: Fujifilm X-Pro2

Den amerikanske fotograf Irving Penn mødte engang den ikke ukendte forfatter Ernest Hemingway. Hemingway beundrede Penns billeder og spurgte, hvilket kamera han brugte. Penn svarede: “Jeg synes, dine noveller er fremragende – hvilken skrivemaskine bruger du?”

Moralen er selvfølgelig, at det ikke er så vigtigt, hvad du skriver på eller fotograferer med, så længe du ved, hvad du laver, og kan dit fag.

Men sandheden er, at både Penn og Hemingway brugte det, der passede bedst til opgaven. Derfor foretrak Penn et Rolleiflex til nogle ting og et Hasselblad til andre. Mens Hemingway skrev sine noveller og romaner på forskellige skrivemaskiner – Corona 3, Underwood eller den transportable Halda – alt efter hvad der passede ham og var tilgængeligt.

Fotografer tilpasser sig også. Der er næppe nogen fotografer, der tager et Leica M med rammesøger og manuel fokus med til et job i en sportsarena, hvor hurtige spejlreflekskameraer som Nikon D5 eller Canon EOS 1D X er langt bedre valg.

Men til portræt-, bryllups-, reportage-, gade- og rejsefotografering er et lille, let kamera som regel at foretrække frem for et stort, tungt spejlrefleks.

Det er disse målgrupper, Fujifilms nye professionelle systemkamera passer bedst til. Et kamera, hvis retro-design til forveksling ligner Leica M, men som er udstyret med hurtig autofokus, høj skudtakt og en glimrende hybridsøger. Hvor man kan skifte mellem optisk rammesøger og elektronisk OLED-søger med en fingerbevægelse.

Det retro-design, Fujifilm valgt til det nye X-Pro2, så vi første gang på kompaktkameraet X100 – nu X100T – også det med hybridsøger. Men det har fast brændvidde, så da de lancerede X-Pro1 i 2012 – læs testen her – med udskiftelig optik, viste de, at de mener det alvorligt med deres satsning på små, avancerede kameraer til viderekomne fotografer.

Fujifilm X-Pro1 havde en unik 16 megapixel billedsensor – den første af sin slags – med et design uden lavpasfilter og uden placering af RGB-sensorerne i Bayermønster. I stedet var fotosensorernes forskellige farver placeret i et mere tilfældigt mønster, som gjorde det muligt at undvære lavpasfilteret og opnå bedre detaljeskarphed uden moiré. Som lavpasfilteret normalt filtrerer væk.

Mens brugervenligheden og billedkvaliteten var upåklagelige på X-Pro1, var kameraet langsomt, den manuelle fokus var næsten håbløs at bruge, og autofokus holdt ikke niveau. Senere opdateringer af firmwaren til kameraet gav visse forbedringer, men det er først med X-Pro2, at vi virkelig har fået et kamera, der for alvor kan dyste med både Leica M og high-end spejlreflekskameraer.

 

Ny teknologi og bedre brugervenlighed

Her får man altså et kamera, der ligner forgængeren næsten på en prik, men hvor alt – virkelig alt – indvendig er erstattet af helt ny teknologi.

Ny 24 megapixel X-Trans CMOS III billedsensor, ny processor, 1/8000 sekund lukker – elektronisk ned til 1/32.000 sekund – ny hybridsøger, ny lysmåling, nye autofokus-sensorer og nyt menusystem. Simpelthen alt, hvad der betyder noget for respons, hastighed, billedkvalitet og brugervenlighed.

Alt dette har hævet kameraet en prisklasse – 15.000 kroner for kamerahuset eller 16.500 med den nye Fujinon XF 35 mm f/2.0 er ikke billigt. Men så har det næsten heller ikke nogen naturlige konkurrenter med tilsvarende egenskaber.

Kameraet – som er håndbygget i Japan – er vokset nogle millimeter i alle retninger, og de, der kender forgængeren, vil kunne se, at det ydre også har undergået forandringer; de fleste til det bedre. Det er også blevet vejrtætnet hele 61 steder, hvor vand og støv kan trænge ind.

Bl.a. har et trykfølsomt indstillingshjul fået plads foran, placeret over et større og bedre håndgreb (man kan også få et større håndgreb, MHG-XPRO2, som giver endnu bedre greb om kameraet). Hjulet kunne med fordel have været placeret længere inde på fronten, for dér hvor det sidder nu, er det kommet så tæt på højre kant, at man må krumme langfingeren helt sammen for at bruge det.

Det tilsvarende indstillingshjul på bagsiden er også trykfølsomt – tryk for at bekræfte et valg – og den knaprække, som X-Pro1 havde på venstre side af skærmen, er flyttet til højre.

Knapperne giver god modstand, men det er uforståeligt, hvorfor det ikke er muligt at låse eller i det mindste give hjulet til eksponeringskompensation helt til højre på toppen strammere klikstop. Det drejer alt for let, og jeg opdagede ofte, at det ikke stod i den valgte position.

 

Klassisk ISO-hjul

Fujifilms retro-design er ellers meget gennemført. De har endda integreret det klassiske ISO-hjul i lukkertidshjulet. Hele 38 smådele skal der til, for at man kan trække den ydre ring på lukkertidshjulet op for at skifte ISO-værdi – fra Low (100) til ISO 25.600. Meget cool for dem, der kan huske de ældre analoge kameraer, men mere en kuriositet end praktisk nyttigt.

Så er det godt, at man kan gemme tre forskellige ISO-parametre, som kan placeres på en af de seks programmérbare knapper for hurtigt skift af ISO-valg.

Den nye søger har tydelige rammer for faste brændvidder. Flytter man skydeknappen ved siden af håndgrebet, skifter kameraet til elektronisk søger, som er mere praktisk til f.eks. makro- og teleobjektiver, men også når man vil tjekke live, hvordan indstillinger og filmsimuleringer kommer til at se ud, før man tager billedet.

Den optiske søger er ikke så let at fokusere manuelt med, men her kan man indlægge et forstørret udsnit i hjørnet, der løser problemet. Bare tryk samme skydeknap den modsatte vej for at få det lille elektroniske søgerbillede op i hjørnet.

Søgerudsnittet er stort, og billedkvaliteten meget høj. Fuji siger selv, at opdateringsfrekvensen er forbedret til 85 fps, og det kan mærkes. Der er nærmest ingen forsinkelse, heller ikke på serieoptagelser, og farvegengivelse og støjdæmpning er godt optimeret.

 

Lynhurtigt

Den nye processor har gjort det muligt at øge skudtakten til otte billeder i sekundet, men endnu vigtigere er det, at kameraet har fået et væsentlig bedre autofokussystem. Det har nu et hybrid fokussystem med 273 fokuspunkter fordelt over halvdelen af billedfladen, og 77 af dem fordelt over billedfladen i centrum.

Disse fokuspunkter kan du selv vælge med det geniale joystick på bagsiden, og du kan vælge størrelsen på fokuspunktet – mindre er bedre, når man har brug for mere præcis fokusering, f.eks. på små overflader såsom et øje. Du kan også vælge grupper af fokuspunkter, som kan flyttes rundt, hvilket er praktisk, når man skal fotografere bevægelige motiver.

Og nu vi taler om bevægelige motiver: Følgefokus (vælg AF-C med knappen på fronten) virker betydelig hurtigere på det nye Fujinon XF 35 mm f/2.0 objektiv end på 90 mm f/2.0, som jeg brugte sammen med X-Pro2. Ud over 56 mm f/1.2, 23 mm f/1.4 og 16 mm f/1.4.

Antallet af billeder, jeg tog med 90 mm objektivet, var dog for lille til at nå frem til en endelig konklusion. Jeg må også teste kameraet med den nye XF 300 mm for at få et bedre indtryk af autofokus’ kvaliteter. Men som nævnt er den lynhurtig på 35 mm f/2.0 og milevidt bedre end på forgængeren.

Kameraet er endelig fået to hukommelseskortpladser, der kan konfigureres til at sikkerhedskopiere billedfiler på et ekstra kort eller gemme råfiler og jpeg-filer på hver sit kort.

Som forventet har Fuji heller ikke denne gang lagt særlig stor vægt på video. Der er stadig 1080p Full HD, nu med 24, 25, 30, 50 og 60 fps og op til 36 Mbit/s datastrøm, men ikke 4K-video. Eller valg af videoformater, ukomprimeret HDMI-udgang eller valg af videokvalitet. Men mikrofonindgang har det da fået.

Efter et par uger med X-Pro2 er kameraet nærmest blevet en forlængelse af min højre hånd. De fleste kontroller er jeg for længst blevet fortrolig med. Det praktiske joystick er næsten uundværligt, og søgerens rammeudsnit med f.eks. 35 mm giver mig en stor flade at komponere billeder på.

Jeg slog alt fra, der blinker og bipper, og slukkede skærmen for billedvisning. Så er responsen så hurtig, at forgængeren X-Pro1 ligner en dårlig joke i sammenligning.

Fujifilm er lykkedes fænomenalt med at gøre X-Pro2 til det kamera, som forgængeren skulle have været – og et kamera, som konkurrenterne bør holde øje med. Det er bare at se på billederne, så forstår man, at Fujifilm også er helt på forkant med billedkvaliteten.

 

Billedkvalitet

Der er først og fremmest to ting, man lægger mærke til med billedfilerne fra X-Pro2. Omfanget af billedstøj ved høj ISO-følsomhed er mærkbart bedre under kontrol, og den øgede detaljeskarphed skaber en tydeligere fornemmelse af dybde – 3D – i billedet.

Farvegengivelsen og billeddynamikken er også bedre, og efter min erfaring på niveau med full-frame kameraer fra Sony og Nikon. Billedstøj er f.eks. nærmest ikke synlig før ISO 6400 og kun marginalt ved ISO 12.800, hvis man sammenligner med Sony a7R II eller a7S og Nikon D750.

Billeddynamikken er også fuldt på højde med de bedste, og farvegengivelsen er bedre end det allermeste, vi har testet. Billederne giver en følelse af, at de er taget med en billedsensor i mellemformat (30 x 44 mm) og ikke i småbilledformatet APS-C (15,6 x 23,6 mm), for de ser silkeglatte og naturlige ud, og ikke overprocesserede for at skjule fejl og mangler i sensorkonstruktionen.

Ser man på råfilerne, så får fotografen meget spillerum til efterbehandling. Men interessant nok er der påfaldende lidt forskel på raw- og jpeg-filer. Hvilket igen vidner om, at Fujis ingeniører ikke har fundet det nødvendigt med meget processering af jpeg-filerne.

Kameraets farvebalance, skygger og højlys samt kontrast kan tåle meget redigering, og de, der bruger dette meget, vil nok være taknemmelige for det dynamiske omfang fra billedfilerne, som gør det muligt. Noget, som mode-, bryllups- og landskabsfotografer garanteret vil blive glade for.

Men X-Pro2 er et kamera med en bred vifte af anvendelsesmuligheder. Det er ikke særlig stort og diskret nok til at glide ubemærket ind i miljøer, hvor man helst vil fotografere i fred. Der er ingen klapren fra spejle og lukkere ved serieoptagelse, og det er mere end hurtigt nok til at følge med i situationer, hvor der er fart på.

Fujifilm har længe været kendt for deres vellykkede simulering af filmtyper som Velvia, Provia og Astia, og her kommer en ny: Acros, der simulerer sort-hvid film med blødere gråtoner og dybsorte baggrunde. Den kan man så lægge en gul, rød eller grøn filtereffekt på, alt efter ønsket tonalitet. F.eks. giver det grønne filter blødere hudtoner (og for en ordens skyld: Billederne bliver ikke grønne).

 

Konklusion

Den fantastiske hybridsøger, den gode brugervenlighed og ikke mindst billedkvaliteten er med til at gøre Fujifilm X-Pro2 til et særdeles vellykket systemkamera. I hvert fald for dem, der ikke har brug for 10.000 skarpe billeder fra en sportsarena til daglig. For de fleste andre – amatører såvel som professionelle – er det et kamera, der kan håndtere langt de fleste opgaver bedre end mange andre kameraer.

For nogle gange spiller det faktisk en rolle, hvad man fotograferer med.