: Fujifilm X-E2

Glem alt, hvad du har hørt om fuldformat, megapixel og billedstøj. Det er bare akademiske begreber, der ikke har så meget substans, når vi taler om Fujifilm X-E2. For her ophæves fysikkens love næsten. Du kan godt finde kameraer med større billedsensor og flere megapixel andre steder, men du kan næppe finde bedre billedkvalitet pr. krone, end du får med dette kamera.

For et års tid siden testede vi forgængeren X-E1, som med Fujis unikke billedsensor var et af ​​det bedste systemkameraer, vi havde på testbænken i 2013. Et kamera lavet til lidt erfarne fotografer, der foretrækker klassisk kamerakontrol med knapper og drejehjul, og som kan lide at have en søger at komponere billederne igennem. Selv om der snarere er tale om at se ind i end igennem søgeren.

X-E2 har som så mange kameraer i disse dage elektronisk søger. Af OLED-typen, der har bedre kontrast end LCD-søgere. Det er kun Olympus OM-D E-M1, der har en tilsvarende god elektronisk søger. Olympus-kameraet er også en af ​​de nærmeste konkurrenter, ligesom Sony NEX-7, Canon EOS 70D og Nikon D7100. Alle fire er systemkameraer med ydelse i top og i nogenlunde samme prisklasse som Fuji-kameraet.

Ny billedsensor
Ingen af ​​dem har imidlertid dette kameras unikke billedsensor. Den er i APS-C format med 16 megapixel, men Fujis X-Trans II billedchip har ikke et lavpasfilter foran sensoren for at reducere moiré. Det reducerer nemlig også detaljeopløsning og skarphed.

Så for at holde moiré i skak har billedsensoren røde, grønne og blå lyssensorer placeret i et næsten tilfældigt mønster. Billedsensoren har også fået 86.000 fasebaserede fokusfølsomme pixels, som sammen med en ny EXR II processor skal give kameraet langt hurtigere og mere præcis autofokus end forgængeren.

Forbedret autofokus
Fuji siger selv, at fokusresponsen er klasseledende med 0,08 sekunder, men det må være målt med Fujis XF 14 mm f/2.8 og sammenlignet med tilsvarende kameraer. Med Micro Four Thirds billedsensor eller større. De kan ikke have sammenlignet med Olympus OM-D E-M1, som har hurtigere fokus med 12-40 mm f/2.8, hvis vi sammenligner med X-E2 og den medfølgende 18-55 mm zoom.

Men den er hurtigere, end vi oplevede med X-E1, som har et ældre fokussystem. Forbedringen i fokusrespons er ganske markant og fjerner dermed et af ankepunkterne mod forgængeren.

Brugervenlighed
Kameraets klassiske layout med store hjul i letmetal, der giver fotografen umiddelbar adgang til lukkertid og eksponeringskompensation, er bevaret på efterfølgeren.

Funktionsknappen på toppen kan nu aktivere Wi-Fi til trådløs billedoverførsel eller programmeres til en på forhånd valgt funktion. Desuden er der tre ekstra knapper, der også kan programmeres. Blitzen, som kan vinkles bagud for at sprede lyset indirekte, er beholdt.

En anden ændring er omlægning af knapfunktionerne på bagsiden. Q-knappen, der giver umiddelbar adgang til 16 grundlæggende funktioner i kameraet, er flyttet op oven over den højopløste skærm – der nu er på 3 tommer – hvor den er mindre i vejen og nemmere at nå.

Desværre er makroknappen – som er placeret øverst af firevejsknapperne på højre side – ikke flyttet. Den burde have været placeret på venstre side, hvor risikoen for, at man kommer til at ramme den ved et uheld, er mindre.

Blandt øvrige ændringer, der er værd at nævne, finder vi lagring af 14 bit råfiler, flere programmeringsmuligheder, forskellige filtervalg, fuld 49 punkts autofokus – også ved følgefokus – valgbar lukkertidsgrænse for auto ISO og hurtigere opdatering af den elektroniske søger.

Pletfri billedkvalitet
Når man har brugt kameraet et stykke tid, står det klart, at det ikke kun er autofokussen, der er mærkbart kvikkere. Responstid og lagring af billeder er også hurtigere. Man kan aktivere fokusmarkering (peaking) på manuel fokus, men jeg havde foretrukket et mere markeret håndgreb. Fuji har i stedet gjort det muligt at købe et separat greb.

Men der er ikke meget at sætte en finger på, når man studerer billedkvaliteten. Billedstøj har aldrig været noget at frygte med Fujis systemkameraer i X-serien, og her er der også kun marginal støj, når man kigger på billeder taget ved ISO 3200 og 6400. Ligesom med X-E2 er det først ved ISO 12.800 og 25.600 (der kun kan gemmes som jpeg), at man ser reduceret opløsning og tydelig farvestøj.

Råfilerne fra kameraet er fænomenalt skarpe. Selv uden efterskærpning sidder jeg med billedfiler, som stort set ikke behøver justering. Jpeg-filerne er på niveau med det bedste, jeg har set fra noget kamera, og jeg har kun testet to kameraer, som har tilsvarende detaljeskarphed – Nikon D800E og Sony Alpha 7R. Begge uden kraftigt lavpasfilter, men med 36 megapixel opløsning mod 16 her.

Det siger ikke så lidt.

Hvis man sammenligner med forgængeren X-E1, så er der synlig, men ikke himmelvid forskel på den grundlæggende billedkvalitet. Man mærker det mest på detaljeskarpheden og selvfølgelig på fokusresponsen.

Fuji har også udstyret kameraet med en såkaldt Lens Modulation Optimizer, som korrigerer for diffraktion og farvebrydning, og tilpasser korrektionen til hvert af de (indtil videre) 12 objektiver, der findes til XF-fatningen.

Det er stadig muligt at filme i fuld 1080p HD-kvalitet, og resultaterne kan blive gode. Men der er ingen dedikeret optageknap; man skal aktivere filmfunktionen i Drive-menuen. Det er dog som stillbilledkamera, at det er et af ​​de allerbedste i klassen.

Konklusion
Fujifilm har endnu en gang vist, at de er mere lydhøre over for kritik end de fleste. De har rettet de fleste af kritikpunkterne mod forgængeren, og X-E2 har fået hurtigere autofokus, mulighed for selv at bestemme laveste lukkertid ved Auto ISO og en hel række mindre forbedringer. Bortset fra bedre placering af makroknappen. Den meget fine OLED-søger opdateres hurtigere, ergonomien er forbedret, og endelig er skærmen nu både stor og skarp nok.

Selv billedkvaliteten er mærkbart forbedret. Du får endnu skarpere billeder og bedre farve- og støjkontrol. I et af ​​de bedste systemkameraer i sin klasse, både at arbejde med, og når det er billedkvaliteten, der tæller mest.