud.

Men det er ikke kun emballagen; alt er lækkert med Devialet 110, der virker som et dyrt smykke eller en skulptur. Den er har form som en tynd metalblok, og alt udstråler kvalitet – super kvalitet. Skulpturen kan stilles på et bord eller hænges på væggen.

En aftagelig plade dækker over tilslutningerne, så ingen af dem er synlige. Aftagelig er nøgleordet, fordi man ikke har den store chance for at koble noget til med pladen på.

Via din computer kan du lave en personlig konfiguration af din Devialet på firmaets hjemmeside, og dine valg indlæses på et medfølgende SD-kort, der har sin faste plads i en slot i forstærkeren. Det er meget nemt. Derefter styrer du forstærkeren via den særlige fjernbetjening eller en app til smartphone eller tablet.

På denne den mindste model er stadig masser af indgange. Ethernet og USB, to optiske og to koaksiale digitalindgange samt en analog i form af en phono-indgang til MM-pickup’er. Med et ekstra modul kan forstærkeren også afspille lagret musik fra din computer via Wi-Fi. Med modulet i forstærkeren downloader du bare Devialet Air til din computer, og så fungerer det. En meget fleksibel forstærker, med andre ord.

Effekten er – som navnet antyder – 2 x 110 watt. Her anvendes en low-power klasse D med én transistor, mens de to større modeller benytter en high-power med tre transistorer. På de større modeller er der også digitale udgange, subwoofer-udgang og en sejere phono-indgang med bedre A/D-konvertering, som også kan klare MC-pickup’er. Disse forstærkere kan egentlig alt, hvad det store flertal nogensinde får brug for.

Markant fjernbetjening
Fjernbetjeningen er super fræk og meget usædvanlig med et stort volumenhjul som markant blikfang. Da jeg testede den første model, klagede jeg over, at der var en vis forsinkelse, fra man trykkede på indgangsvælgeren, til der kom lyd ud, og ofte gled man forbi den rigtige kanal. Man kan heller ikke se, hvilken indgang der er valgt, hvis man ikke står bøjet over den diminutive skærm. Bruger man fjernstyrings-app’en, er der ingen problemer, men med fjernbetjeningen er der. Men det er næsten også den eneste indvending, jeg har.

Ja, ud over at maskinen går i dvale, når den ikke har spillet et stykke tid, og det tager tid for den at vågne igen. For en utålmodig mand som mig er det lidt frustrerende at skulle vente, når maskinen jo er i bypass. Man kan heller ikke se, hvor langt forstærkeren er kommet i sin opstart; lige pludselig er den der bare igen.

Ypperligt resultat
Jeg havde et par andre forstærkere i tilsvarende og lidt lavere prisklasse til min rådighed, så en sammenligning lå lige til højrebenet. Det står umiddelbart klart, at Devialet 110 via mine Wilson-højttalere præsterer noget af de mest lækre, jeg har oplevet fra en forstærker i denne prisklasse. De andre – hver for sig egentlig rigtig gode forstærkere – blev temmelig grundigt kørt over!

Man hører straks, at der er masser af luft omkring instrumenter og stemmer, og de er godt afgrænset med fine konturer; baggrunden er helt stille og kulsort, og lyden er stor, men stadig kolossalt velkontrolleret.

Jeg havde glemt, hvor godt en Devialet lyder, siden jeg prøvede den første model. Og det her er endda budgetversionen med den “lille” klasse D forstærker. En ting, jeg straks lagde mærke til, er grebet om bassen, der lyder tørt, klart og tydeligt på den måde, der gør, at forstærkeren kan spille alle slags musik med et ypperligt resultat.

Jeg prøvede et af mine standard bastest-numre, “El Cid” med gruppen Leftfield – den eneste sang, jeg kender, der har et gentaget frekvens-sweep langt ned det dybeste basområde. Her får vi en gengivelse, som er ekstremt velafbalanceret og med masser af kontrol. Alle smålyde, elektriske udladninger osv., der ligger i produktion, står klart og tydeligt i lydbilledet. Og der er en fremragende opløsning i hele frekvensområdet.

Night Music med Joe Jackson er en anden plade, der kan skille fårene fra bukkene. Her finder man virkelig alt, klassisk og rock, alt bortset fra guitar! Der er et par numre, hvor vokalen faktisk lyder falsk, hvis ikke opløsningen og den forjættede timing er helt på plads. Med Devialet lød det simpelthen kanon. Jeg tror ikke, jeg har hørt noget så godt i denne prisklasse før.

Konklusion
Hvis grundmodellen D-Premier var en milepæl i hi-fi-verdenen, så forvalter den lille ny Devialet 110 arven på bedste vis og fortsætte med at stikke fremtiden ud for nutidens forstærkere. Den er moderne, fleksibel og lyder fantastisk. Og så er den til og med en smuk skulptur!

Lyd & Billede mener

Smuk, velbygget og lyder kanon – Devialet 110 præsterer i toppen af sin prisklasse, er designet til den moderne musikforbruger og ekstremt fleksibel. Alt er lækkert på denne unikke franske forstærker. Herligt med volumenhjul på fjernbetjeningen. Er længe om at komme i gang efter standby og reagerer lidt langsomt på indgangsskift via fjernbetjeningen. Displayet er lille, og hvis forstærkeren står på et bord eller et stativ, peger den opad.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vil du læse hele artiklen?

Med LB+ Total får du adgang til ALT indhold på Lyd & Billede og LB Home.

Allerede abonnent? Log ind.

  • Prøv LB+ i 30 dage
    Kun 29,-

    Fornyes efter 30 dage, ingen bindingstid.

  • LB+ Total i 12 mnd
    93.25 kr/mnd

    Du sparer 312 kr

Ønsker du kun adgang til Lyd & Billede eller L&B Home?

Klik her for at bestille adgang til Lyd & Billede

Klik her for at bestille adgang til L&B Home

Kraftigere lyd, end man skulle tro

Referencelyd i premium-klassen

Find CD-samlingen frem igen

Sensationelt godt køb

Charmerende kassetteafspiller

Lydkort sender din high-end DAC på pension

Bedst uden eget phonotrin

Kompaktanlægget som har alt

Et usædvanligt godt køb

Pladespiller med startknap

Har du set noget lignende?

Hegel holder aldrig op med at overraske

Lyd & Billede
Scroll to Top