Test: Fujifilm X-H1

For fotografer, der arbejder meget med video og har brug for et kamera, der kan leve op til professionel videoproduktion, er udvalget af kameraer steget betragteligt på kort tid. Det er ikke længe siden, Canon og Panasonic var alene om at tilbyde video-optagelse med professionelle funktioner i et systemkamera.

Nu kan de fleste kameraer optage video internt – også i 4K UHD-kvalitet – men kun få af dem har det funktionsniveau, der skal til for at tilfredsstille professionelle videografer.

Her har Fujifilm X-H1 ingen problemer. Det er et virkelig godt udstyret og rigtig godt gennemført stillbilled- og videokamera med et ekstremt højt funktionsniveau. Kameraet er bygget op omkring den samme enestående 24 megapixel X-Trans CMOS-billedsensor, som bl.a. også findes i Fujifilm X-T2.

Sidstnævnte er et af de bedste stillbilledkameraer med 4K-video, hvor billederne får en detaljeskarphed, der matcher full-frame-kameraer med endnu flere pixels, og samtidig leverer en velafbalanceret farvegengivelse.

Hvor X-T2 primært henvender sig til stillbilledfotografer, der af og til har brug for video i høj kvalitet, henvender X-H1 sig i langt højere grad til videoprofessionelle. Det er et fuldgyldigt alternativ til etablerede kameraer som Panasonic Lumix GH5, Canon EOS 5D Mark IV og for så vidt også Sonys aldrende a7S II. Sony a9 er på mange måder mere lig Fujifilm X-H1, men koster mere end dobbelt så meget.

Prisen gør faktisk Fuji-kameraet ekstra attraktivt. Det koster omtrent det samme som Lumix GH5 og byder på mange af de samme muligheder, men har en større billedsensor, højere maksimal skudtakt (med vertikalgreb) og hurtigere autofokus, og er omtrent lige så stort og tungt.

Kameraet er noget større end X-T2 – det er faktisk større end full-frame-kameraet a9 – men ifølge Fujifilm er det sådan, brugerne vil have det. Et kamera med bedre plads til hænderne og større greb, knapper og hjul, som er lettere at betjene on location, og som bedre støtter op ved brug af teleobjektiver.

Flere forbedringer

Der findes nemlig et vertikalgreb til kameraet med plads til to ekstra batterier. Grebet – kaldet VPB-H1 – har også en boost-funktion, der øger skudtakten fra 8 til 11 fps, når den mekaniske lukker benyttes. Med den elektroniske – som i øvrigt “topper” på 1/32.000 sekund – øges skudtakten til 14 fps.

Altså ligesom på X-T2, bortset fra at på X-H1 er den nye lukker også udstyret med Electronic First Curtain, hvor den elektroniske lukkers eksponering kan afsluttes af den mekaniske. Den elektroniske er næsten lydløs, og fotografen kan konfigurere brugen af elektronisk og mekanisk lukker.

Men der er flere forbedringer på X-H1, som mange vil byde velkommen. Her mener jeg ikke håndgrebet, som ganske vist er større, men at kameraet bl.a. har en statusskærm på toppen, der hvor eksponeringskompensationen sidder på X-T2 – a la Leica SL – og en større og meget skarpere søger med langt mindre blackout-tid mellem eksponeringerne.

Kameraet har også femaksers billedstabilisering integreret. Hvilket X-T2 har ikke. Den giver op til fem et halvt trins kompensation og er især nyttig til video-optagelser med længere brændvidder.

4K og DCI-video

Video-optagelser lagres internt på op til to UHS-II (SD) hukommelseskort med op til 200 Mbit/s med F-Log-lagring og 30p, når UHD 4K er valgt, eller 24 fps, når DCI 4K er valgt.

Desværre anvender kameraet oversampling, der bruger alle pixels på billedchippen, men sampler optagelsen til 4K-format. Det beskærer billedfladen med en faktor på forholdsvis moderate 1,17x, men alligevel. Fordelen herved er bedre detaljegengivelse og – som vores test viser – temmelig moderat rullende lukker-effekt på panorerende optagelser.

Hvis man skal lave optagelser over længere tid – op til den tilmålte tid på 29 minutter og 59 sekunder – er det en klar fordel at bruge vertikalgrebet med de to ekstra batterier. Ellers begrænses optagelsessekvenserne til 15 minutter ad gangen.

Kamerahuset har indbygget USB 3.0-port, Mini HDMI og mikrofonindgang. Med vertikalgrebet får man også hovedtelefonudgang som en velkommen bonus, så det kan være smart at vælge X-H1-sættet med VPB-H1 inkluderet.

Sådan er det i brug

Det er påfaldende, hvor meget større end X-T2 X-H1 er, men man bliver hurtigt vant til størrelsen, og efterhånden så jeg den som en fordel. Kameraet ligger nemlig bedre i hånden, og den 25 procent tykkere matte lak på det vejrbeskyttede kamerahus giver en solid kvalitetsfølelse.

Statusskærmen giver bedre overblik over antallet af eksponeringer samt batteristatus – sidstnævnte er vigtigt, da batterilevetiden er beskedne 310 billeder. Statusskærmen kan konfigureres til at vise foretrukket indhold og kan f.eks. vise forskellig status for stillbilled- og video-optagelse.

Lukkeren kan også indstilles i tre valgbare trin. Lige ud af æsken er den ekstremt følsom, og man skal nærmest bare røre den, før man hører et klik, og kameraet fyrer en eksponering af. De to andre trin giver dog mere modstand.

Fokusområde og fokuspunkter kan styres fra skærmen i kombination med et par knaptryk eller i søgeren med joystick-knappen bagpå. Søgeren er i øvrigt ikke alene større og lysere end på X-T2, okularet er også trukket længere tilbage, så søgeren er mere behagelig at bruge. Man slipper for at klistre ansigtet til skærmen, når man kigger i søgeren.

Skærmen kan ikke bare vippes op og ned, den kan også vippes lodret, når man holder kameraet lodret. Praktisk til bl.a. studiefotografering, portrætter og meget andet.

Blandt de mange nyheder på X-H1 er en ny Dynamic Range Priority-mode med tre indstillingsvalg samt Natural Live View, som viser et neutralt live view af motivet, selv om brugeren har valgt en af de mange filter- og filmsimuleringer, der findes i kameraet.

Stillbilled- og videokvalitet

Der er mange muligheder for alskens indstillinger, også ved video-optagelse, som det vil tage for lang tid at komme ind på her. Så vi hopper direkte til ydelsen, der trods alt er den vigtigste grund til at overveje X-H1. Skuffende eller glædeligt nok – vælg selv – er stillbilledkvalitet identisk med X-T2.

Raw-filerne fra kameraet er lige så skarpe og detaljerede, – og fuldt på højde med mange full-frame-kameraer. Måske bortset fra ved meget høje ISO-værdier, hvor kameraer som Sony a9 og Canon EOS 5D Mark IV har bedre detaljeskarphed og mindre kornstøj fra ISO 6400 og opad.

Farvegengivelsen er upåklagelig med fremragende mætning og neutrale farver, måske med lidt mere intensitet i komplementærfarverne end fra et full-frame Canon eller Nikon spejlrefleks.

X-H1 har også de samme filmsimuleringer, såsom Fujifilm Astia, Provia og sort-hvid-indstillingen Acros, der giver jpeg-billederne et filmlignende udtryk. De kan også tilpasses efter behag.

Desuden er det hurtigt. Autofokus (med Fujinon XF 16-55 mm og 50-140 mm) fungerede fremragende på stillbilleder i vores tests. På motiver med lav kontrast havde telezoomen lidt problemer med følgefokus, hvis det var valgt under video-optagelse, så her kan manuel fokus afgjort være et smartere valg.

Videofilerne fra kameraet var af samme høje kvalitet som med X-T2. Med fremragende skarphed og kontrast, som ikke står tilbage for nogen af konkurrenterne. Rullende lukker er kun et moderat problem, men jeg havde gerne set flere muligheder for eksponeringskontrol under optagelserne.

Konklusion

Fujifilm X-H1 er det soleklare valg for Fuji-fotografer, der har brug for et videokamera. Det fungerer lige godt som allround-kamera, som X-T2 gør, men giver fotografen mange flere muligheder og mere kontrol ved videoproduktion.

Billed- og videokvaliteten er helt i top for denne type systemkamera; det er næsten overvældende avanceret, men relativt enkelt i brug. Vi havde dog gerne set et større batteri med bedre kapacitet og endnu flere eksponeringsvalg ved video-optagelse.

For stillbilledfotografer kan X-T2 (eller X-Pro2) være et bedre valg, men for dem, der også har brug for professionelle videoegenskaber, er X-H1 et rigtig godt kamera.