Test: Fujifilm X-T100

Mange kameraproducenter lægger en større indsats på det lukrative professionelle marked og overlader amatørerne til deres mobiltelefoner. Sådan kan det i hvert fald se ud, for udvalget af overkommelige kameraer bliver stadig mere udvandet.

Okay, Canon og Nikon producerer fortsat billige spejlreflekskameraer til dem, der bedst kan lide disse, men med et par undtagelser er der få alternativer til dem.

Olympus laver OM-D E-M10 Mark III, som på mange måder er det allerbedste systemkamera i den rimelige ende af prisskalaen, og nu hopper Fujifilm med på vognen med et kamera til samme pris. Og med de samme grundlæggende egenskaber.

Fujifilm X-T100 har en 24 megapixel APS-C billedsensor mod Olympus-kameraets aldrende 16 megapixel Micro Four Thirds-sensor. De to kameraer er næsten lige kompakte, med en legende let brugervenlighed, der gør det festligt at fotografere med dem.

Meget andet ligner også. Såsom store hjul og knapper, indbygget blitz og elektronisk søger. Vipbar touch-skærm? Selvfølgelig. 4K-video har X-T100 også, men med en betydelig begrænsning: 4K er med kun 15 fps hastighed, hvilket vi vender tilbage til.

I denne prisklasse er det almindeligt, at kameraerne er ribbet for avancerede funktioner. Det gælder dog ikke X-T100. Det er ganske vist ikke vejrbeskyttet, skudtakten er moderate 6 fps, og det har ikke Fujifilms mest avancerede fokusteknologi. Men det har en fremragende OLED-søger og en lidt usædvanlig, men praktisk touch-skærm. Som kan vippes vertikalt og drejes horisontalt, hvilket er lige så praktisk til selfies som til video-optagelse.

Fordele og begrænsninger

Kameraet har flere af Fujis fremragende filmsimuleringer som f.eks. Astia, Provia og Velvia, men ikke sort-hvid-filteret Acros. Som er forbeholdt de dyrere kameramodeller.

Fokussystemet har 91 fasedetekterende fokuspunkter, og man kan vælge antallet med knapper og hjul, og placeringen med pegefingeren på skærmen. Man kan også tage billeder med en finger på skærmen, f.eks. ved at trykke let på den, samt bladre i billeder, men ikke i menuerne. Til dem bruger man firevejsknapperne og et af de tre indstillingshjul.

Funktioner og udstyr

Indstillingshjulet til venstre for søgeren kan bruges til at bladre i og vælge filmsimuleringer. Eller til ISO-valg eller en anden meget brugt funktion. Hold knappen Disp/Back inde for at få adgang til funktionsvalgene for hjulet, Fn-knappen og indstillingerne på touch-skærmen.

Holder man Menu/OK-knappen inde, kan man låse knapperne på bagsiden, så man ikke uforvarende kommer til at ramme dem og ændre nogle indstillinger.

Programhjulet har de sædvanlige eksponeringsprogrammer, inklusive panorama, natbilleder, sport og landskab – og to forhåndsindstillinger til portrætter. De to sidstnævnte giver lidt for glatte hudtoner efter min mening, mens sport og natbilleder er mere nyttige.

Der er også en avanceret filterindstilling, der giver dig adgang til HDR, Soft Focus og mange flere, som af og til kan være sjove at eksperimentere med.

I æsken

Kameraet fås i sort eller sølv – som snarere er grå efter min mening – og enten som kamerahus alene eller med en kompakt 15-45 mm med elektronisk zoom. Den dækker, hvad der svarer til 23 til 68 mm, hvilket rækker fint til alt fra rejser over gadefotografering og landskaber til portrætter. Men det er ikke et objektiv til sport og action, hvilket jeg (også) vil vende tilbage til.

I æsken medfølger et lille håndgreb, som kan skrues på kameraet. Det er en praktisk tilføjelse, der giver et bedre greb, da kamerahusets overflade er relativt glat plast og dermed ikke er så gribevenligt som Fujifilm X-T2 uden grebet skruet på.

Billedkvalitet

Fuji-kameraet har ikke den unikke X-Trans CMOS-sensor, som findes på X-T20 og X-T2, men jeg tvivler på, at det vil genere mange i målgruppen. For X-T100 leverer klassens bedste billedkvalitet fra en traditionel CMOS-sensor med Bayer-filter, med forsvindende lav billedstøj helt op til ISO 12.800.

Skarpheden falder ganske vist gradvis fra ISO 6400 på grund af støjreduktionen, men farverne er mættede, med rigtig godt korrigerede tonekurver uanset motiv. Græs og blade bliver kun for grønne, hvis man vælger Velvia-simuleringen, og hudtoner er behagelig naturlige og afdæmpede på Astia-simuleringen, mens Provia er et glimrende kompromis til allround-fotografering.

Den medfølgende zoom er lidt uskarp i hjørnerne på vidvinkel og fuld blænde, men bliver skarp fra blænde f/5.6 og holder skarpheden godt, også på 45 mm. Lysstab i hjørnerne – såkaldt vignettering – og fortegning er der ikke meget af, det samme gælder kromatisk aberration, hvilket vidner om et godt korrigeret budgetobjektiv.

Autofokus

Autofokus er hurtigere med fastoptik som Fujinon 23 mm f/2.0, men bestemt ikke nogen sinke. Det største problem, jeg havde, var en træg buffer, der brukte lang tid på at gemme serie-optagelser og lange eksponeringer. Selv med et hurtigt hukommelseskort (kameraet understøtter ikke de hurtigere UHS-II-kort).

Video

Malurten i bægeret er kameraets videofunktion. Nærmere bestemt på 4K. Her får man maksimalt 15 fps, hvilket giver knivskarpe billeder – når kameraet og motivet er i ro. Selv om autofokus følger okay med og er noget nær lydløs, er kameraet næsten umuligt at panorere med ved 4K-optagelser. Billederne hakker og hopper med massiv rullende lukker-effekt, så man bør vælge HD-video i stedet.

Konklusion

Fujifilm X-T100 er et fænomenalt stillbilledkamera til begyndere og amatører med en voksende nysgerrighed over for fotografering. Det fokuserer hurtigt, leverer klassens bedste stillbilledkvalitet og er en fornøjelse at arbejde med. Bortset fra ved 4K-optagelse spiller X-T100 hele tiden sammen med fotografen, og brugervenligheden er så god, som man kan forvente i denne klasse.

Det er et kamera, som alle vil få fine billeder med. God batterilevetid, skarp søger, praktisk touch-skærm og et overskueligt design trækker også op.