: Leica M Monochrom

I dag kan alle systemkameraer levere billedfiler, som holder så høj kvalitet, at gammeldags film bogstavelig talt blegner i sammenligning. Er man samtidig erfaren nok til at ordne efterbehandling uden at få sved på panden, kan man forvente meget af råfilerne fra et godt systemkamera. F.eks. hvis man vil have sort-hvid-kopier.

Der er bare en hage ved det. Alle kameraer er udstyret med et farvefilter, og de allerfleste også med et lavpasfilter på billedsensoren, som reducerer detaljeopløsningen. Hvis man kun skal fotografere i sort-hvid, behøver man ingen af filtrene. Men da ingen kun fotograferer i monokrom, laves der ikke digitale sort-hvid-kameraer længere.

Da Leica introducerede M Monochrom i maj 2012, rystede de fleste på hovedet, mens en lille gruppe fotografer jublede ekstatisk. Endelig et kamera for den krævende sort-hvid-fotograf. For Monochrom kan ikke lagre farvebilleder. Her findes ingen farvefiltre, intet lavpasfilter, og lyset falder direkte på en 18 megapixel CCD billedsensor, som kun registrerer lys. Ikke farver.

Unikt
Galskab i manges øjne, særligt til 53.000 kroner, men lokkende i andres. For med forbedret detaljeskarphed og – ifølge Leica – jævnere gråtoneskala, da hele farvespektret rammer billedsensoren ufiltreret, skal Monochrom give fotografen en sort-hvid-kvalitet, som ingen andre kameraer er i nærheden af. Bare det at fjerne lavpasfilteret eller benytte et meget svagere giver mærkbare resultatforbedringer på pixelniveau, også fordi mere lys slippes igennem. Nikon D800 E, Leica M9 og Fujifilm X-Pro1 er eksempler på, hvor godt man er lykkedes med svagere eller intet lavpasfilter. At Monochrom desuden mangler farvefilteret, ses, med det samme man ser billederne fra kameraet.

Enkelt funktionsniveau
Bortset fra nogle kosmetiske detaljer og den unikke billedsensor er alt her klassisk Leica, som vi kender det fra M9-modellen. Lukkertidshjulet til højre har valgbare lukkertider i halve eksponeringstrin fra 4 sekunder til 1/4000 sekund, indstilling for lukkertidsautomatik, Bulb-eksponering og markering af blitz-sync på 1/180 sekund.

På bagsiden er alle knapper mærket med ord, ikke symboler, og betjeningen er såre enkel. Skærmmenuerne er ikke særlig omfattende, men man kan vælge at lagre råfiler i det anvendelige DNG-format (som flere kameraproducenter burde bruge), enten sammen med eller i stedet for jpeg-filer. Vælger man jpeg, kan man bruge kameraets tre farvetone-effekter (sepia, kold og selenium) i foretrukken styrke.

Skærmen er kun 2,5 tommer, og med 230.000 punkters opløsning ikke særlig skarp. Jeg vil anbefale at basere sig på computerskærmen, når man skal tjekke skarphed og eksponering. Kameraet er heller ikke særlig hurtigt. Skudhastigheden er magre to billeder i sekundet. Lagringstiden er længere end på noget spejlreflekskamera, og så må man naturligvis fokusere manuelt.

Sort-hvid
Kameraet fungerer i tråd med traditionerne, og med undtagelse af at man slipper for at vente på fremkaldelse, fungerer det grundlæggende ligesom de Leica-kameraer, som Henri Cartier-Bresson brugte i sin storhedstid. Den måske mest berømte af alle Leica-fotografer skal have været inspirationen for Leicas ingeniører, der brugte Henri som projektnavn på Monochrom.

Kameraet er helt i Cartier-Bressons ånd og er et fortræffeligt værktøj til portrætter, dokumentation, reportage, gadefoto, landskab og stemningsbilleder. I sort-hvid.

Sort-hvid-fotografi har været en uudtømmelig inspirationskilde for millioner af fotografer, og selv fotograferer jeg i perioder kun i sort-hvid. Og da kun i jpeg-filer, uden råfilkopier, så jeg tvinges til at tænke i mono. Noget jeg oplever som skærpende, befriende og kreativt, fordi jeg ikke kan basere mig på, at farver bliver en del af udtrykket. Et billede ribbet for farver kræver ofte mere, og personligt synes jeg, at mange af mine bedste billeder er dem, jeg kun lagrer som sort-hvid.

Derfor føler jeg, at jeg genkender mig selv i mange fotografers glæde over Monochrom, som bl.a. er kommet til udtryk på mange foto-blogs. Efter at have studeret resultaterne fra kameraet på en kalibreret 2,5K computerskærm, lavet udskrifter på en kalibreret Epson-printer og knoklet med sort-hvid-softwaren Silver Efex Pro 2 (følger med Adobe Lightroom 4), må jeg medgive, at kameraet giver mig finere sort-hvide billedfiler end noget andet kamera, jeg har testet.

Der er ikke store forskelle, f.eks. sammenlignet med M9 eller X-Pro1, men der er finere, jævnere tegning i hudtoner, bedre grundkontrast og blødere kontrast i mørke partier. Skyer brænder ikke ud på samme tydelige måde som med andre kameraer, og hvide partier har synligt bedre tegning. Testbilleder taget på gråkort og X-Rite farvepalet i sort-hvid viste ingen umiddelbare forskelle sammenlignet med M9. Men udskrifterne og skærmvisningen gav mig synligt bedre sort-hvid-filer.

Da der ikke skabes nogen farvestøj ved høje ISO-værdier, sidder man bare tilbage med kornstøj. Som er marginalt synlig fra ISO 1600, og finkornet med klassisk kornstøj ved ISO 3200 og 6400. Som er fuldt brugbart til udskrifter, hvor man kan leve med klædelig kornstøj. Dårligt bliver det ikke, medmindre man skal have meget store papirudskrifter – eller endnu højere ISO.

Pletskud – for nogle
Hvis man er ude efter et rent sort-hvid-kamera med de åbenbare fordele, som billedfilerne fra M Monochrom har sammenlignet med andre kameraer i high-end klassen, har man kun ét valg. Og det er et rigtig godt et. Med Leicas legendariske optiske kvalitet kan Monochrom frembringe en billedkvalitet, som mange fotografer vil have gavn og glæde af, selv om de nok er få og dedikerede. Sandsynligvis med et Leica M9 eller et andet systemkamera, foruden Monochrom. Som sort-hvid-værktøj er Monochrom uovertruffet. Om end et nicheværktøj for dedikerede fotografer.