TEST: Canon EOS-1D X Mark III

Mens sømmene til ligkisten tælles op, og kistelåget lakeres, fortsætter de to store med at lave spejlreflekskameraer. Som mange, også vi, har spået en sagte død. De spejlløse kameraer tager jo over, ikke? Det gør de også, selv om det går langsomt. Og dermed dør spejlereflekserne. Eller …?

Ikke helt. Det er ikke længe siden, både Nikon og Canon lancerede nye spejlreflekskameraer, såvel til amatører som professionelle fotografer. Årsagen er enkel. Der er stadig nogle, der efterspørger nye kameraer, som enten passer til de objektiver, de allerede har, eller som skal erstatte et gammelt spejlrefleks.

Jo, efterspørgslen er faldende, men markedet er stadig stort nok til, at det kan forsvares at lave nye modeller. Det gælder især på det professionelle marked, hvor der indtil videre ikke er mange spejlløse alternativer til et gennemprøvet og bundsolidt spejlreflekskamera.

Derfor har Nikon lanceret D6, efterfølgeren til D5 fra 2016, og Canon EOS-1D X Mark III, efterfølgeren til Mark II, der også kom i 2016.

Canon har ligesom Nikon lavet omfattende opdateringer, for at de professionelle skal finde det umagen værd at opgradere. Blandt de vigtigste opdateringer i EOS-1D X Mark III er:

• Forbedret skudtakt til 16/20 fps
• 191 fokuspunkter, 155 krydssensorer
• Opdateret 20 Mp full-frame CMOS-billedsensor
• 10 bit HEIF stillbilledfiler – ud over 8 bit jpeg
• Ny DIGIC X-billedprocessor
• Dual Pixel autofokus og ansigtssporing
• 5,5K 50/25/24 fps 12 bit raw-video og 4K 50 fps 4:2:2 10 bit
• Mere end fordoblet batteritid, til 2.850 eksponeringer
• To CFexpress-kortpladser
• Bagbelyste knapper
• Integreret Wi-Fi og GPS
• Lukker testet til 500.000 eksponeringer
• Bedre dæmpning af spejlet
• NY touch-følsom AF-knap

De, der kender Mark II, vil uden tvivl nikke anerkendende. Et kamera, der er endnu hurtigere og har bedre og mere præcis autofokus – især til sport – kan i sig selv være grund nok til at opgradere.

Men det er ikke kun sport, Mark III er velegnet til. Hvis vi glemmer landskabs- og gadefoto, som der findes mere passende kameraer til, er kameraet også meget velegnet til naturfoto. Især dyr. Sæt på en lysstærk tele på og kig efter f.eks. ørne, og når de dukker op, er der en god chance for, at man sidder tilbage med skarpere billeder med dette kamera end med de fleste andre, vi har testet.

Konkurrenter

Canons egen EOS-1D-serie er naturlige konkurrenter. Da det ikke er alle, der har brug for at opgradere til et Mark III, vil mange af de ældre modeller garanteret blive brugt i mange år endnu. Sony a9 II vil være et bedre valg for enkelte brugere, fordi det er så lille og let, men den egentlige konkurrent hedder Nikon D6.

Det er et kamera, der ikke bare ligner; det er simpelthen lavet til, at Nikon-brugere skal have et alternativ. Eller omvendt, afhængigt af standpunkt.

Nikon-kameraets opsætning ligner meget med mange tilsvarende specifikationer. Skudtakten er lidt lavere med maksimalt 14 fps, det har 105 fokuspunkter osv. Men ellers er der ikke meget, der adskiller. D6 har bedre batterilevetid med op til 3.580 eksponeringer. Hvilket erfaringsmæssigt er et konservativt estimat.

Brugervenlighed

EOS-1D X Mark III er stort og tungt. Man kan mærke, at man slæber på noget andet end et Sony a9 II, når kameraet har en 70-200 mm påsat. Ergonomien vil være velkendt for de fleste Canon-brugere, men der er nogle ændringer, som er værd at nævne. F.eks. er flere af knapperne bagpå bagbelyst. Hvilket ikke mindst koncertfotografer vil bifalde.

Kameraet har Canons velkendte og store justérbare indstillingshjul bagpå (her er det låsbart), joystick-knap til fokuspunkter, touch-skærm – som dog ikke er vipbar – og statusskærm på bagsiden.

At skifte fra stillbilleder til video kræver bare at vride en drejeknap, og optageknappen er placeret midt i denne knap. Men det er den nye fokusknap bagpå, der virkelig er spændende. Den kan programmeres til at aktivere, starte og stoppe autofokus, og er et must på et professionelt kamera. Og så har den fået en touch-følsom overflade, som kan bruges til at flytte fokuspunkter i søgeren.

Canon kalder den AF Smart Controller. Den er meget smartere end det touch-felt, som Canon lancerede på EOS R5, og her fungerer det faktisk efter hensigten. Det er en leg at flytte fokus ved at stryge fingeren forsigtigt hen over knappen.

Touch-fladens følsomhed kan justeres i de omfattende opsætningsmenuer. Hvor man også finder finjustering af fokusindstillinger og meget andet, som kan give fotografen et mere skræddersyet kamera.

Tilslutninger

Canon er heldigvis gået bort fra CFast-hukommelseskort og har omfavnet CFexpress. Som er kompatible med XQD-kort og langt hurtigere. På EOS-1D X Mark III er der to CFexpress-slots. Hvilket er rigtig rart, især i betragtning af at kameraet kan optage video i op til 5,5K og med 12 bit raw-filer. Som sædvanlig kan man vælge, hvad der skal gemmes hvor af stillbilleder og video.

På den anden side af kameraet finder man alle tilslutninger, godt beskyttet af gummierede luger. Her er stik til fjernstyring, 3,5 mm hovedtelefon- og mikrofonstik, udgang til separat Wi-Fi-sender (WFT-E9), Ethernet, USB-C, HDMI og blitzanlæg.

Desuden har kameraet indbygget Wi-Fi, Bluetooth og GPS, og det kan styres med Canons EOS-app. Som man også kan uploade billeder til trådløst.

Video

Der er flere muligheder for video-optagelse på Mark III. 5,5K opløsning med 50, 25 eller 24 fps og 12 bit raw-video er allerede nævnt, men kameraet kan også optage 4K 50 fps 4:2:2 10 bit internt på hukommelseskortene. Bemærk, at 5,5K-video er uden autofokus, mens 4K kan bruges med både auto- og manuel fokus.

5,5K raw-video fylder meget på hukommelseskortene. Der kan være knap tre minutter på et 64 gigabyte kort og lidt over ti minutter på et med 356 gigabyte. Til sammenligning kan der være godt en times video på et 64 gigabyte kort, når 4K 25 fps er valgt i UHD-format med IPB.

4K-video kan optages i enten UHD- eller DCI-opløsning, og optagelserne oversamples fra hele billedfladen i 5,5K. Næsten, for UHD-formatet giver en anelse beskæring, men begge formater giver meget flotte videofiler med rigtig god opløsning og skarphed. Optagelserne kan også gemmes som All-Intra eller IPB, også med BT.2020 Canon-Log.

Der er også en række indstillingsmuligheder til video, men ikke zebrafelter, som giver bedre kontrol over eksponeringerne. Kameraet har i øvrigt også 1080p HD-video med op til 100 fps.

Billedkvalitet

Canon-kameraet er hysterisk hurtig. Her er det ikke kun skudtakten, jeg sigter til, men også autofokus. Som er den bedste i klassen. Jo, Sony a9 II har hurtigere og mere præcis følgefokus – på ansigter, men ikke på bevægelige motiver.

De hurtigste kameraer kan fint følge motiver i bevægelse, når man panorerer, og når de følger et forudsigeligt mønster. Men hvis motivet pludselig skifter retning, f.eks. vender 180 grader og løber væk fra i stedet for hen mod kameraet, kan det ske, at man mister fokus på nogle billeder, før autofokus er med igen.

Den bekymring slipper man for med EOS-1D X Mark III, der bider sig fast og nægter at give slip, før man slipper udløserknappen.

Her skal det også nævnes, at kameraet har en lang række muligheder for at optimere autofokus. Fire færdige forudindstillinger, som alle kan justeres, og en række andre fokus- og sporingsparametre giver flere muligheder for fotografer, der gerne vil skræddersy fokusopsætningen.

Med 20 megapixel er Mark III ikke noget opløsningsmonster. Landskabs- og studiefotografer er bedre tjent med EOS R eller Sony a7R IV – for ikke at glemme Panasonic Lumix S1R – som alle har mærkbart bedre opløsning, når detaljeniveauet er centralt.

I dårligt lys er det ikke noget problem at bruge både ISO 6400 og 12.800 for at få kort nok lukkertid til, at billederne bliver skarpe. Støjomfanget er relativt beskedent, og jeg fik fuldt brugbare billedfiler i svagt lys op til ISO 25.600.

Muligheden for at gemme i 10 bit HEIF giver en jpeg-kvalitet, som er den allerbedste, jeg har set fra noget Canon spejlreflekskamera. Der er fornem kontrast og et meget bredt toneomfang i billederne, hvilket ikke er så almindeligt på jpeg-filer. Hvis man vil, kan HEIF konverteres til jpeg i kameraet, men jeg ville ikke vælge andet end HEIF som alternativ til jpeg-filer.

Video? Uden autofokus på 5,5 K og med begrænset lagerkapacitet brugte jeg ikke den maksimale opløsning meget på EOS-1D X Mark III. Men lad der ikke være nogen tvivl: Videofotografer, der vil have videofiler med beskæringsmuligheder, vil fryde sig over kvaliteten på 5,5K-video. Når det er sagt, så er der ikke voldsomt stor forskel på 5,5K og 4K DCI eller UHD, bortset fra sidstnævntes marginale beskæring.

Man skal ned på pixelniveau for at se forskellene. Der er heller ikke nævneværdig rullende lukker, medmindre man panorerer som en vild.

Konklusion

Kort fortalt er Canon EOS-1D X Mark III det bedste spejlreflekskamera, vi har testet til dato. Selv om det mangler billedstabilisering og burde have haft vipbar skærm. Det har alt, hvad en sportsfotograf har brug for, og er et stort skridt op i forhold til Mark II, hvad angår autofokus (især følgefokus), videoegenskaber, skudtakt (især i Live View) og batterilevetid. Og billedkvaliteten er upåklagelig, selv om det ikke er noget megapixel-monster.

Med Mark III får du flere skarpe billeder af bevægelige motiver end med forgængeren Mark II, og naturfotografer, der ikke generes af vægten, vil kunne fotografere dyreliv i dagevis – og komme hjem med endnu flere skarpe billeder.

Mark III’s rendyrkede funktioner vil ikke opfylde alles behov, men for målgruppen findes der ikke noget bedre spejlreflekskamera lige nu.