Videoanmeldelse: Philips 65OLED984

I en verden, hvor de fleste TV’er ligner hinanden, har Philips formået at skille sig ud med deres Ambilight – RGB-lys, som projiceres mod bagvæggen og skifter farver efter indholdet på skærmen. I praksis får det billedet til at føles lidt større, end det faktisk er, samtidig med at TV-kiggeri i et mørkt rum ikke virker så trættende for øjnene. Noget, man ikke mindst kan mærke med lysstærkt HDR-indhold.

Gråbeins Gadget Guide: Test af Philips 65OLED984

 

Vi blev imponeret over den billigste 2019-model, OLED804, som vi testede i 65 tommers størrelse. Topmodellen OLED984, som vi tester her, kom også i 2019, og billedkvaliteten er identisk med den billigere lillebrors. Men prisen er ca. det dobbelte, nemlig 38.000 kroner. Så hvad får man for de ekstra 20.000?

To ting: For det første har OLED984 firesidet Ambilight, altså også RGB-lys langs underkanten af TV’et, hvor lillebror kun har lys langs tre af siderne. Men endnu vigtigere er lyden. 984 har nemlig en indbygget soundbar fra Bowers & Wilkins og prøver dermed at opnå “verdens bedste TV-lyd”.

Passiv højttaler

B&W mener selv, at det ikke er en soundbar, men en højttaler. En soundbar har nemlig indbygget forstærker og digitalprocessor, som stjæler dyrebar kabinetvolumen. I vores tilfælde sidder denne indmad i selve TV’et, så hele kabinettet bruges til akustik. Det forbedrer basresponsen betragteligt, hvis vi skal tro B&W.

I mine øjne er det dog stadig en soundbar. Den er opdelt i tre delkabinetter til henholdsvis højre-, venstre- og centerkanalen, og ved at isolere disse undgås meget indbyrdes påvirkning og farvning – med renere og bedre separeret lyd som resultat. Hvert af delkabinetterne har en refleksport, som er golfboldmønstret for at give bedre luftgennemstrømning og dermed mindre hørbar turbulens. Det ydre kabinet er forstærket med glasfiber for at reducere resonanser.

Hvert delkabinet har sin egen fuldtone-enhed, der er hentet direkte fra B&W’s satellithøjttalere M1. Det er kostbare sager og bidrager til den øgede pris. Højre og venstre diskant-enhed er placeret helt ude i hver side af soundbaren for at få det bredest mulige lydbillede. Centerkanalens diskant-enhed sidder separat på toppen af kabinettet for at få de renest mulige overtoner i dialogerne.

Subwoofer-udgang

Hvis du ikke er tilfreds med bassen fra soundbaren, er der en subwoofer-udgang, så du kan tilslutte en ekstern subwoofer – og få ekstra tryk på i bassen.

Lækkert design

Efter at have monteret TV’et på den medfølgende gulvstander (vægfæste medfølger også), må jeg sige, at det virkelig er lækre sager. TV’et kommer op i perfekt øjenhøjde i forhold til sofaen, og det minimalistiske udseende får det til at se mindre prangende ud end de fleste andre 65-tommere. Selv om soundbaren underneden tiltrækker opmærksomhed.

Selve monteringen var heller ikke vanskelig. Bare følg de relativt enkle vejledninger – og husk, at man skal være to om arbejdet, da et 65 tommers TV ellers er for svært at håndtere.

Førstegangsopsætning

Første gang man tænder for TV’et, vælges sprog, heriblandt dansk. Da operativsystemet er Android, skal man logge på sin Google-konto for at få det optimale udbytte. Så kan enkle funktioner stemmestyres via en Google Nest-højttaler, og da TV’et har indbygget Chromecast, kan man let streame sine yndlings-apps direkte fra mobilen. Hvad enten det er video eller musik.

Brugerfladen er intuitiv og brugervenlig. At fjernbetjeningen også har et QWERTY-tastatur på undersiden, eliminerer en del frustration, når man skal indtaste passwords og den slags, men selve remoten kunne godt have været lidt fladere. Og hvorfor har den ikke bagbelysning?

Én ting til: Når man tænder for TV’et første gang, bliver man spurgt, om det er vægmonteret eller placeret på et bord, så TV’et kan justere lyden derefter. Men jeg må indrømme, at jeg ikke kunne høre nogen forskel, heller ikke med pink noise, som normalt ville afsløre selv små forskelle.

Hyppige menubesøg

Noget, der virker lidt mærkeligt på et TV, hvor lyden er i fokus, er at der ikke er lydvalg direkte på fjernbetjeningen. For at skifte lydindstilling fra Original til Film eller Music skal man først trykke på indstillinger, derefter vælge generelle indstillinger og så lydstil, før man endelig kan skifte. Bøvlet.

Det er det samme med billedindstillinger, men i stedet for lydstil skal man så vælge billedstil.

Strålende billeder

Jeg vil ikke gå så meget ind på billedkvaliteten; her kan du læse Auduns test af 65OLED804, som har identisk billede.

Men konklusionen var, at Vivid-indstillingen, som Philips selv anbefaler, giver alt for overdrevet farve og kontrast med meget “loudness”-faktor. Film-indstillingen fungerer bedre, og selv foretrækker jeg ISF Day, når det er lyst i rummet, og ISF Night, når det er mørkt. Hvis det da ikke er Dolby Vision-indhold, hvor jeg skifter mellem Dolby Vision Light og Dark afhængigt af omgivelserne.

Philips-TV’et producerer virkelig strålende billeder, og Ambilight-effekten kan jeg let falde for. Når der altså er ryddet op i stuen. For med Ambilight på og lyset slukket vil alt rodet lyses op sammen med billedet. Så vær obs på det.

Drømmelyd

Det er på lydkvaliteten, 65OLED984 skiller sig ud. Og her må jeg sige, at Philips og B&W har ramt plet. Med lydindstillingen Film skilles dialogerne imponerende ud fra resten af lydbilledet. Stemmerne er klokkeklare i 2. verdenskrigs-dramaet Fury (2014), hvor Brad Pitt spiller den seje tanksergent Don Collier.

Ud over at gengive stemmer klart tegner soundbaren et imponerende stort lydbillede op. Især den, der sidder i midten, vil få et godt indtryk af ægte surround-lyd takket være diskant-enhedernes brede adskillelse samt smart fasemanipulation.

Lydbilledet er luftigt og opløst, og der er gode muligheder for at skrue op. Det her er meget bedre, end jeg på forhånd havde troet, og faktisk har den indbyggede soundbar nogle fordele i forhold til B&W’s egen soundbar Formation Bar.

Sidstnævnte kan ganske vist presses endnu mere, før det begynder at skurre i bassen, og den generelle dynamik er også lidt bedre på Formation-soundbaren. Men 65OLED984 har en mere luftig diskantgengivelse og et større og mere indbydende lydbillede. I de fleste tilfælde foretrækker jeg faktisk denne lyd.

Fantastisk musik

Også når man spiller musik, kommer kvaliteterne frem. Det bliver lidt tungt i Film-indstillingen; her foretrækker jeg Original, som er uden processering. Stemmerne bliver så lidt mere indelukkede, men til gengæld er rytmikken bedre. Basrytmer i popmusik får mere spræl, og der er bedre timing i instrumenterne. Også på akustisk musik.

Ekstern subwoofer

Soundbaren kan gå lidt i stå, når man skruer for højt op, og actionfilm kan lyde lidt tamt, hvis man er vant til lyden fra et rigtigt hjemmebioanlæg.

Her kommer subwoofer-udgangen til gavn. En sub vil tilføre ægte dybbas og give meget mere kraft til filmlyden. Soundbaren spiller dog hele frekvensområdet, så det vil stadig skurre, hvis man spiller for højt. Men en subwoofer tilfører afgjort tyngde og kraft til lyden. I et almindeligt TV-rum kan jeg dog ikke rigtig se behovet, da OLED984 klarer sig glimrende på egen hånd.

Konklusion

Philips OLED984 byder på strålende billeder, vanedannende Ambilight og fornem lydkvalitet. Det spørgsmål, man må stille sig selv, er om denne topmodel er de ekstra 20.000 kroner værd i forhold til det billigere OLED804, når man ved, at billedkvaliteten er den samme. Svaret er todelt.

Lydkvaliteten alene er ikke 20.000 kroner værd. Set på den måde er det bare at gå efter 804. Men lyden er mindst lige så god som det, du får fra en separat soundbar til omkring 10.000 kroner.

Hvis du derimod er typen, der ikke løfter et øjenbryn, når du ser en lækker lampe til 10.000 kroner, men gerne finder Dankortet frem, så vil jeg mene, at OLED984 gør mindst lige så meget for interiøret som en nok så lækker lampe. Og så får du alt det fede oveni. I det lys er valget alligevel ret enkelt.