Devialet Silver Phantom blæste os omkuld, da vi testede den i 2015. Ikke fordi den var det mest brugervenlige high-end produkt, vi havde haft mellem hænderne – selv om det var den! Nej, det, der væltede os, var at den tilsyneladende sprængte grænserne for, hvad vi troede var muligt. En lille trådløs højttaler i reolformat, der kunne fylde rummet med et ekstremt lydtryk og lige så dyb bas som et par gulvhøjttalere. Med en peak-effekt på 3500 watt dundrede den løs med 105 decibel. Et teknologisk vidunder, der ovenikøbet lød virkelig godt.
Den kostede også derefter og er stadig i handlen til 16.500 kroner for én højttaler. Ja, for her taler vi om en trådløs multirumshøjttaler, der kan fungere alene i mono. Men mest sjov får man selvfølgelig med to koblet i stereo. 33.000 kroner fattigere bliver du altså med et par Silver Phantom i stuen. Men nu må Silver abdicere fra tronen, for Gold Phantom er her.
Den hvide missilform er den samme, bortset fra at den sølvfarvede sideplade er erstattet af en guldfarvet. Prisen er steget til 19.700 kroner, dvs. en parpris på næsten 40.000. Og her er vi ikke så smålige, at vi tester andet end et stereopar.
Mere af det hele
Hvad får du så for de ekstra penge? Jo, for det første er forstærkereffekten øget fra 3500 til 4000 watt, og det maksimale lydtryk fra 105 til 108 decibel. Det lyder måske ikke af så meget, men det betyder, at lavere lydtryk kan gengives med endnu mere kontrol og dynamik.
Silver Phantom gik ned til 16 Hz – dybt nok til, at selv enkelte subwoofere måtte ryste i bukserne. I hvert fald på papiret. Gold-versionen går et skridt videre, ned til 14 Hz. Det er dybere, end øret kan høre, og giver mere overskud til at gengive det hørbare basområdet med lavere forvrængning. Glem ikke, at vi taler om en lille højttaler med en kabinetvolumen på kun 6 liter, hvilket er 20 gange mindre end typiske high-end gulvhøjttalere med tilsvarende dybbas-evner.
Basgengivelsen varetages af to 7 tommers bas-enheder i aluminium, der slår ud til hver side i en push-push konfiguration. Det reducerer forvrængninger, der forplanter sig i kabinettet. Slaglængden er også høj, ca. 3 cm for hver enhed, og selv når man spiller højt med masser af bas, kan man lægge hånden på kabinettet og næsten ikke mærke vibrationerne.
Kabinettets missilform er i øvrigt ikke tilfældig. Et rundt kabinet forhindrer stående basbølger og diskanttoner, der bevæger sig hen over fladerne i et firkantet kabinet og sendes ud i alle retninger, når de rammer kabinettets kanter. Det er det, der kaldes diffraktion, og som giver forvrængning og et unøjagtigt stereoperspektiv.
Foran på kabinettet sidder en koaksialenhed med diskanten monteret midt i mellemtone-enheden. Diskanten på Gold Phantom er i titanium, en opgradering i forhold til Silvers aluminium-dome.
Bedre forstærker
Ligesom sine små søskende Phantom og Phantom Silver anvender Gold en såkaldt hybridforstærker, en mellemting mellem klasse A og klasse D, som Devialet kalder ADH. Den opererer i klasse A – den reneste, men også mindst effektive måde at forstærke et signal på – inden for normalt lytteniveau, som i realiteten kun har brug for nogle få watt. Men så snart mere effekt er påkrævet, f.eks. når man spiller rigtig højt, skifter forstærkeren til den langt mere effektive klasse D. Det hele kontrolleres digitalt, så de to bas-enheder spiller i perfekt synergi med hinanden.
“Var det ikke for ADH-forstærkeren, ville denne konstruktion have været umulig,” sagde Devialets marketingchef, Thierry Massoubre, da han leverede Silver Phantom til os. “Så ville det altid været sådan, at det ene element dominerede over det andet. Men her er de perfekt kontrolleret, i total symmetri.”
På Gold-modellen er forstærkerteknologien yderligere forfinet under navnet ADHV2. Hvor de små søskende allerede er stille, er forstærkeren i Gold tavs som graven. Prøv at lægge øret ind til diskant-enheden, når den ikke spiller, og du vil ikke høre noget som helst.
Ny digitalkonverter
Det er ikke kun forstærkeren, der er ny. Hele den digitale del er skiftet ud. Hvor de mere overkommelige Phantom-modeller anvender en DAC fra Texas Instruments (PCM1798), har Devialet udviklet en egen DAC til Gold Phantom. Den er nu en direkte bestanddel i ADHV2-forstærkeren og skubber det digital støjgulv fra -106 dB og helt ned til -112 dB.
For en ordens skyld, så findes der nærmest ikke nogen mikrofon eller noget instrument med et støjgulv under -110 dB, hvilket er ca. 18 bit opløsning. Dermed skulle Gold Phantom i teorien kunne gengive hele dynamikområdet på en hvilken som helst studieoptagelse.
Placering og tilslutning
Ligesom sine søskende er Gold Phantom også meget placeringsvenlige. De kan stå på tv-møblet, monteres på væggen med beslag eller – allerhelst – placeres på standere lidt ud fra væggen og vinklet ind mod lyttepositionen for bedst muligt stereoperspektiv.
Højttalerne skal kobles i netværk, og først skal hovedstationen Dialog sluttes til hjemmenetværket med Ethernet-kabel. Det har ikke ændret sig siden sidst. Det hele styres med app’en Spark på mobil eller tablet. Den finder let højttalerne, og du definerer, hvilken en der er henholdsvis venstre og højre. Eller om de skal stå i hver sit rum, hvis du vil have multirum.
Tilslutning og formatunderstøttelse
Af musiktjenester understøtter Phantom både Tidal, Spotify og Deezer. Andre tjenester kan tilsluttes via Bluetooth, som endelig er inkluderet. Hvis du vil have AirPlay, må en AirPort Express eller forrige generations Apple TV sluttes til den optiske indgang på Dialog.
Stadig lige brugervenlig
Brugeroplevelsen er som altid gnidningsløs, app’en er stadig noget af det mest strømlinede, jeg kender, og Tidal-funktionaliteten er en drøm. Efter min meninger står Devialets app ikke tilbage for Sonos’ – og det siger ikke så lidt.
Lyden af guld
Hvad angår lydkvaliteten, er Gold-versionen endnu en tand op i forhold til Silver.
Det akustiske guitarspil på Neil Youngs “Harvest Moon” har en fantastisk klang, og de kvindelige korsangere lyder klokkeklart i baggrunden. Neils stemme er så åben og gennemsigtig, som jeg nogensinde har hørt den. Og selv om dette nummer ikke er nogen bastest, står bassen klippefast, mens trommeslagerens whiskers skinner i toppen. Der er endnu mere luft og flere nuancer fra Gold, end jeg husker fra Silver (jeg har ikke kunnet sammenligne direkte).
The Kills’ “Doing It to Death” fra deres seneste album, Ash & Ice, har en dybere og mere rytmisk bas, og hvis man spiller på, hvad jeg betragter som “normalt” lytteniveau, er det hele glimrende kontrolleret. Højttalerne kan også spille svinehøjt, endnu højere end Silver Phantom, men ligesom deres mindre søskende flader Gold ud i bassen, når man skruer op. Det bliver tyndere og fladere, og dermed også et mere koldt og klinisk lydbillede.
Til sammenligning er der mere varme og fylde i bassen ved høj volumen, når vi spiller på Audiovector QR3 drevet af Rotel RA-1592. En combo til omkring 35.000 kroner og dermed prismæssigt sammenlignelig. Der, hvor Gold står stærkest, er i dynamikken i mellemtonen, der er noget af det mest livlige og kælne, vi har hørt, og rydder op i selv det mest rodede lydbillede. Her har Devialet noget, som man ikke får med passive højttalere.
En lille svaghed, som vores testeksemplarer af Gold Phantom imidlertid har, er at stereoperspektivet ikke er lige så mejslet i sten som på de passive højttalere fra Audiovector. Kan det tænkes, at Dialog ikke formår at få de to trådløse højttalere til at ramme helt præcist? At der er en forsinkelse på et mikrosekund i den ene højttaler?
Det var ikke noget, jeg lagde mærke til med Silver Phantom, og hvis jeg tjekker mine notater, noterede jeg mig dengang, at de havde et bedre stereoperspektiv end de digitale og trådløse Dynaudio Focus 600 XD. Men vi kommer ikke uden om, at Gold Phantom ikke har et lige så defineret centrum i lydbilledet som Audiovector QR3. I hvert fald ikke det par, vi lånte.
Det skal nævnes, at det var første gang, Devialets udsendte franskmænd hørte om det, da de kom for at hente højttalerne, så vi tager det forbehold, at det måske kun var dette par. Det var ikke noget stort problem, men til den pris bør man kunne forvente perfektion på dette område.
Konklusion
Med Gold Phantom har Devialet taget de grænser, de allerede havde flyttet med Silver Phantom, og rykket dem yderligere. Gold kan nemlig spille endnu højere, renere og mere eksplosivt, og får musikken til at stå ud af højttalerne og sætte stuen i svingninger. Og der er ægte dybbas!
Du kan bruge én højttaler i mono eller købe to og koble dem i stereo. Du kan også tilføje en højttaler i badeværelset, en i soveværelset og i det hele taget fylde huset med Phantom-højttalere. Så er det måske fornuftigt at købe den billigste model til de andre zoner, for den, der bare hedder Phantom, er faktisk også ret sej med 750 watt peak-effekt og 99 dB maksimalt lydtryk.
Brugervenligheden er i top, og alt er tiptop og thumbs up, men vær opmærksom på, at bassen flader ud for at beskytte højttalerne, når man spiller højt, og vi oplevede, at stereoperspektivet ikke var 100 procent fasttømret i centrum, sandsynligvis pga. en lille tidsforskydning på et mikrosekund eller lignende på den ene højttaler.
Vi er ikke desto mindre imponeret over Devialets opfindsomhed og ingeniørkundskab, og Gold Phantom er med til at flytte grænserne yderligere. Men efter vores mening får du alligevel mere for pengene ved at vælge Silver Phantom.
Læs videre med LB+
Black Week Tilbud
70% På LB+ Total i 12 måneder!
LB+ Total måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer