Det er ikke kun navnet, der afslører, at Sonys nye LinkBuds Fit er skabt til træning. De nye Air Fitting Supporters – blødere og mere fleksible “vinger” end konkurrenternes hårde plastikflige – sikrer, at propperne bliver siddende i øret under selv de mest intense træningspas. Faktisk er det nogle af de mest behagelige hørepropper, jeg nogensinde har haft i mine ører, uanset hvad de bruges til. Sony har virkelig overgået sig selv her. De kunne lige så godt have været markedsført som sovepropper!
Lyden af Sony LinkBuds Fit
Med hensyn til lyd har Sony truffet et lidt anderledes valg end mange andre producenter af fitness-hørepropper. I stedet for at overdrive bassen har de valgt en mere afbalanceret tilgang. Der er stadig nok bas til at drive rytmerne, når du er ude at løbe, men den er aldrig overvældende eller anmassende.
Mellemtonen er ganske vist en smule slank, hvilket kan få sangstemmer til at virke lidt tynde. Diskanten kan også være for energisk til tider, så nogle optagelser kan opfattes som lidt skarpe i overtonerne. Men alt i alt er det overraskende god lyd for hørepropper, der markedsføres til fitness. Sony har inkluderet en omfattende equalizer i app’en, som giver dig mulighed for at justere lyden efter din smag, selvom det er lidt underligt, at EQ-justeringerne påvirkes af den lydstyrke, du lytter ved. Hvis jeg skruer op for mellemtonen, går den ned igen, når jeg spiller for ”fuld udblæsning”.
App med mange muligheder
Den nye Sony Sound Connect-app er ret omfattende, men stadig brugervenlig nok. Her finder du alt fra simpel EQ-justering til mere avancerede funktioner som adaptiv støjkontrol, der automatisk justerer støjreduktionen baseret på aktivitet og omgivelser. Desværre fungerer sidstnævnte lidt uforudsigeligt i min test, hvor støjkontrollen pludselig kan skifte tilstand midt i en løbetur – selv når funktionen er deaktiveret. Lad os håbe, at der bliver taget hånd om dette i en fremtidig firmwareopdatering.
Touch-kontrollerne er også en udfordring. Simple kommandoer som play/pause fungerer fint, men mere avancerede kontroller som lydstyrke og sporskifte kræver flere tryk, og jeg må være ærlig og indrømme, at jeg sjældent rammer rigtigt. Det er bare et spørgsmål om at hive mobiltelefonen frem med det samme, når der skal foretages justeringer under træningen.
Batteritiden er solid, men ikke enestående, med 5,5 timer med støjreduktion aktiveret og i alt 21 timer med opladningsetuiet. Hvis du slår støjreduktionen fra, får du yderligere 2,5 timer ud af hver opladning.
Konklusion
Sony LinkBuds Fit er et solidt valg for alle, der er på udkig efter fitness-hørepropper, som også fungerer godt til hverdagsbrug. Den exceptionelle pasform og komfort er det store trækplaster her – Air Fitting Supporters gør virkelig tricket. Lydkvaliteten er også bedre end hos mange andre dedikerede træningspropper, selvom den ikke helt matcher de bedste hi-fi-hørepropper i samme prisklasse.
Den klodsede touch-kontrol og den uforudsigelige adaptive støjkontrol er irriterende, men ikke nok til at ødelægge helhedsindtrykket. Du får meget for pengene her, og det ville ikke overraske os, hvis Sony allerede arbejder på en opdatering.
LinkBuds Fit findes også i lilla Olivia Rodrigo-udgave.
Læs videre med LB+
Nytårstilbud 2025 - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 12 måneder!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
30% på LB+ Total i 6 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 6 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer