TEST: DJI Mavic Air 2

Mange fotografer har anskaffet sig en drone, fordi det giver dem friheden til at tage billeder og lave videoer, som ikke er mulige at få med et almindeligt kamera. Hvordan skal man f.eks. lave en bryllupsvideo fra fugleperspektiv uden en drone? Eller tage landskabsbilleder fra oven? Det siger sig selv.

De fleste droner i den almindelige prisklasse har et relativt moderat kamera med en lille billedsensor, der er bedre egnet til video end stillbilleder. Hvis man skal fotografere med et spejlreflekskamera fra oven, kræver det en meget større og mere kompliceret drone i den professionelle klasse, der slet ikke er en mulighed for alle.

Løsningen ligger et sted midtimellem, og det er DJI’s Mavic Air 2 et godt eksempel på. Dronen er større og tungere end den meget anvendelige DJI Mini 2 og koster mere, men den kan også mere.

Da vægten af Air 2 er over grænsen på 250 gram, er det nødvendigt, at man tager “kørekort” til droneflyvning, men det er ret let. Gå ind på Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsens hjemmeside og se, hvordan man gør.

Der er ikke krav om certifikat i droneklassen under 250 gram.

Bemærk, at myndighederne har udarbejdet et nyt regelsæt for 2021, og som droneoperatør er du forpligtet til at sætte dig ind i reglerne, men kort fortalt er nogle af de vigtigste punkter:

• Hav altid øjenkontakt med dronen.
• Flyv ikke over sportsarrangementer, koncerter og militære områder.
• Flyv ikke over ulykkessteder.
• Flyv ikke højere end 120 m.
• Flyv ikke tættere på lufthavne end fem km.
• Hold en sikkerhedsafstand på 150 meter til mennesker og bygninger.
• Tag hensyn til folks privatliv.
• Du skal have godkendelse til at flyve i mørke (gælder ikke under 250 g).
• Du skal også have ansvarsforsikring.
• Overhold de gældende sikkerhedsafstande.
• Al flyvning skal ske på en hensynsfuld måde.

Flyvende kamera

Droner som denne er mere kamera end legetøj, og hele pointen med Mavic Air 2 er at tage billeder og lave video-optagelser fra luften. Derfor er der nogle punkter, som det er vigtigt at tænke igennem.

Det ene er, hvor høj billedkvalitet man er ude efter. Her skal man være klar over, at ingen af DJI’s droner – hverken Mavic Mini 2, Mavic Air 2 eller Mavic 2 Pro – giver samme billeddynamik, skarphed og detaljerigdom, som et full-frame systemkamera kan.

Grunden er, at de alle har små billedsensorer med begrænset dynamik og opløsning. I det konkrete tilfælde taler vi om en halvtommes CMOS-billedsensor i et 24 mm vidvinkelkamera, som kan tage stillbilleder med op til 48 megapixel og skyde 4K-video med 60 fps samt lave hyperlapse-videoer i 8K-opløsning.

Man kan godt glemme at få det samme med et systemkamera eller lignende, der hænger under en drone til samme pris som Mavic Air 2. Det bliver dyrt. Derfor er en drone som denne et billigere og mere anvendeligt alternativ.

Mavic Air 2 fås i en basispakke med drone, batterioplader og fjernbetjening, men også i en Fly More Combo-version med en del ekstraudstyr i pakken.

Her medfølger bl.a. reservepropeller, tre batterier og en oplader med plads til alle tre, tre kamerafiltre og en skuldertaske.

Der findes et tredje alternativ, som erstatter fjernbetjeningen med DJI’s Smart Controller, hvilket er en mere avanceret fjernbetjening til dronen med flere programmérbare knapper og en 5,5 tommers touch-skærm med 1000 cd/m² lysstyrke. Den kan også købes som ekstraudstyr til Mavic-, Zoom- og Enterprise-dronerne.

Mavic Air 2 har DJI’s SkyTalk og OcuSync 2.0 indbygget, som giver operatøren mulighed for at streame optagelser fra dronen live til Facebook, Instagram eller WeChat.

Takeoff

Vi fløj både dronen med den medfølgende standard fjernbetjening og Smart Controlleren og foretrak sidstnævnte. Mest fordi det at have en stor skærm med alle indstillinger tilgængelige i menuerne er mere praktisk end at forbinde mobilen til den anden fjernbetjening og starte app’en for at kunne flyve.

Manøvreringen er ellers ens på de to fjernbetjeninger, men de programmérbare knapper på Smart Controlleren kan være praktiske at have, og muligheden for at afspille 4K-video fra HDMI-udgangen til et TV er meget handy.

Ligesom med Mini 2 og Mavic 2 Pro folder man rotorakslerne ud og tænder for drone og controller, før man kan starte flyvningen i DJI-app’en på mobilen.

Når man har gennemgået alle tjekpunkterne før flyvning, trykker man på Take Off på skærmen, indtil hele cirklen er grøn, og så løfter dronen sig langsomt over jorden og står og svæver, indtil man fører styrepindene forsigtigt fremad for at stige.

Ligesom med den mindre Mini-drone er der en lav tærskel for at beherske det grundlæggende. De fleste lærer hurtigt at styre dronen sikkert derhen, hvor de vil, og den har et par praktiske sikkerhedstricks indbygget.

Hvis man slipper styrepindene, stopper dronen øjeblikkelig og står og svæver, indtil man trækker i styrepindene igen. I modsætning til Mini 2 har den sensorer foran og bagpå, der forhindrer den i at flyve direkte ind i f.eks. et træ eller en husmur. Så stopper dronen i sikker afstand, selv om man holder styrepinden fremad. Den har også sensorer på undersiden, der advarer, når den kommer lavere end otte meter.

Hvis man er helt ny som droneoperatør, kan man støtte sig til DJI’s praktiske undervisningsvideoer. Ellers bliver det som altid bedre med noget øvelse, men det er virkelig meget nemt at styre en drone i denne klasse.

Landing er lige så let som takeoff. Der er en return to home-knap (RTH) på fjernbetjeningen, som stopper dronen i luften og sender den tilbage til startpositionen.

Det samme sker automatisk, hvis batteriet – der holder i op til 34 minutter – er ved at løbe tør. Så stopper dronen, før batteriniveauet er så lavt, at den ikke har strøm nok til at flyve tilbage til udgangspunktet, og derefter vender den langsomt, men sikkert tilbage.

Flyvetilstande

Dronen kan flyves manuelt, og den er meget let at manøvrere. Med en tophastighed på 68 km/t i sportstilstanden er den hurtig nok til at holde trit med mange bevægelige motiver.

Den har også nogle flyvetilstande – Free, Circle, Course Lock og Waypoint – som kan vælges i app’en, og som giver færdiglavede flyvemønstre. Såsom at cirkle 360 grader omkring et valgt motiv og skyde hyperlapse-video (timelapse) i 8K-opløsning. Waypoint og Free sætter et mønster med start og stop, mens Course Lock er fly by i ordets egentlige forstand.

Der er også tre følgetilstande, hvor dronen låser fokusrammen på f.eks. et motiv i bevægelse (ActiveTrack, POI og Spotlight), og så flyver man frit, mens fokus hele tiden er på det valgte motiv.

Hvis man vælger QuickShots, får man seks flyvetilstande, hvor dronen låser kameraet på et motiv og flyver efter et valgt mønster.

Billed- og videokvalitet

Controlleren styrer ikke bare dronen; den har også en knap til start og stop af video og en udløserknap til stillbilleder. Billederne kan uploades direkte til mobilen eller gemmes på et microSD-kort i dronen eller online, og dronen bruger både 2,4 og 5,8 GHz båndet, hvilket gør det muligt at live-streame HD-video fra op til 10 km væk.

Men det er selvfølgelig 4K-video, vi er mest interesseret i, og hvor gode stillbillederne bliver. Svaret er rigtig gode, og kvaliteten er bedre, end man kunne frygte i betragtning af sensorstørrelsen.

Vidvinkelobjektivet, der har en brændvidde på 24 mm, dækker et bredt område, som er perfekt til landskaber set fra luften. Kameraet kan tage stillbilleder med op til 48 megapixel. Det sidder på en treaksers gimbal med mekanisk billedstabilisering, og man kan tilte det 90 grader med indstillingshjulet på fjernbetjeningen.

I dagslys bliver stillbillederne meget skarpe. Der er rigeligt med detaljer i billederne, og selv med automatisk eksponering og hvidbalance holder billedkvaliteten et højt niveau.

Der, hvor det kniber lidt, er på billeddynamikken. Kameraet formår ikke at bevare højlys så godt, hvis det måler lyset på himlen. Så brænder lyse partier ud, og vores råd er derfor at vælge manuel eksponering og raw-filer, som her er anvendelige DNG-filer.

På billeder taget i svagt lys ser man som regel, at der dukker billedstøj op, og det gør der også her. DJI ser ud til at have valgt en ret aggressiv støjreduktion på jpeg-filerne, for detaljeskarpheden falder markant ved høje ISO-værdier, så vores råd er at vælge manuel eksponering, 12 megapixel opløsning og maks. ISO 1600, hvis man kan, når der kun er lidt lys.

DJI forsøger at undgå problemet ved at kombinere HDR og motivgenkendelse i billedprocesseringen i noget, de kalder HyperLight. Det hjælper, men efterbehandling af DNG-filer er at foretrække, hvis man vil have optimal billedkvalitet.

På video-optagelser i svagt lys bevares detaljeskarpheden lidt bedre end på stillbilleder, når HDR er aktiveret, og med HEVC-format får man et rigtig godt dynamikomfang på optagelserne. Man kan også bruge DJI’s D-Cinelike farveprofil, hvis optagelserne skal efterbehandles.

Konklusion

DJI Mavic Air 2 koster mere end Mini 2, men kan også mere og har et bedre kamera. Det er den drone, man skal vælge, hvis billedkvaliteten er vigtig, men også hvis man har brug for bedre rækkevidde og flyve-egenskaber.

Den er meget nem at flyve og tåler vind godt. Samtidig er brugervenligheden upåklagelig, og med lidt øvelse behersker man droneflyvning så godt, at det er smadderskægt både at flyve og filme fra luften.

Fly More Combo-pakken er det bedste valg. Så får man to ekstra batterier og noget mere udstyr i en skuldertaske, hvilket gør Mavic Air 2 endnu mere anvendelig.