: Dynaudio Xeo 3

Trådløse højttalere er meget praktiske. For det første bliver du de grimme højttalerkabler kvit. For det andet bliver højttalerne straks langt mere placeringsvenlige, eftersom deres afstand til lydkilden ikke længere begrænses af kablerne, og du kan placere dem, hvor du vil – såfremt der er en stikkontakt i nærheden. Forstærkeren bliver du også kvit, eftersom den er indbygget i selve højttaleren. Så hvorfor laver alle ikke trådløse højttalere?

Udfordringer med trådløst
Det er slet ikke nogen nem opgave at få trådløse højttalere til at lyde specielt godt. For i hi-fi-sammenhæng vil enhver lille påvirkning af det elektriske signal, før det når forstærkeren, kunne gøre ganske store udslag på lydkvaliteten, efter at det er forstærket.

Jeg har hørt flere trådløse højttalere, der giver elektriske mislyde fra sig som en billig, trådløs router. Og det er ikke til at komme uden om, at de fleste giver en højere suselyd fra diskanten, end når passive højttalere kobles til en god forstærker.

Får man imidlertid bugt med elektrisk støj i trådløse højttalere, kan man nyde en fleksibel løsning. Ikke bare placeringsmæssigt, for man er desuden prisgivet aktiv drift. Altså med forstærkeren indbygget. Det giver fordele.

Aktiv drift
Alle højttalerkabler dræber dæmpningsfaktoren (altså hurtighed og kontrol). I en god aktiv højttaler er forstærkeren direkte koblet til elementet, så den sag er klaret. Endvidere slipper man for det passive delefilter. I Dynaudio Xeo 3 sidder der en 50 watts forstærker til hvert af elementerne, uden brug af passivt delefilter. Aktiv deling giver bedre dynamik end passiv, da man slipper for alle de modstande, som sidder i det passive filter. Igen en fordel.

En yderligere fordel med aktiv drift er, at forstærkeren perfekt kan tilpasses højttalerelementerne. Man behøver derfor ikke at bruge elementer, som har perfekt impedans, eftersom forstærkeren vil optimeres til at drive netop de elementer alligevel. Det betyder også, at forstærkeren ikke behøver at drive alle belastninger optimalt, så længe den driver de valgte elementer optimalt. Derfor vil du mærke, at aktive højttalere ofte har bedre dynamik end passive.

Udstyr
Systemet sender trådløs lyd over en egen kanal på 2,4 GHz med en påstået rækkevidde på 50 meter eller 100 meter i områder uden obstruktioner imellem. Ganske ekstremt. Senderen har tre indgange: en line-indgang med valgfri mini-jack eller RCA, en optisk digitalindgang (24 bit/44,1-48 kHz) og en USB-indgang til pc og Mac (16 bit/44,1-48 kHz). Ingen støtter højopløst lyd. Dersom du bruger USB-indgangen, behøver du ikke den medfølgende strømforsyning, da senderen får strøm fra USB-kablet. Du kan vælge at sende lyden over en af tre valgfrie kanaler. Det betyder, at tre zoner kan sættes op. Har du f.eks. et par højttalere i køkkenet eller i en kælder, kan de sættes op til en anden sender på en anden kanal, og når der skal være fest, kan alle højttalerene kobles sammen, så alle spiller samme musik.

Konvertering til analogt sker i hver højttaler. Her sker også justering af lydniveauet, og hver højttaler er udstyret med et IR-øje, som fanger signalet fra den medfølgende fjernbetjening. Med en kontakt på bagsiden vælger du, om højttalerne skal gengive højre eller venstre kanal, eller sætter den i mono for at gengive begge. Det kan være smart, hvis du f.eks. vil tilslutte ekstra zoner med bare én højttaler i hver.

Højttalerne i brug
Det er meget let at tilslutte højttalerne: Sæt de rigtige zoner, og vælg venstre og højre kanal. Der er egentlig ikke så meget at sige. Slut dem til stikkontakten, tilslut senderen og spil. Det, jeg ikke kan lide, er fjernbetjeningen. En billig sag, som ligger dårligt i hånden, har træge knapper og skal rettes ganske direkte mod en af højttalerne, før den virker. Da er det dumt, at det heller ikke er muligt at bruge højttalerne uden fjernbetjening. Står højttalerne på fuldt lydniveau efter en fest, er det irriterende, hvis man skal fumle med fjernbetjeningen for at få skruet ned.

Lyden – første indtryk
Det første, jeg bemærker, er at der kommer meget lidt sus fra diskanten, selv ved højt lydniveau, når musikken ikke spiller. Det er fuldstændig modsat min erfaring med trådløse højttalere, så her har Dynaudio gjort noget vældig godt. Der kommer heller ikke nogen støj fra senderen. Meget godt af trådløse højttalere at være.

Lige ud af kassen lyder højttalerne godt, men lidt stift. Det betyder, at sangstemmer og instrumenter kommer meget klart frem, men med begrænset dybde og med lidt tynd gengivelse af basinstrumenterne. Dette stemmer overens med tidligere erfaringer med Dynaudio, f.eks. med de passive X12, som Xeo 3 utvivlsomt er baseret på.

Efter bare et døgn med at spille dem ind med ganske høj musik er meget faldet på plads. Bassen er mere udstrakt, og der er mere opløsning i tonerne generelt. Efter tre døgn er der endnu mere ro i lydbilledet.

Bedst på stativer
Placeringsmæssigt lyder højttalerne klart bedst på stativer, lidt ud fra væggen. Færdigindspillede går de ganske dybt i bassen og har derudover en masse energi i basområdet. Selv har jeg prøvet dem i bogreolen og måtte lukke basporten bagpå, for at det ikke skulle blive for meget. Ellers blev der straks rumlen. Undtagen med popmusik af dagens overkomprimerede standard, hvor bassen er meget tynd på selve optagelsen, og som kan have godt af et ekstra boost. Men lad os holde os til det generelt bedste udgangspunkt, som er på gulvstativer.

Bedre digitalt end analogt
Det er naturligt, at højttalerne lyder bedre med digital end analog ind. Hvis kilden kobles analogt, bliver lyden digitaliseret i senderen, før den sendes til højttalerne, som igen konverterer tilbage til analogt. En ekstra konvertering vil man gerne undgå, og sandsynligvis er den ”analoge” lydkilde også digital, så da har du endda en konvertering, som sker, allerede før signalet er gået ind i senderen.

Ørerne bekræfter dette. Analogt tilsluttet Pioneers netværksafspiller N-50 (test kommer!) er det let at høre på ”These Days” fra Ane Bruns Album It All Starts With One, at specielt bassen bliver mere udvasket og tilsmudset end med optisk kabel. Anes stemmer bliver ikke omringet af lige så meget luft, og lydbilledet bliver generelt lidt mere kompakt.

Derimod er lyden meget god fra både USB og optisk. Jeg bilder mig selv ind, at det endda er et lille hak mere livligt med optisk overførsel end USB, men her lader jeg døren stå åben for placebo-effekt.

Behagelig og opløst
Uanset musiktype lyder højttalerne behageligt og opløst, med mange detaljer op over i diskantområdet. Det resulterer i, at violiner og triangler i klassisk musik svæver fint, samtidig med at der er attack nok til, at celloer og blæsere får en fin snert i mellemtonen, med god fylde nedad i bassen.

Mangler lidt fokus
Sammenligner vi med den 4.000 kroner billigere, men passive KEF R100 testet i forrige nummer (norsk Lyd og Bilde #3/2012), har Dynaudio Xeo 3 det samme knivskarpe fokus. Til lejligheden har jeg koble KEF-højttalerne til den 4.000 kroner dyre forstærker Pioneer A6 MKII, således at højttalerne prismæssigt bliver nogenlunde sammenlignelige.

KEF-højttalerne placerede Adeles sangstemme på sangen ”Rolling in the Deep” tydeligere i lydbilledet, mens der generelt er endnu bedre attack på alt. Dynaudios styrke er en fyldigere bas og lidte mere opløsning i toppen. Men når musikken spilles på moderat lydniveau, vil jeg påstå, at KEF-højttalerne generelt falder bedre i min smag.

Spiller højt
Derimod har Dynaudio fordelen af at have klart bedre dynamik ved højere lydniveau, end KEF R100 med Pioneer-forstærkeren præsterer. Der er langt bedre kontrol i bassen, noget som gør det sjovere at høre på rock og elektronisk musik, men som også er vigtigt, uanset hvad man spiller. Klassisk musik behøver som bekendt også en del kraft, når man skal skrue lidt op, på grund af den ekstreme dynamik på optagelserne. Kobles KEF derimod til en kraftigere forstærker, står den imidlertid ikke tilbage for Dynaudio i denne disciplin heller, men så bliver det gerne dyrt. Jeg kan ikke komme på en forstærker til under 15.000 kroner, som gør, at KEF-højttalerne kan overgå Dynaudio’erne på dynamik ved højere lydniveau, uden at det går ud over detaljerne i overtonerne.

Fordele og ulemper
Hvilket bringer os til en interessant problemstilling. At Dynaudio-højttalerne har indbygget forstærkning, er en fordel, fordi det giver meget god lyd til prisen og overlegen dynamik i forhold til billige, integrerede forstærkere sammen med lidt billigere højttalere. Ulempen er, at man sidder fast med elektronikken uden mulighed for at opgradere stereoanlægget senere, enten med ny forstærker eller bedre kabler. Hvis noget skal udskiftes, må alt udskiftes.

Så er der selvfølgelig fordelen med trådløs overførsel mellem lydkilde og højttalere. Dynaudios påståede rækkevidde holder ikke helt i praksis. Jeg bor selv i en lejlighed på 70 kvadratmeter, og har jeg senderen i soveværelset i den ene ende, og højttalerne i stuen i den anden ende, med døren lukket imellem, så kan der lejlighedsvis komme nogle dropouts. Nu skal signalet ganske vist rundt om hjørnet på en muret væg på sin vej ind i stuen, men når længden alligevel er under 10 meter, må det siges at være misvisende markedsføring.

Konklusion
Dynaudio Xeo 3 er en spændende trådløs højttaler rettet mod den seriøse musiknyder. Den lyder virkelig som en hi-fi-højttaler, med masser af detaljer i overtonerne kombineret med god dynamik, når man spiller højt, og en udstrakt og fyldig basgengivelse. Mit indtryk er, at alt lyder godt.

Der findes højttalere i prislejet med et endnu bedre fokuseret stereoperspektiv. Men til gengæld skal du have en kraftig forstærker for at overgå Dynaudio Xeo 3 på dynamik, når lydniveauet går op. Og når al forstærkning er inkluderet, samtidig med muligheden for at placere højttalerne, nøjagtig hvor du vil i huset, uden at tænke på kablerne, er det her en meget interessant højttaler.

Rækkevidden er god, men murede vægge bør der ikke være flere end én af mellem senderen og højttalerne.