Et hurtigt tjek af battericontaineren viste ikke kun, at den var proppet, men også at der lå i hvert fald 50 batterier i alle størrelser. Jeg gad ikke regne på, hvad alle batterierne havde kostet tilsammen, men min samvittighed fortalte mig i klare vendinger, at jeg havde sløset med pengene og samtidig var et miljøsvin.
De mange batterier var blevet brugt i alt fra røgalarmer og fjernbetjeninger til radiostyret legetøj og ikke mindst i alle de blitz, jeg ofte anvender. Tager man f.eks. nogle hundrede billeder med et par blitzskud, hver gang man tager et billede, får man hurtigt et højt batteriforbrug. Så er genopladelige batterier afgjort at foretrække.
Der er bare én ulempe: Det tager lang tid at oplade fire AA-batterier, og en fotograf har brug for mindst to sæt genopladelige. Så man kan lade det ene sæt op, mens man bruger det andet.
De fleste opladere, såsom IKEAs latterligt billige kombination af Stenkol-oplader og fire Ladda-batterier, bruger lang tid på at lade fire batterier op. Det er ikke noget problem, så længe man kun skal oplade batterier til TV’ets fjernbetjening eller ungernes radiostyrede legetøj, men hvis man ikke kan vente fire-fem timer på fuldt opladede batterier, kommer man ikke langt med de billigste opladere.
Oplader til professionelle brugere
Denne relativt dyre oplader fra GP lover at gøre arbejdet på under den halve tid. ReCyko Pro oplader op til otte batterier ad gangen og består af en dock med plads til to batteriholdere med fire batterier i hver.
Docken kan købes separat, og det samme kan batteriholderne, men denne kombination består af docken, to batteriholdere og otte genopladelige 2000 mAh NiMH-batterier. Og strømforsyning til docken.
Batterierne hedder ReCyko Pro Photoflash og er netop lavet med henblik på hurtigere ladetid. Så man kan tage billedserier med en professionel blitz, uden at batteriet skal have en tænkepause efter tre billeder.
Batteriholderen kan også bruges med AAA-batterier, og man kan oplade dem enkeltvis eller parvis, enten i selve holderen eller placeret lodret i docken. Batteriholderen har nemlig USB-stik, så man kan oplade fra en bærbar, eller en almindelig mobiloplader med 5 volt spænding og 2 ampere strøm.
Det er godt tænkt, for så kan f.eks. en fotograf efterlade docken derhjemme og bare tage fire ekstra batterier med i batteriholderen. Og et USB-kabel til opladning hvor som helst og når som helst.
Sådan virker det
Da batteriholderne placeres lodret i docken, fylder den ikke meget. Opladningen starter, når man sætter holderen i docken, og en lille LCD-skærm viser batteristatus for alle tilsluttede batterier. Den lille skærm viser også den valgte ladetilstand, og med knapperne foran displayet kan man vælge imellem fem andre ladetilstande end bare hurtigopladning af batterierne.
Mens de fleste opladere kun gør én ting, kan ReCyko Pro desuden rekonditionere (genopfriske) batterier, der har mistet meget kapacitet efter mange ladecyklusser. Så tømmes batteriet helt, og der starter en ladeproces, som kan vare tre-fire dage.
Opladeren viser også, hvis der er noget galt med batteriet.
Ladehastighed
Hastigheden på hurtigopladningen afhænger af batteriet og dets kapacitet. Almindelige genopladelige batterier tager normalt tre-fire timer at oplade, hvis man lader i øko-tilstand, som sænker farten for at undgå at reducere batteriernes levetid og kapacitet for meget. Ægte lynopladning kan halvere ladetiden – GP siger ned til 80 minutter – men det var svært at opnå i vores test.
Selv med tomme batterier (ifølge skærmen) varierede ladetiden. Det kan have noget at gøre med, at batterierne ikke havde identisk kapacitet, men i hvert fald var Photoflash-batterierne klar på meget kortere tid end nogle af mine gamle genopladelige batterier med tilsvarende kapacitet.
Mens de gamle batterier mistede mere end halvdelen af kapaciteten efter en blitzcyklus på 100 billeder med blitzen på fuld styrke, kunne det ikke ses, at GP-batterierne var brugt. De var også klar praktisk talt umiddelbart efter cyklussen, mens blitzen forblev inaktiv i næsten 20 sekunder, før de gamle batterier var klar igen. Lovende for fotografer, der har brug for hurtig opladning og lang kapacitet.
Oplader på ti minutter til halv pris
For dem, der ikke kan vente i halvanden time eller mere på fuldt opladede batterier, findes der en nemmere løsning kaldet ReCyko Charge 10. Den måtte jeg også prøve. Den kommer med kun fire 1700 mAh batterier i AA-størrelse (kan også bruges med AAA) og en tilhørende oplader, og fylder de fire batterier til omkring 90 procent kapacitet på ti minutter. Siger GP.
Det viste sig at stemme fint. Opladeren har sin egen algoritme ifølge GP, som overvåger opladningen, og ladekurven skulle være mere stejl i starten og derefter fladere end normalt (det har vi ikke kunnet verificere).
Den slags afgiver varme, og derfor kan man høre suset fra den indbyggede blæser, når der oplades. Ladestrømmen er opgivet til 1,5-10 ampere, mens ReCyko Pro arbejder med 2 ampere ladestrøm.
De superhurtige batterier oplader ikke en stor blitz lige så hurtigt som Photoflash-batterierne efter en blitzcyklus. Men hurtigt nok for de fleste, der ikke har voldsomt travlt.
Konklusion
Hvis jeg skulle vælge, ville jeg forkæle mig selv med en ReCyko Pro. Med otte batterier i to praktiske batteriholdere og lynhurtig opladning er den perfekt til alle, der bruger batteridrevne blitz, triggere og andet udstyr, som har brug for høj batterikapacitet og hurtig opladning.
De fleste andre vil klare sig fint med Charge 10, der, selv om den ikke har samme kapacitet som Pro-versionen, formår at oplade på rekordtid. Det er f.eks. guld værd for gamere, der ikke kan lide at løbe tør for strøm, og andre, der har brug for mere batterikapacitet hurtigt. Prisen er det halve af Pro-udgaven, som passer bedst til krævende professionel brug.