: Leica X2

Bare navnet er nok til at få hjertet til at slå hurtigere. Et Leica-kamera har altid været forbundet med eksklusiv kvalitet, udsøgt optik – og høje priser. De, der har haft råd til et Leica, ser sig sjældent tilbage. Men man må godtage begrænset funktionalitet, nul mulighed for video-optagelse, manuel fokus og priser, som ligger langt over et typisk spejlreflekskamera. Sådan var det i hvert fald, indtil Leica præsenterede X1 i 2010.

Da kunne man pludselig få opfyldt drømmen om et ægte Leica til en femtedel af prisen. For X1 og det nye X2 er vaskeægte Leica-kameraer. Udviklet og produceret i Tyskland, med Leica Elmarit 24 mm f/2.8 optik fastmonteret. Til 13.495 kroner fremstår det som et røverkøb sammenlignet med systemkameraet Leica M9 påmonteret et Summarit 35 mm f/2.5 til 58.500 kroner.

Den optiske kvalitet er der ikke meget at udsætte på. Ligesom X1 har X2 en 24 mm vidvinkel med lysstyrke f/2.8, svarende til 36 mm brændvidde, hvis vi omregner til klassisk 35 mm filmformat. Eller 24 x 36 mm småbilledformat som på M9.

Vigtige forbedringer
Billedsensoren er byttet ud med en ny 16,2 megapixel CMOS i APS-C-format, som giver højere opløsning og matcher den optiske kvalitet på X2 bedre end 12 megapixel sensoren på forgængeren X1. Men Leica har lavet andre vigtige forbedringer på X2.

Designet er det samme stilrene og overskuelige som på X1. Men autofokussen er betydeligt hurtigere og mere præcis. Batteritiden er næsten fordoblet. Blitzskoen er hævet for at gøre plads til en tilbehørssko, som man kan sætte den nye EVF-2 LCD-søger i. Det er den samme 1,44 megapixel VF-2 LCD-søger, som Olympus tilbyder til deres PEN-modeller til 1.700 kroner. Leicas udgave koster 2.995 kroner og er ekstraudstyr. Den opklappelige blitz er opdateret, og kameraet leveres med Adobe Photoshop Lightroom 4 licens. Et klart plus, eftersom Lightroom 4 er et seriøst godt redigeringsprogram i prof-klassen.

Brugervenlighed
Kameraet er lige så nydeligt, som det er praktisk. Kvalitetsfølelsen er høj, og selv uden håndgreb (ekstraudstyr til 800 kroner) ligger det godt i hånden. Hjulene til lukkertider fra 30 sekunder til 1/2000 sekund og blændeåbninger i tredjedelstrin fra f/2.8 til f/16 har endelig fået fastere klikstop. Og holder de indstillinger, du har valgt, meget bedre end på X1, hvor hjulene snurrede for et godt ord. Skærmmenuerne er meget lette at forholde sig til. Men jeg havde gerne set det forrige menubillede, når jeg tænder kameraet igen.

Tidligere gik det meste temmelig trægt. Ikke bare autofokussen, men også lagring af billeder, og særlig efter serieoptagelse af både råfiler og jpeg-filer. Nu går det meget hurtigere, og det, der før fortonede sig som lange minutter, tager nu korte sekunder. Serieoptagelse kan udføres med 5 fps i korte sekvenser, men video-optagelse findes ikke på X2. Det er et rendyrket stillbilledkamera, med klassisk betjening forenet med digitalkameraernes fordele og universelt anvendelige 36 mm brændvidde.

Billedkvalitet
Efter flere hundrede billeder med X2 står det klart, at billedkvaliteten er et par hak bedre end med forgængeren X1. For ikke at sige tre hak. Hvor forgængeren havde en i overkanten aggressiv støjdæmpning af jpeg-filerne, har X2 fået en mildere og meget bedre jpeg-processering. Kombineret med en langt bedre billedsensor giver det rigtig god opløsning og detaljeskarphed og kun lidt generende billedstøj ved høj ISO.

Men det er svært at forstå, hvordan Leica fandt ud af, at det var en god idé ikke at kunne lagre råfiler og kun råfiler. Ikke som her, hvor man udelukkende kan lagre råfiler i kombination med jpeg. Kameraet lagrer råfilerne i DNG-format, et sympatisk træk, da DNG støttes af rigtig meget software, uden at man må have kameraspecifik støtte for råfilerne. Men altså, kun DNG-lagring er ikke muligt på X2.

Optisk set er kameraet rigtig godt. Der er moderat fortegning, kun lidt vignettering og god skarphed, selv på fuld blændeåbning. Skarpheden bliver endda bedre og mere jævn i hjørnerne på f/4.0 og holder sig indtil f/16, hvor den falder lidt i hjørnerne. Det er også beskedent med farvebrydning. Rigtig godt. Der dukker moderat billedstøj op ved ISO 800, men detaljeskarpheden er ganske fremragende. Billedstøj øger med ISO-værdierne, men selv ISO 6400 er fuldt brugbart, særlig på sort-hvid, hvor man får den klassiske korneffekt. Skidt bliver det først ved ISO 12.500, hvor kornstøjen øges mærkbart og detaljeskarpheden falder.

Dynamikomfanget er på højde med mange spejlreflekskameraer med 16-18 megapixel APS-C format. Farvegengivelsen med kameraet sat på Natural er nydelig, særlig på hudtoner, og eksponeringspræcisionen er meget høj. Hvad mere kan man forlange?

X2 har næsten ikke konkurrenter i denne klasse med APS-C format. Fujifilm X100 er det nærmeste, man kommer. Da får man 12,3 megapixel, 23 mm (35 mm) f/2.0 fastoptik, søger med optisk, hybrid eller elektronisk LCD-søger integreret, 720 HD video-optagelse og superb billedkvalitet. Til 8.000 kroner.

Konklusion
Her ligger X2’s eneste problem. Det er dyrere end X100, som leverer samme høje billedkvalitet og har integreret søger. Men sidstnævnte er også større og tungere end X2, som har bedre billedkvalitet og autofokus, og ikke mindst er lille nok til, at det kan være i jakkelommen. I forhold til mine indledende ord om X2 er det rasende billigt. Så hvis et kompakt high-end kamera med legendarisk navn og billedkvalitet i topklasse står øverst på ønskelisten, er Leica X2 et fremragende fotografisk værktøj. Med en lavere pris ville jeg ikke nøle: Så ville det blive et sort X2.

Meget enklere bliver det ikke, men skærmen kunne have været endnu bedre.

Blændende smukt kamera med upåklagelig stamtavle.

Søgeren koster kassen, men er et praktisk tilbehør til X2.