Jeg er i den heldige situation, at jeg temmelig ofte kan mæske mig i flotte musikoplevelser og god lyd, og det ovenikøbet i løbet af en normal arbejdsdag. Men der er alligevel langt mellem de højttalere, der er sådan en åbenbaring, at man bliver siddende og funderer over universet og ens egen plads i det store billede. Sidste gang det skete for mig, var for næsten et år siden med Vivid Audio Kaya 90.
Og næste gang er så nu.
Dynaudio Confidence 60 – flagskibet i den ikoniske Confidence-serie – er et højtragende mesterværk af en højttaler. Hvor der ikke er sparet på noget for at give den bedst mulige lyd. Men vejen til himlen er som bekendt brolagt med mange faldgruber. Mere om det om lidt.
Mit første møde
Første gang jeg hørte et par Confidence-højttalere, var tilbage i 2003. Jeg var 25 år, havde arbejdet på Lyd & Billede de sidste to af dem og var langtfra tør bag hi-fi-ørerne endnu. Jeg kan stadig huske følelsen, da jeg var hjemme hos min daværende kollega Geir Amundsen, som var en tand mere erfaren end mig, og som havde fået et par Confidence C2 til test.
De højtragende højttalere med en bred frontplade uden på et smalt, dybt kabinet lignede ikke noget andet, vi havde set før. Og selv om C2 var de mindste gulvhøjttalere i serien, var de stadig gigantiske i mine øjne.
Jeg havde vel næppe hørt magen til stort lydbillede og tung og lækker bas, og der er heller ikke så mange tilsvarende oplevelser, jeg kan huske at have haft efterfølgende.
Højttalerne havde ganske vist brug for en kraftig forstærker for at kunne yde deres bedste (i vores tilfælde en Dynamic Precision A-1), men så forsvandt de også i rummet og efterlod sig et fysisk stort lydbillede med en helt vild dynamik. Hvilket var en af grundene til, at jeg dengang tit og ofte besøgte min navnebror. De endnu større C4 og den gigantiske topmodel C7 fik vi desværre aldrig testet.
Bedre – og dyrere
Siden Confidence-serien blev lanceret i 2002, har den fået lov til at udvikle sig og modnes, og nu er højttalerne så tilbage i den nyeste og hidtil bedste version. Hvilket prisen også afspejler, for mens et par C2 kostede omkring 80.000 kr. for 18 år siden, må man i dag punge ud med 140.000 kroner for den mindste gulvstående model, som nu hedder Confidence 30.
Confidence 60 – den største
Den største og dyreste model i serien er som nævnt Confidence 60, og den er monsterstor. 163 cm er højere end visse mænd, jeg kender, og vægten på 66,2 kilo er heller ikke småting. Og så er der prisen – 300.000 kroner svarer til en elbil i mellemklassen! Alligevel er det ikke de dyreste højttalere, vi har haft til test (den ære tilfalder nok de guddommelige Sonus faber Lilium til over en halv million).
Confidence 60 er bestykket og konfigureret ligesom den næststørste model i serien, C 50, hvilket vil sige en trevejskonstruktion med to bas-enheder, to mellemtoner og så den nyudviklede Esotar3-diskant. Forskellen er, at bas-enhederne her er 5 cm større i diameter, og at kabinettet også er vokset en del. Confidence 60 trives derfor nok bedst i endnu større rum end C 50.
Forvokset baffel
Som på alle Confidence-modeller har højttalerne en baffel, der rager ud af selve kabinettet. Den “hængende” front ser næsten påklistret ud, men er lavet for at minimere diffraktioner – hvor lydbølger støder ind i hinanden langs kabinettets vægge og skaber uheldige interferensmønstre. Med ujævn spredning og dårligere timing og dynamik til følge.
Kurvaturerne i baflen er patenteret under navnet DDC – Dynaudio Directivity Control – og skal minimere diffraktioner yderligere. Baflerne i den nye Confidence-serie har også fået et nyt kompositmateriale med høj densitet, som Dynaudio kalder Compex.
Kabinettet er forstærket flere steder. Bl.a. er bas-enhederne understøttet indvendig og dæmpet for at kontrollere resonanser bedre, og basrefleksporten ender i bunden af kabinettet for jævnest mulig spredning af basfrekvenserne.
Bas og mellemtone
Neodymmagneter anvendes både i de nye 23 cm NeoTec bas-enheder og de to 15 cm mellemtoner. Membranerne er af magnesiumsilikatpolymer (MSP), som har den fordel, at det kan formes, præcis som man vil, så membranen kan laves i ét stykke med den ønskede geometri. Det giver god kontrol over spredningskarakteristikken og eliminerer behovet for en separat støvhætte. Som er endnu en unødvendig kilde til forvrængning.
Højttaler-enhederne er desuden fastgjort til en ny letvægtskurv, som skal give en uhindret luftstrøm bag membranerne og en strammere, mere kontrolleret lydgengivelse.
Diskant
Den nye tekstildiskant, som Dynaudio kalder Esotar3, har en stærkere magnet i neodym til at drive den nye membran og et større bagkammer, som dæmper resonanser, der opstår i luftstrømmene bag membranen. En lille diffuser-dome kaldet Hexis sidder bag membranen for at give en mere jævn frekvensrespons og bedre resonanskontrol. Alt dette for at skabe “den bedste diskant, Dynaudio nogensinde har produceret”.
Delefilteret er opdelt i sektioner og syet sammen med Van den Hul-kabler fra WBT-terminalerne på bagsiden.
Lyden af perfektion
Det er ofte svært at beskrive lyden fra et produkt, der gengiver den tæt på perfektion. For hvad skal man sige? Man sidder jo til syvende og sidst og lytter til den faktiske indspilning snarere end hi-fi-komponenterne. Men i Dynaudio Confidence 60’s tilfælde er der stadig lidt af hvert at tale om.
At sige, at en højttaler lyder “næsten perfekt”, forklarer nemlig ikke et lydbillede, der er så ufattelig stort som her. Med stemmer, der er englesmukke – eller grandiose som jordskælv. Hvad enten det er Cecilia Bartolis himmelske mezzosopran med dens mange koloraturer eller Rammstein-forsanger Till Lindemanns bastunge machorøst, der skal males ud over det musikalske lærred, så hænger de i luften som hologrammer. Væggene i lytterummet er forsvundet, og tilbage er kun dig og det musikalske kosmos.
Men hvis vejen til musikalsk nirvana er en dans på roser, så er de ikke uden torne.
Placering
For at tage det mest oplagte først: Størrelsen. Og her tænker jeg ikke på rygsmerter efter at flytte rundt på højttalerne, men snarere hvordan de rager op i rummet. Nu går Confidence 60 ganske vist ikke helt så dybt i bassen, som man måske skulle tro, men under 30 Hz med god linearitet er stadig nok til, at man må modarbejde udfasninger og stående lydbølger i rummet. Højttalerne er dybe og bør ikke placeres ind til bagvæggen, og skal de først trækkes ud, så skal de også ret langt ud.
I vores testrum taler vi over 170 cm til bagvæggen målt fra frontpladen. Og desuden over en meter til hver sidevæg målt fra midten af diskant-enheden. Det ser ret idiotisk ud i et rum på lidt over 30 kvadratmeter. Højttalerne overtager hele synsvinklen. Men hvad gør man ikke for sine ørers skyld!
Har brug for strøm
Så er der det faktum, at disse højttalere ikke kan drives af hvad som helst. Slet ikke. Tag f.eks. vores gode, gamle integrerede forstærker McIntosh MA7000 på 2 x 250 watt, som næsten aldrig får lov til at slå sig mere løs end omkring klokken ti på volumenhjulet. Den kunne nu skrues op til både klokken tolv og et, og alligevel stod højttalerne dér og gispede.
Lyden var høj nok, men uden at være specielt rytmisk eller medrivende. Som en træt soldat, der er mødt op til march. Der var tydeligvis hørbare kvaliteter her, bevares, men de kom ikke frem, som man kunne forvente af et par højttalere til flere hundrede tusind kroner.
Med Hegel H590 blev det bedre. Hurtigere bas og bedre kontrol over hele linjen, men stadig tamme at lytte til. Hvor blev magien af? Luften og holografien? Mavepusterne?
Næste trin opad var en Hegel P30 forforstærker og to H30 monoforstærkere. Intet mindre end 1100 watt! I en normal sammenhæng er det elektronik, der holder højttalerne i et jerngreb og projicerer musikken ud i rummet, så nakkehårene rejser sig. Ikke her. Det lyder ligesom trægt og lidt uldent.
Deja-vu
Pludselig slår det mig, at jeg har været her før. Problemstillingen minder mig om en anden Dynaudio-højttaler, som jeg havde tilsvarende problemer med for ti år siden: Op-og-ned-højttaleren Consequence Ultimate Edition. Et par kostede 300.000 kroner dengang og var endnu større – og faktisk endnu tungere. Selv med Bladelius Ymer med 2 x 600 watt i 4 ohm stod de nærmest bare og trak på skuldrene. Med andre ord er det ikke et nyt fænomen for Dynaudio.
Jeg sidder med følelsen af, at det ikke bare handler om at sætte mere kraft til Confidence 60. I så fald burde Hegel-sættet have klaret ærterne og mere til. Hvad de har brug for, er en forstærker, der leverer masser af strøm, men som også er i stand til at turnere enhederne med lynets hast. Noget, Hegel-sættet gør i de fleste tilfælde, bare ikke her.
Soulution – løsningen
Løsningen skulle åbenbare sig i form af en forstærker baseret på ægte tysk ingeniørkunst. Nemlig den integrerede Soulution 330. Den er relativt beskeden af vægt, men har alligevel en strømforsyning på hele 1200 VA. Som er af en avanceret switchet type frem for en traditionel ringkerne, hvilket gør, at den kan være meget mindre. Ifølge Soulution selv drives musiksignalet alligevel i klasse A-drift næsten hele vejen.
Med kun 120 watt pr. kanal i 8 ohm, opgivet til det dobbelte i 4 ohm (C 60 er en 4 ohm konstruktion), er det ikke effekten, der gør forstærkeren interessant. Kondensatorernes samlede kapacitet er til gengæld hele 160.000 µF. Tal siger ikke alt, men det skulle vise sig, at denne forstærker var, præcis hvad højttalerne havde brug for.
Ulempen er, at den koster 135.000 kroner. For dem, der vil have endnu mere overskud, findes der den dobbelt så store – og mere end dobbelt så dyre – storebror Soulution 530.
På dette tidspunkt kan man lige så godt holde op med at se på prisen. Af samme grund har jeg tilsluttet og finjusteret Linn Klimax DSM/2 som lydkilde. Fantasilyd til fantasipris (145.000 kroner).
Holografisk rum
Samernes joik er et godt eksempel på, at musik er sit eget sprog, for popgruppen ISÁKs cover af Mari Boines “Máze” er fuld af udtryk, men uden ord. Vokalist Ella Marie Hætta Isaksen står midt i et stort lydbillede, nøgent med a cappella-joik i det første halve minut, før percussion kommer ind og lover os noget stort. Og noget stort får vi, når højttalerne pumper trommerytmerne ud, omgivet af et gigantisk synth-landskab og med Isaksens mesterlige stemme i centrum af det hele.
Blodet i kroppen pumper af følelser, og jeg er ligeglad med at prøve at fortolke, hvad de vil sige med sangen. I stedet vender jeg mig ind i mig selv og får nogle aha-oplevelser omkring min egen eksistens. Det hele sker på lidt over to minutter, så er sangen slut. Wow.
Den fine ballade “Exile” med Taylor Swift og det melankolske indie-folk-band Bon Iver lyder fornemt. Klaveret har en lækker fylde, og man kan høre pedalen arbejde stille mellem tonerne. Justin Vernons stemme går næsten helt ned i kælderen, samtidig med at der er fuld kontrol over detaljerne i konsonanterne. Når Taylor Swifts stemme kommer ind, er oplevelsen fuldkommen.
Jeg har mest hørt denne sang i radioen, og dér lyder den fint, men der er ingen tvivl om, at den fortjener det fulde udtræk. Gerne på et anlæg til omkring 600.000 (eksklusive kabler!), hvor højttalerne udgør halvdelen af budgettet. Hvem der bare var rig …
Klassisk
En nyopdaget klassisk komponist for mit vedkommende er den unge bulgarsk-britiske Dobrinka Tabakova. I dag kun 40 år gammel, men med et rigtig godt øre for klassisk komposition. Hør bare Concerto for Violoncello and Strings fra hendes første orkesterværk, String Paths, som hun komponerede i 2004 – kun 24 år gammel.
Udgivelsen blev udsendt på ECM i 2013, fremført af Det Litauiske Kammerorkester under ledelse af Maxim Rysanov. Og bedst af alt, tilgængelig på Tidal i “master-kvalitet” (MQA).
Solocelloen spilles med følsom hånd og hænger i rummet med gigantiske dimensioner, omgivet af orkesteret, der fylder lydbilledet ud. Confidence 60 gør et enestående stykke arbejde med at placere de enkelte instrumenter i rummet, tage sig selv ud af regnestykket og kun efterlade det musikalske aftryk. Det er som at træde ind i et univers, der kun består af musik!
Lyder som Dynaudio
At Confidence 60 lyder tæt på perfektion, betyder ikke, at de adskiller sig markant i lydkarakter fra andre Dynaudio-højttalere, jeg har hørt. Hvilket er en god ting. Det betyder nemlig et perfekt afbalanceret lydbillede, hvor alle frekvenser får plads til at udfolde sig. Og hvor rytmen i den grad er på plads.
Men hvis det perfekte for dig er Sonus faber Lilium, så vil du savne lidt varme og glød i mellemtonen på Confidence 60. Hvis du derimod foretrækker det lynhurtige attack, tyngden og fokusset fra KEF Blade, så vil Confidence 60 opleves som lidt tilbagelænede og “bløde”. TAD R1 har også en strammere gengivelse. Smag og behag gælder, uanset hvor dyrt det bliver.
Traditionel højttalerkunst: Nogle tanker
Disse højttalere får mig til at gøre mig nogle tanker. Det er fantastisk, så godt det kan blive, når en konstruktør med kundskaber lægger sin sjæl i at lave den perfekte højttaler. Når man har uanede budgetter at arbejde med, er der alligevel flere veje at gå.
Dynaudio har valgt den traditionelle vej med materialer af ekstremt høj kvalitet og superbe mekaniske egenskaber. En rent passiv højttaler, der kræver lige så meget opmærksomhed med hensyn til placering, akustik og forstærker (og kabler) som en hvilken som helst anden dyr hi-fi-højttaler. Det betyder også, at man muligvis ikke kan få dem til at lyde optimalt i ethvert miljø.
I den helt anden ende er der teknofile løsninger som B&O BeoLab 90. Kvaliteten pr. højttaler-enhed er ikke i samme liga som på Dynaudio Confidence 60; derimod bruger man mange højttaler-enheder kombineret med avanceret digital teknologi. Her spiller nogle enheder direkte mod lytteren, mens andre bruges til at absorbere efterklangen fra rummet.
Det er lige så avanceret, som det er genialt, og gør højttalerne meget lettere at placere med tanke på optimal lydgengivelse. Her får man også indbyggede forstærkere, så alt, hvad man behøver oveni, er lydkilden.
Et par Dynaudio Confidence 60, der er perfekt placeret i et perfekt rum, jorder BeoLab 90 på lydkvalitet. Samtidig vil BeoLab 90 lyde meget bedre i et ubehandlet rum, hvor det er interiøret, der dikterer placeringen af højttalerne – ikke lydgengivelsen.
Konklusion
Dynaudio Confidence 60 er den mest vellykkede Dynaudio-model, undertegnede hidtil har hørt. De kører i cirkler om det meste andet, og de lyder gigantisk og super opløst. De lyder simpelthen rigtigt. Helt rigtigt.
Al musik får magiske vinger, alt lyder forbandet ubesværet og med absolut troværdighed. Det dundrer løst, når det skal, og lyder som en kølig brise, når det er det, det skal.
Ulempen er, at højttalerne kræver et stort rum med god akustik. Og de har brug for en monstergod forstærker! Her holder det ikke med “high-end light” – man skal op i den virkelig udsøgte klasse. Selv hvis du har råd til dem, bør du ikke købe dem, før du også har hørt lillebror Confidence 50 i dit eget rum. Det er faktisk ikke utænkeligt, at de fungerer bedre.
Er de så det hele værd? Det må folk med penge svare på.
1 kommentar til “Dynaudio Confidence 60”
Skriv din kommentar
Læs videre med LB+
Black Week Tilbud
70% På LB+ Total i 12 måneder!
LB+ Total måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer
Hej Geir,
Meget flot og rigtig beskrivelse. Har haft Confidence 60 i to år nu, og har også måtte sande at der skal spændes en særdeles kompetent forstærker til for at opnå den fulde nydelse som Dynaudioerne kan give. En Mark Levinson 534 kan klarer jobbet – til UG!
Mvh Peter