: Leica M

De fleste husker deres første bil. Deres først kys. Nogle sågar deres første kamera. Alle har et billede i hovedet af det, selv om det er længe siden. Billederne fra det første kamera eksisterer måske stadig. Hvis ikke, så såede det måske det frø, som gjorde, at man aldrig er stoppet med at fotografere. Hvad enten man er lykkelig amatør eller hårdtarbejdende professionel.

Mit første Leica var et IIIg fra slutningen af 50’erne. Et befriende enkelt målsøgerkamera med optisk søger, en 5 cm blænde f/3.5 og ingen lysmåler. Det var separat ekstraudstyr. Kameraet var fantastisk solidt bygget, og kvalitetsfølelsen overgik alt, hvad japanerne lavede på den tid. Men vi gled fra hinanden, og mens jeg gik over til mellemformatet, fik mit IIIg et nyt hjem hos en Leica-samler, der så en potentielt stigende værdi i et IIIg.

Han fik ret
I dag kan ældre Leica-kameraer skifte ejer for flere penge, end kameraet kostede fra nyt. Om det også vil ske med Leica M, er usikkert. Men det, der er sikkert, er at med M har Leica lavet deres bedste kamera nogensinde. Og måske det bedste i verden. Det handler ikke bare om status, men varig kvalitet og ikke mindst den affektion, man som fotograf kan føle, når værktøjet er så perfektioneret, at det bliver en forlængelse af sindet.

Klassisk målsøger
Som alle M-modeller siden M3 fra 1954 har kameraet en stor optisk målsøger – M for Messsucher. Skønt det er mere præcist at kalde det en rammesøger, fordi den for første gang markerer brændvidde og billedvinkel med en ramme, som fylder hele søgeren. Uanset objektiv. Kameraet, som bare kaldes M – ikke M10, som ville have været naturligt efter forgængeren M9 – har fået en helt ny 24 megapixel CMOS-billedsensor i småbilled/full-format på 24 x 36 mm.

Den er udviklet sammen med CMOSIS i Frankrig og bruger en mere konveks type mikrolinse over alle sensorerne, som skulle give bedre lysfølsomhed, også i yderkanten af billedcirklen på vidvinkelobjektiver.

Kameraet kan også optage video i fuld 1080p-opløsning, med 25 eller 24 billeder i sekundet. Og har fået en egen optageknap. En ny, højopløst skærm med 920.000 billedpunkter, beskyttet af ridsefrit Gorilla Glas, og en tilbehørsport bag blitzskoen adskiller tydeligt kameraet fra M9.

Tilbehørsporten kan bruges til en tilsluttet stereomikrofon eller en Leica (og Olympus) LCD-søger, som er ekstraudstyr. LCD-søgeren er praktisk af mange grunde, bl.a. fordi den i lighed med at bruge skærmen som søger – Live View – har fokusassistance, Focus Peaking. Som er hvide eller røde markeringer af konturerne, når motivet er i fokus.

En funktion, der er mere nyttig, end man skulle tro. For M er stadig et rendyrket manuel-fokus kamera.

Rendyrket
Fokuseringen foregår på den gammeldags måde med mekanisk overførsel fra objektivet. Den laver et forskudt splitbillede i centrum af søgeren, som man bruger, når man fokuserer skarpt. En metode, der kræver tilvænning. Særlig hvis man er vokset op med autofokus.

Det lyder måske som en anakronisme med manuel fokus i vore dage. Men det forsinker ikke fotoprocessen så meget, som man måske skulle tro. Med lidt øvelse kan man selv fokusere forbavsende hurtigt – og ikke mindst selv bestemme, hvor fokusplanet skal ligge.

Blandt ekstraudstyret til M findes der en Leica R-til-M objektivadapter. Med den kan man bruge Leica R-optik på kameraet og se 100 procent billedudsnit med fokusassistance på den elektroniske søger og skærmen. Et nyt håndgreb med integreret GPS-modul findes også til kameraet, som trods alle lighederne med forgængeren er et langt bedre og mere rendyrket værktøj.

Hvis man aldrig har haft fingre i et Leica M-kamera tidligere, vil man blive forbløffet over vægten. 700 gram uden optik er meget for et kamera, som er relativt kompakt af et full-frame at være. Men det tager ikke lang tid, før man sætter umådelig pris på, hvor velplaceret alle knapper og indstillingshjul er. Selv uden håndgreb monterer ligger kameraet godt i hånden. Det er et velprøvet design, men M er opgraderet med forseglinger mod dårligt vejr og – ikke mindst – væsentlig hurtigere i brug end M9.

Alle responstider er væsentlig hurtigere, og billedvisning efter eksponering er øjeblikkelig. Skud- og bufferhastigheden er også langt bedre. Her kan man skyde billedserier – med et hurtigt nok hukommelseskort endda længere – og tjekke det sidste billede ved at holde udløserknappen inde efter endt eksponering. Praktisk, hvis man allerede har slået billedvisningen fra.

Knapperne på bagsiden er tydeligt markeret, og på fronten sidder en knap til eksponeringskompensation. Et indstillingshjul stikker frem ved siden af tommelgrebet bagpå, og en infoknap i centrum af navigationshjulet viser status på batteri og hukommelseskort samt basisindstillinger. Der er flere små forbedringer, såsom et mere rydeligt menusystem, men hukommelseskort-porten burde have været flyttet om på siden af kameraet. Ikke under den antikvariske bundplade, som Leica for min skyld godt kan tage livet af på næste generations M.

Billederne
Ser man bort fra legendestatus og eksklusivitet, så er der mange gode grunde til at arbejde med et Leica-kamera. Den simple og medgørlige betjening, den solide kvalitet og en god gensalgsværdi er nogle af dem. Men det er billedkvaliteten fra et M og M-optik, der vil få øjnene på stilke. Ikke fordi den er så utrolig meget bedre end fra et Nikon D800S eller Canon EOS 5D Mark III; den er strengt taget i samme høje klasse. Nej, grunden er den organiske kvalitet, som billedfilerne viser.

Toneomfanget ser så naturligt ud. Det ligner på mange måder film, glattere og uden synlig kornstøj. Måske ikke lige så filmagtigt som fra et M9, men her er der meget bedre billeddynamik, særlig ved høj ISO.

Nydelig saturering af komplementærfarver gør, at f.eks. rød ikke ser så kunstig ud, men mere naturtro, end man sædvanligvis oplever fra digitalkameraer. Hvad enten man studerer råfilerne (DNG) eller jpeg-filerne fra kameraet. Billederne ser ikke så flade ud, snarere som om en ekstra dimension bidrager til at skabe mere dybde.

Man må se det på en udskrift for at forstå, hvor meget mere naturtro billederne fra Leica M ser ud sammenlignet med andre full-frame kameraer.

Efter de første par hundrede billeder besluttede jeg at holde op med at bekymre mig om ISO-indstillinger. I godt lys brugte jeg konsekvent ISO 200. Resten af tiden – eftermiddag, aften og indendørs – lod jeg kameraet gøre arbejdet med at sætte lysfølsomheden. Så kunne jeg fokusere på eksponering (med multisegment lysmåling) og komposition.

Den ekstreme opløsning giver en uovertruffen detaljeskarphed, og den forrykkes minimalt, når ISO-værdierne stiger til 3200 og 6400. Jeg vil påstå, at ISO 6400 her svarer til støjomfanget fra et EOS 5D Mark III ved ISO 3200. Med én væsentlig forskel: Farvetonerne fra M ser bedre ud, også ved høj ISO.

Helstøbt kvalitetsværktøj
Minderne om mit gamle Leica IIIg er måske blegnet i takt med billederne, men der er unægtelig noget specielt ved at fotografere med et kamera og ikke en computer med optisk glas. Den taktile følelse, selve processen med at se, komponere, bestemme eksponering og fokusere, gør for mit vedkommende processen mere tilfredsstillende. Når resultaterne desuden bliver så sublime som med Leica M, bliver man opstemt og inspireret. Kærligheden til fotografering bliver stærkere, og båndene til kameraet tættere.

Man kan altid finde noget at kritisere, men at kritisere Leica M for eksempelvis manglen på autofokus er som at kritisere en Formel 1 racer for mangel på bagageplads. For der intet trivielt ved et Leica M.