: Fujifilm GFX 100

Jeg måtte gnide mig i øjnene og pudse brillerne. Billederne fra Fuji-kameraet var så skarpe, så farvemættede og kontrastrige, at jeg jublede stille indvendig. Er det sådan, perfektion ser ud? kan jeg huske, at jeg tænkte. Og da havde jeg kun set jpeg-filerne …

Med 102 megapixel fra en 44 x 33 mm billedflade får man meget at arbejde med som fotograf. Og her mener jeg ikke kun opløsning, men også billeddynamik og farvedybde. To områder, som Fujifilm har vist, at de behersker godt, også på andre kameraer. Men det her er i en klasse for sig.

Fujifilm GFX 100 ligner et professionelt spejlreflekskamera af den type, som Canon og Nikon er bedst kendt for, men du vil næppe støde på dette kamera i en sportsarena eller i vildmarken. GFX 100 er bedre egnet til opgaver, hvor skudhastighed og følgefokus ikke er absolutte krav.

Det er Fujis tredje kamera i mellemformatklassen eller – som de selv forvirrende siger – et fuldformatkamera. Gad vide, hvad de vil kalde et 4 x 5 tommer Sinar-kamera. Vi holder os på fast grund og fortsætter med at kalde GFX-serien for mellemformatkameraer.

For det er en serie. GFX 100 er det tredje i rækken på kort tid, efter GFX 50S og det mere kompakte GFX 50R, som det ikke er længe siden, vi testede.

Mellemformatklassen

I samme klasse som 50S og 50R finder man udfordrere som Leica S2, Pentax 645D og Hasselblad X1D, mens man må et skridt op til Phase One for at finde noget, der kan matche GFX 100’s 102 megapixel billedsensor. Men så har man også brug for et større budget, end en sparegris kan rumme.

For GFX 100 koster. Meget. Kamerahuset alene løber op i næsten 90.000 kroner, så det placerer sig eftertrykkeligt i den professionelle klasse. Det gør specifikationerne også. 102 megapixel mellemformat billedsensor er allerede nævnt. Men kameraet har også femaksers billedstabilisering integreret, det kan gemme 16 og 14 bit raw-filer (!) og skyde 4K-video med 4:2:2 10 bit fra HDMI-udgangen …

• 102 Mp 44 x 33 mm BSI-CMOS
• 4K-video med 4:2:2 10 bit output
• 5 aksers 5,5 trins billedstabilisering
• 5 fps
• 425 fokuspunkter med fasefokus
• 16 bit raw-filer
• 1/16.000 s elektronisk lukker
• ISO 50-102.400
• 5,76 Mp OLED-søger
• To batterier
• Integreret vertikalgreb
• Vejrbeskyttet

Alt dette i et mellemformatkamera, der ikke er større end et Nikon D5.

Grundlæggende funktioner

Det er godt klaret i betragtning af, at Fuji-kameraets billedsensor har en billedflade, der er ca. 70 procent større end full-frame-sensoren på D5. Læg hertil den integrerede billedstabilisering på sensoren, og det fremkalder endnu større respekt for Fujifilms ingeniører.

De har forladt den klassiske, analoge betjening, som vi kender fra X-serien, og i stedet bevæget sig i retning af den tryk-og-drej-betjening, vi bl.a. kender fra Canons EOS 1D-kameraer. Set ovenfra er der næsten ingen knapper eller indstillingshjul på kameraet. Heller ikke på bagsiden; det meste af kamerafladerne er optaget af en stor trevejs touch-skærm med en konfigurérbar statusskærm nedenunder samt en stor skærm på toppen.

De to skærme kan vise de valgte indstillinger eller histogrammet, og den øverste skærm kan også vise en digital version af analoge valg af lukkertid og blænde. Enten med sort på lys baggrund eller med lyst på sort baggrund.

På venstre side af den aftagelige søger – mere om den om lidt – finder man indstillingsvalg af skudtakt, bracketing osv. samt valg af stillbilleder, multieksponering og video-optagelse.

Trykfølsomme indstillingshjul foran og bagpå kan programmeres, det samme kan flere af knapperne, og enkelte valg kan hentes frem og ændres ved at swipe op, ned eller til en af siderne på den store touch-skærm.

Tilslutninger

Fuji har valgt at integrere vertikalgrebet i kameraet, så det er ikke aftageligt. Der medfølger to batterier, som kan oplades i kameraet med USB, og der er plads til to UHS-II-kompatible SD-hukommelseskort. Der er også blevet plads til HDMI-, hovedtelefon- og mikrofonstik samt et stik til kablet fjernstyring.

Kameraet kan styres med Fujifilm-app’en på mobil eller tablet, og det understøtter selvfølgelig tethering fra computer.

Aftagelig søger

Den aftagelige søger kan ikke vippes, men den kan bruges med EVF Tilt-adapteren, som gør det muligt at vippe søgeren 90 grader op eller plus/minus 45 grader, hvis kameraet holdes lodret.

OLED-søgeren har ikke alene et enormt søgerbillede, den er også knivskarp med en rekordhøj opløsning på 5,76 megapixel. Vi har simpelthen ikke set magen, og det er et stort søm i kisten for dem, der stadig hævder, at optisk søger er bedst.

Brugervenlighed

De fleste kameraer kræver lidt tilvænning. Under lanceringen i Japan måtte jeg bruge mere tid end forventet, bare for at sætte mig ind i alle de justeringer, man kan lave på de mange indstillingsvalg. Det allermeste kan skræddersys af fotografen, men det kræver en masse klik og navigation i menuerne.

Gående med kameraet i hånden, som jeg normalt bruger kameraerne, mærkes vægten godt. Tilføj den fine GF 110/2 eller 32-64 mm zoomen, og vægten ryger hurtigt op på to kilo. Så kan man mærke, at den kantede form, som Fujifilms designere har valgt til kameraet, ikke altid falder lige heldigt ud. Tommelfingergrebet f.eks. Der er ikke noget galt med placeringen, men det skråner ikke nok og er for kantet til, at man kan bære kameraet komfortabelt i højre hånd.

Hvis man vender kameraet til portrætformat, tager det ikke lang tid, før man opdager, at vertikalgrebet er for lille og for glat, og at de knapper, der skal spejles, ikke sidder de steder, som man intuitivt forventer.

En anden ting, der frustrerede mig lidt, var hvor blød dæmpningen af knapperne er. Man trykker, men må tjekke, om det faktisk gav resultat, for de giver ikke tilstrækkelig markeret feedback ved tryk.

Efter at have programmeret knapperne (op til 15), så jeg kunne vælge fokusmetode, lysmåling og raw-filer uden at skulle inden om menuerne hver gang, kom jeg hurtigt i gang med at fotografere. På positivsiden skal det nævnes, at kameraet reagerer hurtigt. Udløserfølsomhed, fokusrespons og black-out-tid i søgeren er helt i top (henholdsvis bund), og man føler hurtigt, at kameraet faktisk spiller sammen med én.

Autofokus

Fujis Q-menu findes også på GFX 100 og giver hurtigt adgang til foretrukne indstillingsvalg i et rudenet på skærmen.

Fokushastigheden er mærkbar bedre end på GFX 50S og 50R, og kameraets følgefokus fungerer faktisk ret godt. Den følger fint med skudtakten på 5 fps, men er ikke i nærheden af hastigheden og præcisionen fra Fujifilm X-T3 eller Sony a7R III. Det er præcisionen i øjenfokus heller ikke, men kender vi Fujifilm ret, så er det meget muligt, at det vil blive forbedret i kommende firmware-opdateringer.

Når det er sagt, så er kameraet ikke primært lavet til actionfotografering, og jeg vil tro, at de fleste fotografer, der er vant til mellemformat, vil opleve kameraets autofokus som mere end tilstrækkelig hurtig.

4K-video

Der er et område, hvor GFX 100 overgår de fleste mellemformatkameraer, og det er på video. Mens de fleste kun tilbyder 1080p, kan GFX 100 prale af 4K-video med 400 Mbit/s bit-stream fra hele billedfladen, både i UHD- og DCI-format.

Og ikke nok med det. Kameraet understøtter 10 bit video og 4:2:2-signal ud via HDMI, med F-log for senere farvegradering. Det er også muligt at lægge filmsimuleringer som f.eks. Eterna på videoer eller vælge en hybrid log-gamma-profil (HLG).

Kameraet kan gemme 10 bit 4K på hukommelseskort med 4:2:0-signal, hvilket er mere end tilstrækkeligt til de flestes behov.

Resultatet er under alle omstændigheder ufattelig godt. Detaljeopløsningen er lige til at tabe kæben over, og billedstabiliseringen fungerer godt som “stativ”, når man filmer håndholdt. Den er ikke i samme liga som Olympus’ billedstabilisering, men sidstnævnte skal trods alt også håndtere en meget mindre sensor.

Objektiver til GFX 100

De fleste testbilleder blev taget med den kompakte 32-64 mm f/4.0 zoom, portrætobjektivet 110 mm f/2.0 R LM WR og den kompakte 45 mm f/2.8 R WR. Nogle af dem blev også taget med den nye GF 100-200 mm f/5.6 med optisk billedstabilisering.

De øvrige objektiver, som findes til GF-serien, er en GF 250 mm f/4.0 tele med optisk billedstabilisering, en 63 mm f/2.8, en 120 mm f/4.0 makro, den kompakte GF 50 mm f/3.5 og 23 mm f/4.04 R LM WR. I alt ni objektiver.

Den højeste billedkvalitet hidtil

Det er ikke kun skarpheden, detaljeopløsningen og opløsningen generelt, der er sjældent gode. Farvemætningen, dynamikken og tonaliteten, ja, selv jpeg-filerne ser fantastiske ud.

En stor del af æren tilfalder selvfølgelig den store billedflade med 102 megapixel, men Fuji har også arbejdet meget med billedprocesseringen. Det mærkes bl.a. på hudtoner på billeder “fremkaldt” fra 16 bit eller 14 bit raw-filer. Der er ingen synlige graderinger eller overgange hverken i tonerne eller på detaljeniveau. Jeg nævner jpeg, fordi kameraets færdigprocesserede filer ligeledes er fantastiske. Også de kan tåle at trækkes lidt i, men de er trods alt ikke lige så fleksible som raw-filerne fra kameraet.

Man kan få praktisk talt lige så god – eller lidt bedre – detaljeopløsning med et Panasonic Lumix S1R ved højopløst 187 megapixel optagelse, men ikke samme farvedybde og smæld i billederne som med GFX 100. Og sammenlignet med billeder fra GFX 50S er der ingen tvivl om, at skarpheden fra GFX 100 er bedre.

Billeder taget ved høje ISO-værdier ser fornemme ud op til ISO 6400, hvor der knap nok er synlig variation i billedstøjen. ISO 102.400 giver markeret kornstøj på billederne og synligt lavere dynamisk omfang, men op til ISO 25.600 er det relativt sikkert at færdes.

Det var ikke let at finde artefakter i form af banding (striber) som følge af kameraets fasefokussensorer på billedsensoren. De skal provokeres frem ved at løfte skyggepartier eller overdrive eksponeringskompensation i efterbehandlingen.

Fotografer med behov for et relativt kompakt og let kamera i mellemformatklassen kan vælge imellem Fujifilm GFX 100, GFX 50R og GFX 50S, Hasselblad X1D II og Leica S2. De vil opfylde lidt forskellige behov, idet 50R og X1D II er de mest velegnede til håndholdt fotografering, mens 50S og S2 også er fremragende studiekameraer.

Fujifilm GFX 100 udfylder en lidt anden rolle. Det er lige meget hjemme i studiet og på produkt- og modejobs, som det er i rollen som landskabskamera eller værktøj til arkitektur- eller reprofotografering.

Konklusion

Fujifilm GFX 100 er det bedste kamera, vi har testet. På billedkvaliteten. Det har nogle mangler på betjeningen og er ikke noget lynhurtigt actionkamera. Men der er ingen andre kameraer, vi har testet, der leverer lige så fantastiske billedfiler, og her mener vi ikke kun opløsningen, men også farverne, dynamikken, kontrasten og tonaliteten, der er det bedste, vi hidtil har set.

GFX 100 er svinedyrt, det er stort, og det har nogle ergonomiske udfordringer, men det er sandsynligvis ikke nok til at holde de fotografer væk, der vil have den allerbedste billedkvalitet, koste hvad det koste vil.