: Fujifilm GFX 50S

I en tid, hvor de fleste tager billeder med mobilkameraet, kan det være svært at forstå, hvad man skal med et separat kamera. For slet ikke at tale om et mellemformatkamera.

Men det er ikke et kamera til alle og enhver, vi taler om her. Fujifilm GFX 50S er lavet til det professionelle marked, men har egenskaber, der også gør det interessant for entusiastiske amatører.

Det stiller op i en klasse, hvor konkurrencen er hård og markedet lille. Konkurrenter er der få af, og det samme kan siges om kunderne. Derfor har Fujifilm forsøgt at give kameraet en bredere appel med et design og en ergonomi, der minder om spejlreflekskameraer.

De har kørt den så langt ud, at kameraet faktisk er et reelt alternativ til de mere avancerede systemkameraer på markedet. Bare med et es oppe i ærmet, der kan give entusiasterne mundvand: En mellemformat billedsensor på 51 megapixel.

Billedfladen er meget større end på full-frame-kameraer som Sony a7R II, Canon EOS 5DS R og Nikon D810, som er de nærmeste konkurrenter med full-frame 24 x 36 mm billedsensorer. Med 36 til 50 megapixel befinder de sig i samme klasse som Fuji-kameraets 51 megapixel CMOS-billedsensor.

Hvorfor mellemformat?

Begrebet stammer fra dengang, da fotografer brugte film, og “mellem” kommer af, at billedfladens størrelse er midt mellem småbilledformatet på 24 x 36 mm – også kaldet full-frame – og storformatet på f.eks. 8 x 10 tommer.

Kameraet anvender en 44 x 33 mm billedsensor, hvilket er næsten dobbelt så stort som CMOS-chippen i Canon EOS 5DS R. Størrelsen har sine fordele – og sine ulemper.

Den store billedflade indfanger mere lys og giver bedre kontrol over skarphedsdybden samt ekstremt god detaljegengivelse og bedre billeddynamik. Det gør kameraet velegnet til opgaver, hvor billederne skal være teknisk perfekte.

Ulempen er, at kameraet er større end et spejlreflekskamera, men trods alt mindre end de fleste mellemformatkameraer. Bl.a. fordi det mangler det spejlhus, der er på spejlreflekser.

Det gør GFX 50S velegnet til andre opgaver end bare studiefotografering. Det kan tages med ud, og det kan bruges til mode, portrætter, arkitektur og landskabsfotografering blandt meget andet.

Kamerahuset er vejrtætnet og relativt kompakt med sine 147 mm i bredden og 94 mm i højden. Med batteri, hukommelseskort og den aftagelige elektroniske søger påmonteret er vægten opgivet til 920 gram.

Brugervenlighed

Den udklappelige touch-skærm kan vippes og drejes i fire retninger, og der findes et væld af tilbehør, såsom et vertikalgreb med plads til ekstra batteri, en tilt-adapter, som gør det muligt at vinkle søgeren 45 eller 90 grader, og flere objektiver.

Først ude er en 63 mm f/2.8, som svarer til en almindelig 50 mm på et full-frame kamera som f.eks. Canon EOS 5DS R. Dernæst er der en 120 mm makro f/4.0, tilsvarende 95 mm, og den foreløbig eneste zoom er en 32-64 mm f/4.0, svarende til 25 mm vidvinkel til normal brændvidde på 51 mm. Alle tre er ligesom kamerahuset vejrtætnet, og der er allerede annonceret flere objektiver i 2017 og 2018 (se separat boks).

Fujifilm GFX 50S er et seriøst værktøj, men forbløffende let at bruge. Det er ikke meget større end det nævnte Canon EOS 5DS R og mangler heller ikke meget, hvad angår funktioner og muligheder.

Skudtakten på 3 fps er ikke noget at skrive hjem om. Det er lavere end konkurrenterne, og følgefokus er heller ikke noget at prale af. På de tre objektiver, vi brugte, jagede autofokus en del, især i svag belysning. I godt lys var problemet mindre, og på almindelig autofokus med fokus på første billede (FW 01.10) reagerede den lynhurtigt og præcist.

Så medmindre tanken er at fotografere sport, er der ikke meget at udsætte på autofokus, men man har da lov til at håbe, at den bliver bedre med fremtidige opdateringer af kameraets software.

Fordelen ved kameraets størrelse er masser af plads til hænderne. Håndgrebet er stort nok til at få et sikkert greb. ISO- og lukkertidshjul, knapper og øvrige hjul er store nok til, at de kan betjenes med handsker på – og den vipbare touch-skærm øger brugervenligheden betragteligt.

Du kan vælge ISO-værdi på hjulet til venstre eller lade kameraet gøre det for dig, og både ISO- og lukkertidshjul kan låses.

Trykfølsomme indstillingshjul sidder foran og bag håndgrebet. Det bagerste kan være lidt svært at nå med tommelfingeren. Lukkertidshjulet og ISO-hjulet kunne med fordel have været højere, og hvorfor har kameraet ikke et separat hjul til eksponeringskompensation? Som det er nu, er man nødt til at trykke knappen EV ind og dreje den til den ønskede værdi. Den kan du dog let se på displayet på toppen og på skærmen bagpå.

Flere knapper – hele ti – kan programmeres med brugertilpassede funktioner, og en praktisk joystick-knap bagpå kan bl.a. bruges til at flytte fokuspunkter rundt. Sidstnævnte ser du markeret både på skærmen og i den fantastiske OLED-søger med 3,7 megapixel opløsning. Som sammen med Leica SL’s søger er den bedste på markedet. Søgeren kan i øvrigt tages af, og med en tilt-adapter kan den vippes 90 grader.

Tilslutninger og funktioner

Kameraets 14 Wh batteri giver ca. 400 eksponeringer pr. opladning, men du kan fordoble kapaciteten med et ekstra batteri i vertikalgrebet, som er ekstraudstyr.

Ekstraudstyr er også en mikrofon, som kan sættes i på venstre side. Her er der desuden stik til hovedtelefoner, HDMI, USB 3.0, fjernstyring og 16 volt strømforsyning. På den modsatte side finder vi to hukommelseskortpladser, der understøtter SDXC-kort med UHS-II-klassificering.

I menuerne finder du et væld af indstillingsmuligheder. Kameraet har både mekanisk centrallukker og elektronisk lukker. Sidstnævnte ned til 1/16.000 sekund. Men med en lille ulempe, for nu at sige det mildt. Vælger man elektronisk lukker, risikerer man nemlig såkaldt rullende lukker, hvor lodrette linjer forvrænges. Løsningen er at vælge mekanisk lukker.

Hvis man har brug for den elektroniske lukkers hurtigere lukkertider, er det bedre kun at lade den tage over på de korteste lukkertider. Eller vælge elektronisk lukker på første gardin (som Canon og Sony bruger).

Fordelene er ikke åbenlyse, men det kan give bedre detaljeopløsning, fordi det ikke indebærer nogen mekaniske vibrationer. De er dog under alle omstændigheder beskedne, da kameraet ikke har noget spejl indvendig, der klapper op og ned.

Jeg vil ikke gøre noget stort nummer ud af videokvaliteten, bare nævne, at den er så god, som man kan forvente af en stor billedsensor med 1080p HD-opløsning. Video er rart at have og fuldt ud brugbart til korte klip, men er ikke i samme klasse som videofunktionaliteten på spejlreflekser i prof-klassen.

Ekstrem billedkvalitet

Du kan vælge forskellige billedformater ud over 4/3-format – f.eks. kvadratisk, 16:9, 7:6 og 5:4 – og stadig få mindst 25 megapixel opløsning.

Billederne kan også få filtereffekter eller filmsimuleringer. Der er velkendte Fuji-profiler som Provia, Astia og Velvia, men også den fantastiske sort-hvid-profil Acros. Som kan kombineres med farvefiltre (rød, grøn og gul) for at få den ønskede kontrast og tone.

Råfiler kan redigeres i kameraet, og du kan gemme begge dele samtidig samt vælge tabsfrie eller ukomprimerede råfiler.

Billedfilerne fra kameraet er simpelthen fantastiske, dog ikke uden små problemer. Den store billedsensor med konventionelle RGB-sensorer i Bayer-mønster har ikke lavpasfilter, hvilket kan give moiré i dele af billederne. F.eks. på tøj med tern eller tweedmønster. Det kan være en ulempe for modefotografer, som så må fjerne det i efterbehandlingen.

Men for pokker, hvor bliver billederne skarpe. Fujinon-objektiverne – måske især 120 mm makroen, men også den mindre 63 mm – leverer en detaljeskarphed, der overgår det, vi har set fra Sony a7R II og Canon EOS 5DS R. Marginalt, ganske vist, for med Zeiss 50 mm på Sony-kameraet skal man bruge en lup for at skelne billederne fra hinanden.

Fuji-kameraet har bedre farvegengivelse, billeddynamik og kontrol over billedstøjen. Til en vis grænse. Jpeg-filernes farvemætning og tone er sandsynligvis det bedste, vi har set i test til dato. Billeddynamikken er på højde med Nikon D810 og D5, som har været vores reference indtil nu, og det er kun billedstøjen, der får mig til at studse.

Selv om mængden af støj ved høj ISO er så lav, at ISO 6400 ikke er noget problem, bliver farverne på jpeg-filer mærkbart blegere. Også ved ISO 12.800, som ellers er fuldt brugbart. For de fleste i målgruppen til sådan et kamera spiller det næppe nogen rolle – de skyder alligevel ikke i jpeg. Derfor er det lidt underligt, at Fuji har valgt ISO 12.800 som maksimal værdi.

Konklusion

Fujifilm GFX 50S er på mange måder det bedste kamera, vi har testet. Det er mærkbart langsommere end Fujifilms små systemkameraer og selvfølgelig større, tungere og meget dyrere. Men det ændrer ikke det faktum, at kameraet leverer den måske bedste billedkvalitet, vi har set fra et systemkamera hidtil. At det ellers opfører sig og fungerer som et kamera i den professionelle klasse, gør det mere anvendeligt end de fleste mellemformatkameraer.

Hvad enten man er professionel studiefotograf eller entusiastisk amatør, er GFX 50S et klart alternativ til de såkaldte full-frame-kameraer og vil også være en soleklar opgradering i forhold til de fleste af dem.

Fujifilm GFX 50S er et seriøst værktøj, men forbløffende let at bruge.