: Leica Q

Alle, der drømmer om et Leica-kamera, har sandsynligvis en grund til at smadre sparegrisen her. For trods sine mangler er Leica Q et af de mest tilfredsstillende kameraer at fotografere med i lang tid.

Det har hverken zoom, 4K-video eller udskiftelig optik, og så koster det en bondegård. Og lidt til. Med over 30.000 kroner på prissedlen er det ikke aktuelt for flertallet, men målgruppen har fået deres bønner hørt.

Leica Q er et relativt kompakt kamera med fastmonteret optik og en full-frame (24 x 36 mm) billedsensor på 24 megapixel, og blottet for alt overflødigt. Indrømmet, det har touch-skærm samt Wi-Fi til trådløs billedoverførsel og fjernstyring, men ingen lange menuer med indstillinger som på japanske og sydkoreanske kameraer. Leica Q er designet til fotografer, ikke funktionsjunkier, og det kan mærkes.

Ligheden med Leica M er ikke tilfældig – man laver ikke om på noget, der virker – og her er der ikke flere knapper end strengt nødvendigt. Der er blænde- og fokusring på kameraets fastmonterede Summilux 28 mm f/1.7, ligesom på en Leica 28 mm Summilux vidvinkel, men kameraet har også autofokus og indbygget elektronisk søger.

Den diskrete fremtoning, der kendetegner Leica, gør kameraet velegnet til gadefotografering, reportage eller dokumentar. Men også til landskaber eller arkitektur.

 

Brugervenlighed

Hvis man sammenligner med et Leica M med en 28 mm vidvinkel med nogenlunde samme lysstyrke, er Leica Q et kup. Men sammenligner man med Sony RX1R – som er det eneste kompakte full-frame kamera at sammenligne med – skal man af med en del ekstra for Leica-kameraet.

Så får man til gengæld en indbygget elektronisk søger, som er meget større og skarpere og har langt mindre forsinkelse end den, Sony sælger separat. Med en skudtakt på 10 fps er Leica-kameraet også meget hurtigere, og desuden har det en bredere 28 mm vidvinkel med lidt bedre lysstyrke, overlegen batterilevetid, elektronisk lukker, 1/500 sekunds blitzsynkronisering og touch-skærm.

Elektronisk søger og touch-skærm, her vist med beskyttelsesfolie på skærmen.

Og ikke nok med det, kameraet er også bedre i brug. Dels fordi den pragtfulde søger gør fotografering til en leg, især i sollys, og dels fordi kameraet fokuserer lynhurtigt og ligger bedre i hånden.

Det mangler håndgreb, som er ekstraudstyr, men har en lille fordybning til tommelfingeren bagpå, og de fleste knapper er placeret til venstre for skærmen. Hvilket andre end Leica og Nikon burde gøre. Knapper hører ikke til på højre side. Dér skal hånden være for at få et sikkert greb, og så skal man ikke uforvarende kunne ramme en knap og slå f.eks. selvudløseren til.

Med en hånd på undersiden er den manuelle fokusring næsten lige så silkeblød som på et Leica M-objektiv. Man kan stille makrofokus mellem 17 og 30 cm (med f/2.8 som største blænde), og blænderingen med tretrins skridt har tilfredsstillende modstand. Den elektroniske lukker (sæt lukkerhjulet på 4000+) stopper ved 1/16.000 sekund, og man kan beskære billederne svarende til 35 eller 50 mm brændvidde.

Knappen bag lukkerhjulet kan programmeres, så man skifter imellem 28, 35 og 50 mm brændvidde elektronisk. Opløsning reduceres så til henholdsvis 15 og 8 megapixel, og udsnittet vises med rammer i søgeren og på skærmen. Så kan man også se, hvad der ligger uden for området.

Diskret elegance og barberbladsskarp optik.

 

Krystalklar billedkvalitet

Man kan gemme billederne som råfiler i DNG-format, men kun sammen med jpeg-filer. Det er virkelig irriterende, hvis man ikke vil fylde hukommelseskortet med to sæt billeder. Derimod er det muligt kun at lagre billederne som jpeg (sic!), og her kan man desuden indstille forskellige parametre som farvemætning, skarphed og kontrast. Kameraet har også indstillinger til Time Lapse, panorama og miniaturefotografering.

Desuden har det HD-video i meget acceptabel kvalitet med 1080p Full HD og 60 fps, men ingen mikrofonindgang eller manuel overstyring under optagelse.

Leica Q er først og fremmest et stillbilledkamera for viderekomne og professionelle. Og det leverer i den grad varen. For nogle vil 28 mm brændvidde være en begrænsning, og i hvert fald kan fraværet af udskiftelig optik være det. Men for dem, der let kan leve med 28 mm, er billedkvaliteten knivskarp med mættede farver og fremragende billeddynamik.

Dynamikken svarer ifølge Leica til 13 eksponeringstrin, og sammenlignet med kameraer som Nikon D750 og Sony RX1 er det bestemt troværdigt. Sort-hvide jpeg-filer får nydelige gråtoner, og farvegengivelsen har bløde hudtoner samt fremragende kontrast og sortniveau. Meget typisk Leica med en næsten Velvia-agtig farvepræsentation.

Skarpheden falder lidt i hjørnerne på de største blænder, men bliver mere ensartet fra f/2.0. Fra f/2.8 er det næsten umuligt at se forskel på centrum og hjørner, og allermest jævn er skarpheden mellem f/4.0 og f/8.0, med f/5.6 som den gyldne blændeåbning. Men vignetteringen og fortegningen er marginal uanset blænde.

Der er heller ikke meget diffraktion eller strølys at spore, hvilket vidner om en rigtig god optisk konstruktion.

Og så til støjen. På korrekt eksponerede billeder er der ved ISO 3200 og 6400 kun finkornet billedstøj. Jeg fik endda brugbare billeder ved ISO 12.800, men vil nok ikke tage farvebilleder ved højere ISO-værdier. Det passer også fint til sort-hvid, som får lidt af den klassiske kornstruktur ved høj ISO.

Det er godt at vide, da Leica ikke giver fotografen kontrol over støjreduktionen i kameraets opsætning.

 

Kostbar drøm

En karakter på seks til et Leica-kamera er sjældent, da den høje pris ofte står i vejen for en topkarakter. Men denne gang er sekstallet fuldt fortjent.

Ved at strippe kameraet ned til det allermest nødvendige med manuel kontrol og højest mulige billedkvalitet har Leica lavet et kamera, der er bedre egnet til at fange motivet end mange andre, vi har testet. Det står ikke i vejen for fotografen og er et rendyrket minimalistisk værktøj, hvor billedkvalitet og brugervenlighed er befriende tilfredsstillende.