TEST: Leica M10 Monochrom

Hvis jeg fortalte dig, at du skulle købe et kamera, der ikke kunne tage farvebilleder, og ovenikøbet betale dyrt for det, ville du nok tro, at det rablede for mig.

Jeg vil gøre det alligevel. Følg med.

Der strømmer stadig spørgsmål ind fra læsere, som har brug for hjælp til at vælge. Der kan være mange grunde til, at de har brug for hjælp; ofte er det, fordi de ikke selv har prøvet noget af det udstyr, de spørger om. Det har vi ofte. Vores database med kameratests er sandsynligvis den største i Norden, og den er søgbar.

Men vi får stadig spørgsmål om hjælp. Der er dog ét spørgsmål, som ingen endnu har stillet os: Hvad er det bedste sort-hvid-kamera?

Spørgsmålet er egentlig ikke så dumt, som det kan lyde. Mens alle kan fjerne farverne fra et billede med to tastetryk og sidde tilbage med en sort-hvid version, er det ikke alle, der mener, at det er den bedste måde at lave billeder i sort-hvid på.

Hvis man er seriøst optaget af at udtrykke sig med billeder uden farve, er der faktisk en langt bedre metode end sort-hvid-konvertering. Nemlig et kamera lavet kun til sort-hvid-fotografering.

Monochrom

Ideen er ikke ny, og Leica har lavet kameraer som dette før og kalder dem Monochrom, da de kun gemmer gråtoner, f.eks. M Monochrom. Ligesom sine forfædre kan M10 Monochrom kun lagre sort-hvid. Kameraets fotosensorer sidder ikke længere bag et farvefilter, for der er slet ikke noget på CMOS-billedsensoren i dette kamera.

Den lidt mystiske sort-hvide full-frame billedsensor med 24 x 36 mm billedflade har et ukendt ophav. Leica har ikke sagt meget om den, men det, vi ved, er at den ikke har det sædvanlige Bayer-mønstrede farvefilter overhovedet. Der er heller ikke noget UV-filter foran, og når billedprocesseringen ikke behøver at tage hensyn til interpolering af farvesensorerne, sker der ting og sager.

Der slipper f.eks. mere lys igennem. Det både øger følsomheden med op til ét eksponeringstrin og sænker billedstøjen. Lyset skal heller ikke igennem flere transparente lag, før det rammer fotosensorerne, så man kan opnå meget bedre detaljeskarphed.

Læg hertil, at den sort-hvide CMOS-billedsensor erstatter forgængerens 24 megapixel med 40 megapixel, og man kan også krydse bedre opløsning og skarpere detaljer af.

Målsøger

Kamerahuset er ellers meget magen til et Leica M10 med farvefilter på billedsensoren. Man får Live View fra en touch-skærm med medium kontrast og opløsning, og der er næsten ingen knapper på kameraet. I hvert fald ikke sammenlignet med almindelige digitalkameraer. Sandt at sige er der ikke sket meget med ergonomien på Leicas M-kameraer siden M3 fra 1954.

Den klassiske målsøger har markeringer for 28, 35, 50, 75, 90 og 135 mm brændvidde, men bemærk, at længere brændvidde giver et mindre søgerbillede, da målsøgeren ikke har optisk zoom.

Man kan bruge Live View, der viser hele udsnittet uanset objektiv, og touch-skærmen kan også bruges til at vise status for valgte indstillinger, fokusmarkering, rudenet og anden information. Desuden kan den fungere som statusskærm, når man bruger søgeren.

Manuel fokus

Ellers er M10 Monochrom et såre simpelt kamera at bruge. Hvis man vel at mærke behersker manuel fokus med splitbillede og målsøger. M-kameraerne har ikke autofokus, så man er nødt til at lære hvordan, og det eneste, der virker, er øvelse.

Med en vidvinkel som f.eks. en Summicron 28 mm f/2.8 kan man bruge hyperfokaldistancen til at indstille fokus inden for en valgt blændeværdis dybdeskarphed. Det er virkelig godt beskrevet i brugsanvisningen, men handler i korte træk om at bruge skalaen på objektivet til at finde hyperfokaldistancen.

Ergonomi

Der findes et håndgreb som ekstraudstyr, men jeg har aldrig haft problemer med at bruge et Leica uden. Det ligger godt i hånden, og har man først lært at fokusere præcist, handler resten af processen bare om at tænke komposition og lysmåling og så skyde løs.

Man kan indstille ISO-værdier op til ISO 12.500 manuelt på hjulet til venstre – alt derover må indstilles fra skærmmenuen – men man kan også lade kameraet vælge ISO automatisk. Lukkertiden kan ligeledes vælges automatisk – ned til 1/4000 sekund – mens blændeværdien vælges manuelt på objektivets blændering.

Til lysmåling må man ind i de heldigvis korte menuer for at skifte mellem centervægtet, multisegment- og spotmåling. Det samme gælder serieoptagelser, op til 4,5 fps for 10 billeders serier.

Hvis man bruger statusvisning på skærmen, kan man aktivere touch-funktionen ved at trykke på centerknappen og så ændre indstillinger med en finger. Indstillingshjulet bagpå kan bruges til eksponeringskompensation eller til at bladre i menuerne med.

Foran på kameraet er der en vippeknap, der skifter visning i målsøgeren, og til højre for objektivet en knap, som aktiverer fokushjælp.

Sort-hvide billeder

Farver er beskrivende, sort-hvid er fortolkning, skal Elliot Erwitt have sagt. Den berømte fotograf, der er bedst kendt for sine sort-hvide billeder – ofte taget med Leica – fotograferede også i farver.

“Sort-hvid har jeg mest brugt for min egen fornøjelses skyld, mens farvebilleder er noget, jeg har lavet for kommercielle og journalistiske kunder,” sagde Erwitt i et interview med The New York Times i 2013.

Erwitt foretrak i øvrig at fotografere med film. Det behøver man ikke her for at få sort-hvide billeder.

Der er noget ved udtrykket i mange sort-hvid-billeder, som gør, at man ser anderledes på billederne. Når farverne strippes væk, bliver udtrykket mere råt, mere nøgent, og gråtonerne skaber billeder, som man måske ser ekstra godt på. Farverne forstyrrer ikke længere.

Billederne fra M10 Monochrom er i hvert fald værd at se længe på. Jeg har ikke set så lidt støj ved høje ISO-værdier før. Der er billedstøj ved ISO 12.500, men den er meget finkornet, og man skal zoome godt ind på billedet for at se den. Skarpheden er godt bevaret selv ved høje ISO-værdier, men den er allerbedst mellem ISO 160 og 3200, med “sweet spot” mellem ISO 160 og 1200 eller 1600.

De 14 bit store DNG-filer giver fotografen meget at arbejde med i efterbehandlingen, og der er rigeligt med dynamik at lege med. Centervægtet lysmåling kan give let undereksponerede billeder, ca. et halvt trin, men det er let at rette op på, uanset om det er DNG- eller jpeg-filer.

Skarpheden er formidabel og bedre end på forgængeren med 24 dens megapixel sort-hvid-billedsensor. Detaljer er bedre defineret på billedfilerne fra M10 Monochrom, og det er næppe nødvendigt at øge skarpheden i billederne. De ser simpelthen fantastisk ud.

Konklusion

Der er ingen tvivl om, at et kamera, der kun kan tage sort-hvide billeder, er for de særligt interesserede. De få, der fristes af et sort-hvid-kamera, vil nok gøre som Elliot Erwitt – fotografere i farver, når de har brug for det, og i sort-hvid for deres fornøjelses skyld.

Så er M10 Monochrom det – eneste – oplagte valg, da det kun er Leica, der tør lave et dedikeret sort-hvid-kamera. Et kamera, der giver dig billeder med større skarphed, finere toneomfang og nærmest nul billedstøj, uden at man skal igennem billedbehandling for at konvertere farvebilleder til sort-hvid.