Test: Leica M10-P

De har trådt forsigtigt hos Leica – som de ofte gør – da de lavede P-udgaven af Leica M10. Den lidt mere diskrete udgave uden det røde logo, men denne gang med et par ikke ubetydelige ændringer oveni.

Leica M har altid været et diskret kamera. M10-P er det mest diskrete af dem alle, for det er næsten lydløst, ud over at det på afstand ligner et analogt rammesøgerkamera fra 1960’erne.

Hvilket det på sin vis også er. I hvert fald grundlæggende, bare med en digital billedsensor i stedet for 35-film.

Den store målsøger har altid været der på M-kameraerne. En skærm har erstattet bagdækslet, der kun dækkede halvdelen af bagsiden, men den aftagelige bundplade er af samme type. Den skal i øvrigt tages helt af for at komme til batteri og hukommelseskort.

Hvilket selvfølgelig er en ulempe, hvis kameraet står på stativ, for der ikke er nogen USB-port til opladning eller overførsel af billeder. Men nu er Leica M heller ikke lavet til at stå så meget på stativ.

Det er et kamera, der ofte er blevet foretrukket af fotografer, som havde brug for et lille, let og – her kommer det igen – diskret kamera. Et, der kunne bruges til at fotografere mennesker, uden at de følte sig truet af et stort, knitrende spejlreflekskamera stukket lige op i ansigtet.

Ingen bliver særlig skræmt af et Leica M10-P. Måske bortset fra når der skal betales for kameraet. Huset alene koster mere end de dyreste kameraer, Canon og Nikon laver, og lægger man en Summilux 35 mm f/1.4 (det klassiske M-objektiv) oveni, kommer prisen hurtigt op i nærheden af seks cifre.

Håndlavet

Den høje pris skyldes, at kameraet overvejende er samlet i hånden i Wetzlar i Tyskland, og at Leica ofte bruger materialer, der koster mere, samt dele, der er lavet specielt til M-serien. Søgeren justeres manuelt, og alle mekaniske dele justeres omtrent på samme måde, som urmagere sætter et urværk sammen. I hånden.

Det samme gælder M-optikken.

Leica M10-P adskiller sig fra M10 på flere punkter. Det røde logo er erstattet af et dæksel (som skjuler den skrue, der bruges til søgerjustering), og det har langt om længe fået touch-skærm og elektronisk vater. Men det er den nye støjsvage lukker, som kun giver et næppe hørbart klik fra sig, der er den store nyhed på P-udgaven.

Lukkeren på et almindeligt M10 er ikke ligefrem højrøstet. I hvert fald ikke sammenlignet med et spejlreflekskamera. Gade- og reportagefotografer, bryllupsfotografer og mange andre forstår at sætte pris på en lydsvag lukker. Der er mange situationer, hvor det er guld værd.

Touch-skærmen har i øvrigt tydelige begrænsninger. Den kan kun bruges til at gennemse billeder på og forstørre billedet på skærmen. Navigering i menuerne? Med firevejskontroller, som sædvanlig.

Manuel fokus

Betjeningen af kameraet er også som sædvanlig. Det har ganske vist fået Wi-Fi-overførsel indbygget, men man må selv indstille fokus med dobbeltbilledet midt i søgeren. En øvelse, der kræver lidt fingerfærdighed, et godt syn – og god tid. Det kan være en udfordring for dem, der ikke har fokuseret på den måde før, mens drevne Leica-fotografer siger, at det ikke er noget problem. For man har god tid, når man fotograferer med et M-kamera.

Enkel betjening

God tid giver måske bedre billeder. Man kan ikke skynde sig med et Leica M10 eller M10-P. Jo, man kan selvfølgelig sætte hyperfokaldistancen til den valgte blænde med skalaen på objektivet og på den måde bestemme skarphedsdybden. Så er det bare at knipse løs – hvis man vel at mærke formår at holde motivet i fokus inden for den opsatte hyperfokaldistance.

Ellers er kameraet befriende ukompliceret. En omskifter under søgeren viser rammerne i denne, og en knap til højre foran kan programmeres til at aktivere en af en håndfuld udvalgte funktioner. Såsom fokushjælp, når skærmen bruges som søger. Og det er det.

LV-knappen bagpå aktiverer Live View, Play aktiverer billedvisning, og Menu er selvforklarende. Det lille indstillingshjul til højre bag tommelfingeren kan bruges til eksponeringskompensation.

Billedkvalitet

Kameraet anvender den samme Maestro II billedprocessor som M10 og den samme 24 megapixel full-frame CMOS-billedsensor. Med vinklede mikrolinser for at undgå vignettering i hjørnerne med vidvinkeloptik.

Men man kan ikke se på kameraspecifikationerne alene. Et M10 er intet uden M-optik, såsom Summicron 28 mm f/2.0 og Summilux 35 mm f/1.4. Sammen med M10-P fik jeg fornem billedkvalitet med farver og kontrast, der gav billederne lidt mere liv end normalt for et processeret jpeg-billede.

Der er noget ved farvemætningen i Leica-optik og kontrastomfanget, som indimellem kan minde om Velvia-film. Bare uden farvestikket. DNG-filerne er lidt mere neutrale og kræver sjældent meget efterbehandling, medmindre man er ude efter et bestemt udtryk i billederne.

Kameraet strækker sig til ISO 50.000, men jeg klarede mig fint med maksimalt ISO 6400, hvor billederne knap nok har synlig billedstøj. Jeg ville dog være forsigtig med at gå over ISO 12.500, idet kornstøjen her bliver mere tiltagende.

Skarpheden med de to objektiver, jeg brugte, var fremragende. Såfremt fotografen, altså undertegnende, formåede at fokusere rigtigt.

Konklusion

Leica M10-P er slet ikke svaret for alle fotografer. Men for dem, der gerne vil tage sig tid, og som kan lide at skabe deres egne billeder eller dokumentere, hvad de ser, kan det diskrete kamera være svaret. Det koster meget og kræver meget for at yde sit bedste, men så er tilfredsstillelsen også så meget desto større.

Kameraet er måske en anakronisme i vores pragmatiske teknologisamfund, men det bringer glæden tilbage til fotografering på en anden måde end andre kameraer.