Jeg kan huske, da fotografer rystede overbærende på hovedet, når nyfrelste amatører viste deres kameraer frem. Med zoom. Det er nemlig så længe siden, at enhver fotograf med respekt for sig selv kun fotograferede med faste brændvidder. Kvaliteten af zooms holdt ikke mål.
De samme fotografer ville nok have fået kaffen galt i halsen, hvis de havde set Canon RF 28-70 mm f/2 L USM. Af mange grunde. For det første på grund af størrelsen. For det er et enormt objektiv i betragtning af brændvidden. Så på grund af vægten. Et halvt kilo med modlysblænde. Og til sidst ville de have fået åndenød over prisen. For det er svinedyrt.
Men Canons RF 28-70 mm er også så langt fra de dagligdags zoomobjektiver, der plejer at følge med kameraer, som det er muligt at komme. Det er det lysstærke, knivskarpe alternativ til RF 24-105 mm-f/4, men med ydelse på niveau med RF 50 mm f/1.2.
Den massive zoom med hele 104 mm i diameter og en filterfatning på 95 mm er en slags tour de force fra Canons optiske division. Et flagskibsobjektiv til de spejlløse full-frame-kameraer i EOS R-serien med enestående lysstyrke og ekstreme optiske kvaliteter.
Ekstrem lysstyrke
Normalt er en zoom i denne klasse ment som et mere lysstærkt alternativ til de såkaldte kitzooms. Og lysstyrken er som regel meget bedre. De billigste zooms har gerne varierende lysstyrke på f/3.5-5.6, de dyrere måske f/2.8-4.0, men de allerbedste har som regel f/2.8 over hele zoomområdet.
Det er ofte et vellykket kompromis. I vores tests har Canons EF 24-70 mm f/2.8, Nikons Z 24-70 f/2.8 og Sonys Vario-Sonnar T 24-70 f/2.8 gjort det rigtig godt. De er betydelig bedre end de kitzooms, som de professionelle skyr som pesten.
Men f/2.0 er et dristigt valg. Det gør objektivet meget større og tungere, da det kræver meget større glasflader, og prisen bliver derefter. Desuden er der risiko for, at den optiske ydelse falder markant på fuld blændeåbning.
Hvis man er heldig, er motivet skarpt i midten på f/2.0 og vignetteringen moderat.
Det eneste objektiv, jeg kan komme på, der er sluppet hæderligt fra det, er det 15 år gamle Olympus Zuiko 14-35 mm f/2 Digital ED (svarende til 28-70 mm). Men det var i sin tid lavet til den meget mindre Micro Four Thirds-billedchip. En klart mindre udfordring end at lave det samme til et full-frame-kamera.
Anvendelsesområde
Den vejrbeskyttede Canon-zoom er lavet til professionelle, der har brug for den høje lysstyrke, og f/2.0 er meget nyttigt til portrætter, hvor den smalle skarphedsdybde giver fine, slørede baggrunde. Den er også glimrende til landskabsfotografering, bryllup, reportage og mode, men ikke helt så velegnet til video- eller actionfotografering.
Fraværet af optisk billedstabilisering er et minus her. På den anden side ville objektivet så have været endnu større, tungere og dyrere.
Ud over zoomringen har objektivet en fokusring uden fokusskala, så dér røg hyperfokaldistancen, men det har en ekstra ring, der kan programmeres. F.eks. som blændering, til eksponeringskompensation eller en af de syv andre indstillingsmuligheder.
Ydelse
Canon-zoomen anvender ni blændelameller og har hele 19 linse-elementer indeni. Fire af dem har asfærisk slibning, to har Ultra Definition-, og et har Super-Ultra Definition-glas (UD og SUD), som korrigerer objektivet for afvigelser, fortegning og astigmatisme på alle brændvidder.
Er det skarpt? You bet. Objektivet leverer rigtig god skarphed på blænde f/2.0, ekstrem skarphed på f/2.8 og den bedste skarphed, jeg har set på nogen zoom, fra f/4.0 til f/16.
Det har næsten ingen synlig fortegning på vidvinkel og kun moderat vignettering (lystab) på fuld åbning og 28 mm brændvidde. Meget imponerende.
Skarpheden falder selvfølgelig lidt, men højst marginalt på f/2.0 og mest på 28 mm. Fra 35 mm er skarpheden bedre over hele billedfladen og falder ikke synligt på nogen brændvidde før f/16. Selv da er skarpheden og detaljeskarpheden fænomenalt god.
Kromatisk aberration er godt under kontrol og kan egentlig ikke ses, før man zoomer ind på 70 mm, som er den eneste brændvidde, hvor det er muligt at finde lidt fejlbrydning. Canon har også formået at holde de sfæriske afvigelser nede, og defokuserede områder (bokeh) er bløde som honning og ser nydelige ud på portrætter.
Strølys er ligeledes godt under kontrol, næsten i opsigtsvækkende grad for en 28-70 mm f/2.0, og komaeffekten (deformation af cirkulære objekter i yderkanten af billedfladen) er der tilsvarende godt tjek på.
Autofokus anvender Canons ultrasoniske elektromotorer og er hurtig og støjsvag. På EOS RP ligger hastighedsbegrænsningerne i kameraet snarere end i objektivet, men der er meget glas, der skal flyttes, og det er derfor ikke Canons allerhurtigste på autofokus.
Konklusion
Canon RF 28-70 mm f/2 L USM er så tæt på en perfekt normalzoom, som det er muligt at komme. Det er i hvert fald den bedste, vi har testet af sin slags, men det koster på både budget, vægt og størrelse. Dermed er det nok ikke en zoom for alle og til alle slags brug, men for de professionelle, der længe har set frem til en brugbar, lysstærk og frem for alt knivskarpt zoom, bliver det ikke bedre.
Den optiske ydelse er næsten fejlfri for et objektiv af denne type – som man også bør forvente til prisen – og det lover godt for fortsættelsen af Canons nye EOS R-system.
Læs videre med LB+
Juletilbud - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 1 år!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer