Jeg oplever Shokz OpenFit Air lidt som en lillesøster til de tidligere testede Shokz OpenFit, som jeg i øvrigt var meget begejstret for.
Det nye familiemedlem er betydeligt billigere, og i betragtning af at prisen var en af de ting, jeg hæftede mig ved i den tidligere test, bliver det interessant at se, hvordan eller om det påvirker brugen.
Pasform & teknologi
Langt de fleste af de træningshovedtelefoner, jeg tester, er ‘propper’ – dem, man ligesom presser ind i øregangen, og som i bedste fald bliver siddende. Gør de det, er konsekvensen for mig personligt, at jeg får ømme ører efter et par timers brug.
Shokz OpenFit Air bruger en helt anden teknologi. Her placeres hovedtelefonerne over/foran øregangen og fastgøres omkring øret ved hjælp af en blød bøjle. Den teknologi, Shokz bruger til at få lyden ind i øret, er direct pitch air conduction, hvilket betyder, at lydbølgerne ledes direkte ind i øregangen via luften.
Træning
Ligesom sin forgænger passer Shokz OpenFit Air som hånd i handske. De rører sig ikke ud af flækken, uanset om jeg danser vildt i køkkenet, træner i fitnesscenteret eller laver noget andet, hvor jeg bevæger hovedet meget og/eller sveder.
Takket være IP54-klassificeringen kan de tåle både sved og at blive skyllet under rindende vand efter endt træning. Superfedt!
App’en & lyden
Shokz er udstyret med en god, informativ og brugervenlig app. Men det er først nu, jeg begynder at indse, hvor de har sparet for at gøre OpenFit Air billigere.
Jeg kan ikke tilpasse lydbilledet til, hvordan jeg vil have det til at lyde. Jeg kan kun vælge mellem forudindstillingerne standard, bass boost, vocal og treble boost, og det er desværre disse hovedtelefoners svaghed. Standard og vocal er de indstillinger, jeg sætter mest pris på, både til musik og til lydbøger. Her er der detaljer, luftighed og drive, selv om jeg helt ærligt gerne ville have haft mulighed for selv at justere lidt.
Bass boost lægger låg på både stemmer og instrumenter og fjerner al luftighed, hvilket føles meget mærkeligt i betragtning af konstruktionen. Det bliver bare dåseagtigt og irriterende. Treble boost bliver modsat meget skrattende og skærende, og jeg kan mærke, hvordan jeg får lyst til at skrue ned for lyden, fordi mine ører protesterer.
Jeg må lige tilføje, at min app ville opdatere, hver gang jeg åbnede den med Shokz OpenFit Air; jeg tror dog helt ærligt ikke, at det har noget med lyden at gøre, men at det bare var en bug i et tidligt eksemplar.
Konklusion
Shokz OpenFit Air er et pænt, fleksibelt og behageligt træningsheadset, der smyger sig om ørerne uden at klemme eller gnave. OpenFit-konstruktionen betyder dog, at du ikke kan lukke omverdenen ude – noget, du bør være opmærksom på, før du køber. Hovedtelefonernes svage punkt er, at det ikke er muligt at tilpasse lydbilledet til dine egne præferencer. Hvis du plejer at gå ind i app’en og lave dine egne EQ-indstillinger, er det min anbefaling, at du ofrer de ekstra kroner og vælger Shokz OpenFit.
Læs videre med LB+
Juletilbud - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 1 år!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer