Observante folk har nok bemærket kattes evne til at spankulere rundt i en vindueskarm uden at vælte et eneste nips. Samme smidighed opnår Dreames nye, avancerede robotstøvsuger, X50 Ultra Complete.
Robotten er ikke blevet fysisk større, men tungere. Mere nøjagtigt er der lagt 230 gram på i forhold til X40 Ultra, som vi testede i maj 2024. I forhold til Dreames hidtil nyeste topmodel, L40 Ultra, er der kommet 530 gram mere på.
Den øgede vægt kan høres, når X50 som en kampvogn hæver sig hen over et dørtrin og dunker ned i gulvet på trinnets anden side. Omvendt – og nu kommer vi til katten – så bevæger robotten sig rundt på et plant gulv med en elegance, jeg sjældent har set. Dreame X50 Ultra Complete glider, stopper eller kører baglæns blot få millimeter tæt på og rundt om forhindringer.

Yderligere forcerer X50 dørtrin på op til seks centimeters højde med sine særlige, indbyggede løfteben og kan stemmestyres uden behov for tredjepart såsom Google eller Apple.
Desto mere ærgerligt er det, at før så roste features hos Dreame, blandt andet fleksibel sidebørste og moppe, ikke leverer bedre. Mest irriterende er det, at præcis rengøring af tæpper flopper på grund af enten en ringe sensor eller en upræcis kortlægning.
App og opsætning
App’en Dreamehome hentes (som altid) ved at skanne QR-koden under robottens låg. Derefter er det bare at forbinde Dreame X50 med dit trådløse netværk.
Klik på brugerikonet (en smiley) for adgang til sprog og stemmestyring. Dreame X50 understøtter nordiske sprog i app’en. Stemmestyring af Dreames egen, indbyggede kontrolfunktion kræver et skifte til engelsk (eller et af de andre understøttede sprog).
Skiftet er nemt og kan ske midt i en opgave, men alligevel irriterende, når nu Dreame har gjort sig ulejlighed med at understøtte nordiske skriftsprog. Jeg testede den ”medfødte” stemmestyring på engelsk. Hver opgave skal begynde med et ”OK Dreame” + relevant kommando. For eksempel rengøring af køkkenet. Alle udtalte opgaver blev udført uden brok. Dreame X50 er en lydig robot.

Bag basens dæksel sidder en forud-installeret støvsugerpose. Størrelsen er den samme som hos L40 Ultra, men kan nu rumme snavs for 100 dages brug. Hos L40 Ultra var det 75 dage. X50 Ultra komprimerer opsamlet snavs i robottens støvbeholder (som for øvrigt er blevet 100 ml større), før det suges op og ind i basens pose.
Ekstra poser følger med i papkassen, som robotten leveres i. Prisen for flere nye poser ligger i omegnen af 240 kroner for en pakke med seks.
Ved siden af posen sidder beholderen til rengøringsmidlet. Følger der en flaske med i din kasse (vi fik leveret et testeksemplar med en et-liters flaske), fylder du midlet i beholderen. Herfra bliver det autodoseret til rentvands-spanden i basens top.

Mangler du rengøringsmiddel, kan du købe en liter Dreame rengøringsmiddel til cirka 199 kroner plus forsendelse.

Basens to spande (eller tanke) rummer samme mængde vand som blandt andet L40 Ultra. Deres form afviger ikke fra Dreames hidtidige design. Den mørke spand er til beskidt vand, den lyse til det rene. Spandene er solide og veldesignede. For eksempel passer de ind i hinanden, så du ikke kan placere dem forkert. Why change a winning team?
ProLeap System og Retractable Legs
Med X50 Ultra Complete får Dreames ProLeap System sin debut. Systemet fungerer som konkurrenten Roborocks AdaptLift, men X50 når hen over endnu højere forhindringer.
Mit hjem har syv dørtrin af træ. Nogle trin er brede, andre er smalle. Nogle har en skrå hældning. Andre består af flere stykker træ i forskellig højde. Kort sagt, et mareridt for en støvsugerrobot.
Hidtil har kun Roborock Qrevo Curv takket være AdaptLift løst opgaven med komme rundt uden at give op. Hos Roborock indstiller funktionen robottens tre hjul på undersiden, så de hæver chassiset hen over forhindringer såsom dørtrin.
Hos X50 Ultra Complete får løftet bogstavelig talt et ekstra skub. Sensoren registrerer og aflæser forhindringer, for eksempel dørtrin, og hæver sig på hjulene. Robotten forcerer på den måde dørtrin på op til 4,42 centimeter.
Er dørtrinet højere eller i flere niveauer, udløser X50 sine Retractable Legs. Fra robottens underside skyder to små ben på hjul ud og løfter/skubber chassiset yderligere fremad og i vejret. I praksis ligner X50 et insekt, som er ved at stille sig på bagbenene.
For det meste giver det en fin og elegant forcering af dørtrin. Er der stor niveauforskel (op mod en centimeter), eller forskellig hældning fra den ene til den anden side af drøntrinnet, formår X50 ikke at aflæse højdeforskellen korrekt.
Robotten rejser sig helt op ”på bagbenene” fra den ene side og dunker højlydt ned på den anden side af dørtrinet. Landingen kan ikke i længden være god for robottens chassis og indmad.
Jeg oplevede kun den noget hårde landing i forbindelse med dørtrin, som var stejle på den ene side og noget lavere på den anden side. Mere ensartede dørtrin blev forceret nemt og uden hårde dunk mod gulvet.
Opmåling og kortlægning
Kortlægningen er effektiv. Mine to stuer (cirka 60 m2) var kortlagt på under to minutter. Det særlige løftesystem gør stort set Dreame X50 Ultra Complete autonom. Robotten behøver ingen hjælp til at komme rundt. Sådan da.

Hidtil har jeg undladt få kortlagt mit sekundære badeværelse for at skåne testrobotterne. Højdeforskellen mellem trægulvet i min entre og badeværelsets terrazzogulv er over 12 centimeter. Lidt af en dyb kløft for en støvsugerobot.
Denne gang lod jeg døren ud til badeværelset stå åben. 3D-kameraet hos X50 opfangede det ekstra rum. Nær tærsklen til badeværelset satte jeg robotten på pause og flyttede den ud på terrazzogulvet.
X50 fortsatte lystigt både rengøring og kortlægning. Samme metode har jeg brugt med Dreame L40 Ultra. Da X50 kom hjem basen, blev badeværelset automatisk tilføjet inde i app’ens opdaterede kort.

Badeværelset var kun delvist kortlagt, og alle nye forsøg endte med, at robotten midt på terrazzogulvet mistede orienteringen. I app’en indstillede jeg mit hjem til at være i flere etager og placerede igen robotten i badeværelset. Rummet blev nu kortlagt som en sekundær etage. X50 Ultra Complete kan automatisk skifte mellem kort over flere etager.
Så nemt gik det ikke hele vejen. Jeg er blevet klar over, at mit hjem indeholder en Bermuda Trekant for robotstøvsugere.
Mellem min spisestue og mit kontor ligger en lille entre. Rummet og dets stoftæppe har forvirret adskillige robotstøvsugere, jeg har haft til test. Det gælder Roborock Qrevo Curv og nu også Dreame X50.
Et tæppe må ikke ligge for tæt på dørtrin, da det forhindrer støvsugerobotters sensor i at måle højdeforskellen mellem trin og plant gulv korrekt. Med Roborock Curv blev AdaptLift ikke udløst. I stedet mosede robotten lige på og kom op at slås med tæppets frynser.

For at komme ind i mit kontor (og ud igen) skal en robotstøvsuger undervejs dreje 45 grader i den lille entre. For X50 blev tæppet og vinklen så stor en overvindelse, at robotten højlydt erklærede, at adgangen til kontoret var ”utilgængeligt”.

Jeg fjernede tæppet og prøvede igen. X50 forcerede de to trin, kortlagde og rengjorde mit kontor for derefter at køre ”hjem” til basen uden svinkeærinder. Tæppet kom tilbage på plads, og jeg sendte X50 afsted igen. Robotten var ikke meget for det, men udløste dog sit ProLeap System. Stor ståhej for meget lidt, men det lykkedes.
X50 er den første støvsugerrobot, som har formået at kortlægge hele mit hjem (bortset fra to større, aflukkede skabsrum).
Zone-rengøring og fleksibel børste
Træerne vokser ikke ind i himlen. Dreame X50 har svært ved at aflæse underlag. Blandt andet bliver klinker ikke registreret som klinker, men som et tæppe. Tæpper bliver heller ikke placeret korrekt på app’ens kort.

Modsat L40 Ultra rengør X50 tæpper som en automatisk angivet zone. Da kortlægningen ikke er nøjagtig, rengør X50 også i områder uden om og rundt om tæppet, hvilket er spild af tid og skønne kræfter.
Nutidens robotter af en vis prisklasse vil rødme af skam, hvis de ikke var udstyret med en fleksibel moppe og en tilsvarende fleksibel fejebørste. Dreame X50 har begge dele.
Blandt andre Dreame L40 har med de fleksible dele rengjort ind i hjørner, langs kanter og ind under lavthængende skabe. Med X50 er succesen begrænset. Det virker, men er slet ikke nær så konsekvent og grundigt.

Efter det årlige besøg af skorstensfejeren var klinkerne foran pejsen klar til X50. Trods to forsøg forblev klinkerne nusset-støvede inde langs kanten af ildstedet. Klinkerne ude på mit primære badeværelse bestod heller ikke ”papir-testen”. Et par strøg med toiletpapir hen over klinkerne viste, at X50 langt fra havde fået alt snavset med.
Konklusion
Dreame X50 Ultra Complete spiser dørtrin til morgenmad. Takket være Dreames ProLeap System forcerer robotten stort set alle forhindringer. Herunder også nordiske dørtrin.
Robotten har et væld af lækre detaljer. Blandt andet sænker den radarhuset på låget for at undgå kollision med et væghængt toilet. X50 udfører zone-opgaver og tidsbestemte rutiner (for eksempel rengøring i spisestuen efter aftensmaden). Stemmestyringen er effektiv, og robotten lystrer som en veltrænet hund.
Kortlægning og rengøring er derimod en blandet oplevelse. Møbler og underlag bliver ikke altid registreret og placeret korrekt på app’ens kort. På plane gulve rengør Dreame X50 ganske udmærket. Blandt ved hjælp af den automatiske og fleksible moppe og sidebørste. Resultatet er bare ikke markant bedre, end hvad vi har oplevet med blandt andre L40 Ultra.
