: Fujifilm X-E1

Om det er tårer, der presser på, eller billedkvaliteten, der sætter kløen i gang, skal jeg lade være usagt, men dette kamera kan hamle op med det meste af det bedste.

Man skal være sær, eller svagsynet, for ikke at sætte pris på den kvalitet, billedfilerne besidder. Som alle andre systemkameraer leverer dette kamera overlegen billedkvalitet sammenlignet med et normalt kompaktkamera. Men i dette tilfælde er der noget ekstra ved billedkvaliteten, som adskiller Fujifilm X-E1 fra resten af konkurrenterne.

Fuji-kameraet er ikke et spejlreflekskamera, men det har indbygget søger. En elektronisk en af slagsen og af meget høj kvalitet. De nærmeste konkurrenter er Sony NEX-7 og NEX-6, Olympus OM-D og Panasonic Lumix GH3. Som alle har to ting til fælles: De er rettet mod viderekomne fotografer med høje krav til billedkvalitet og funktionalitet, og de har alle sammen droppet optisk søger til fordel for en lysstærk elektronisk søger.

Er man allergisk over for elektroniske søgere, så kan Fujifilm X-Pro 1 med hybrid optisk/elektronisk søger være et alternativ. Men ellers er X-E1 et meget bedre køb.

Hvis man sammenligner X-E1 med traditionelle spejlreflekser som Nikon D7000 og Canon EOS 60D, er der ikke stor forskel på egenskaber. Eller pris. Et D7000 kamerahus med optik tilsvarende den meget skarpe 18-55 mm f/2.8-4.0 OIS, der følger med Fuji-kameraet, koster ca. 10.000 kroner. Med f.eks. Sigma 17-70 mm f/2.8.-4.0.

Men Fuji-kameraet er mindre, lettere og leverer skarpere billedkvalitet med mindre synlig billedstøj ved høje ISO-værdier.

Unik billedsensor
Det er der en speciel grund til. To faktisk, for den optiske kvalitet på Fujinon-zoomen er rigtig god, men det vender vi tilbage til. Billedsensoren i kameraet er den samme X-Trans CMOS-sensor, som sidder i X-Pro 1. Med 16,3 megapixel i APS-C format på 23,6 x 15,6 mm.

I modsætning til andre billedsensorer har kameraets X-Trans sensor et lavpasfilter foran billedsensoren for at reducere moiré. Da det kan reducere opløsningen og skarpheden. I stedet har Fujis ingeniører undgået problemet med moiré ved at placere røde, grønne og blå lyssensorer i et næsten tilfældigt arrangement. I modsætning til det faste Bayer-mønster, som almindelige billedsensorer har. Således skal Fuji-kameraet få den maksimale opløsning ud fra billedsensoren uden risiko for moiré-artefakter.

Opløsningen og skarpheden er da også enestående for en billedsensor på 16 megapixel. Sammenlignet med billedfilerne fra Nikon D7000’s eller D600’s 24 megapixel CMOS billedsensor, i 24 x 36 mm full-frame format, er der ikke noget synligt tab af detaljeskarphed på billedfilerne fra X-E1.

Passer krævende fotografer som hånd i handske
Og ikke nok med det. X-E1 er også et bedre valg end det dyrere X-Pro1 – hvis man kan klare sig uden optisk søger – fordi det er hurtigere, mindre, lettere og ergonomisk mere gennemført. Kamerahuset er ganske vist større end Sony NEX-7, men det er stadig kompakt.

Det kompakte systemkamera fokuserer ikke lige så hurtigt som et Olympus OM-D, og følgefokussen er ikke lige så præcis, men autofokussen opleves alligevel som mere end hurtig nok. Med en skudtakt på 6 billeder i sekundet er det fuldt ud muligt at fryse øjeblikket i en billedserie med 18-55 mm zoomen.

Fokussen opleves desuden som hurtigere end på X-Pro1, og jeg vil sige, at X-E1 på alle måder er et mere anvendeligt kamera. Som er godt egnet til det meste, undtagen fotografering af hurtige sportsgrene. Selv om det har udmærket videokvalitet, er det først og fremmest et stillbilledkamera. Og med en hurtigt voksende objektivpark er kamerahuset godt egnet som udgangspunkt for fotografer, der arbejder med reportage, makro, landskab og/eller portrætfotografering.

Brugervenlighed
Kameraet føles, som om det er hugget i sten. Zoomobjektivet er lige så solidt bygget, og kvalitetsfølelsen er håndgribelig. Det klassiske layout på toppen af kamerahuset giver fotografen umiddelbar adgang til lukkertid og eksponeringskompensation på store hjul i letmetal. Med markerede klikstop. Funktionsknappen på toppen kan programmes til at trigge en forhåndsvalgt funktion, og på den anden side af blitzskoen sidder en opklappelig blitz, som kan vinkles bagover for at sprede lyset bedre via loftet til indirekte blitzlys.

Bagsiden er overskuelig, med et indstillingshjul til højre for skærmen og den samme Q-knap, som X-Pro 1 har. Hvor man får adgang til 16 af grundfunktionerne i kameraet. F.eks. valg af filmsimulering, hvor man kan vælge blandt faste indstillinger fra Fujifilm som Velvia, Provia, Astia, sort-hvid med farvefilter (gul, rød, grøn) og sepiatone. Der er en lang række justeringsmuligheder og muligheder for at tilpasse kameraet til fotografens behov.

 

Fuji-kameraet er stillegående – selv autofokussen holder et lavt lydniveau – og det føles i det hele taget som et mere gennemført kamera end X-Pro 1. Håndgrebet er dog lille, men der findes et separat håndgreb (HG-XE1), som skulle give et langt bedre greb om kameraet.

Det eneste, der irriterede mig i testperioden, var placeringen af makroknappen, som jeg ofte for vild i. Den er placeret øverst på firevejsknappen på højresiden, men burde hellere have været placeret på den venstre knap, hvor risikoen for at fare vild er lille.

Skarp OLED-søger
Når man køber et kamera med en ergonomi, som man ikke er vant til, må man gennem en tilvænningsperiode. Det gælder også elektroniske søgere. Til at begynde med kan man udvikle et hadefuldt forhold til sådan nogle søgere, men når de er så opløste og hurtige som den her, er det vanskeligt ikke at kunne lide en elektronisk søger. Den er lige så skarp og næsten lige så stor som på NEX-7, men har mere naturtro farvegengivelse. En OLED-søger er desuden meget skarpere og har bedre farvegengivelse og kontrast end en LCD-søger.

Søgeren viser eksponeringsdata, kompensation, ISO, fokusramme, grid, levende histogram og horisontal vater. Blandt andet. Men også afstand ved manuel fokus. Vælger man manuel fokus på knappen ved siden af objektivet, kan man trykke indstillingshjulet ind for at forstørre søgerbilledet to gange, og da den elektroniske manuelle fokus er progressiv, er den forbilledligt hurtig i brug. Det er også muligt at trigge autofokussen selv, hvis man har valgt manuel fokus. Bare tryk AE-L/AF-L knappen på højre side ind.

Udsøgt billedkvalitet
Med den unikke billedsensor lykkes det X-E1 at hente detaljer, som man ellers må til kameraer med langt højere opløsning end 16 megapixel for at finde. Billedkvaliteten er identisk med den fra X-Pro1, som bruger samme billedsensor, lysmåling og billedprocessor. I praksis betyder det, at man får en fremragende opløsning og skarphed fra X-E1. Kameraet blev testet med den nye 18-55 mm zoom, men også med Fujis nydelige XF 35 mm f/1.4, som vi også testede X-Pro1 med.

Billedstøj er ikke noget problem før ved ISO 1600, hvor kun marginalt finkornet støj kan anes på en skarp skærm. Ved ISO 3200 og 6400 er billedstøjen stadig så finmasket, at opløsningen eller farvegengivelsen ikke reduceres særlig meget. Først ved ISO 12.800 og 25.600 ser man markant reduceret opløsning og tydelig farvestøj. Billeder ved ISO 12.800 er alligevel fuldt brugbare op til A2-forstørrelse. Særlig i sort-hvid, hvor farvestøj ikke påvirker billedkvaliteten negativt.

Akkurat som X-Pro1 er farvegengivelsen på JPEG-filer lidt undersatureret i neutral farvemodus, men råfilerne giver fotografen meget at arbejde med i efterbehandlingen. JPEG-filerne er ganske fremragende, og absolut blandt det bedste, jeg har set fra noget kamera. Fuji kan deres JPEG-processering, det er helt sikkert.

Billeddynamikken er som ventet fænomenal. Billederne fremstår med et meget bredt dynamikområde og med nydelige kontrastgraderinger fra sort til hvid, hvor farvetonerne giver meget naturtro hudtoner, næsten lidt Leica-agtigt. Råfilerne fra X-Trans-sensoren er for resten en udfordring. Noget vi også lagde mærke til ved billedfilerne fra X-Pro1. Adobe Lightroom 4 og Photoshop CS6 lykkes ikke altid med råfilkonverteringen, hvilket giver fotografen en udfordring med at få klemt maksimal kvalitet ud under efterbehandlingen af råfiler. En løsning skal være under udvikling, og det samme gælder Aperture. Indtil da må man bide tænderne sammen og klare sig med råkonverteren i den underudviklede Silkypix software.

Bedre end det meste
De små ting, man kan sætte en finger på, er ikke af stor nok betydning til, at det trækker ned. Hurtigere autofokus i svagt lys og på serieoptagelse, muligheden for selv at bestemme laveste lukkertid på Auto ISO og en bedre placering af makroknappen står alt sammen på ønskelisten. Bortset fra det er kameraet en drøm at arbejde med. OLED-søgeren, ergonomien og kvaliteten er der virkelig klasse over, og billedkvaliteten står ikke tilbage for noget.

Siden X100 blev lanceret i 2010, har Fujifilm vist, at de mener det alvorligt. Og X-seriens udvidelse med systemkameraer og udskiftelig optik har overbevist os om, at Fujifilm er en producent at regne med i premiumsegmentet. Fujifilm X-E1 er måske ikke det mest komplette af de kompakte systemkameraer, men det er det hidtil bedste, hvis billedkvaliteten vejer tungest.