Nikons nye D4 er skræddersyet til den professionelle fotograf, som har brug for et hurtigt, pålideligt kamera med ekstreme egenskaber og klasseledende billedkvalitet. I hvert fald hvis man skal tro Nikons marketingafdeling. Det her er kameraet, som skal efterfølge D3s. Et af de bedste – hvis ikke det bedste – af de professionelle spejlreflekskameraer, vi har testet.
Kameraer som dette er lavet for at dække krævende fotografers krav til et værktøj, der ikke skælver ved synet af kulde og sne, snavs og mudder, og som behersker alle lysforhold lige godt. Desuden skal det være hurtigt nok til at fange en kongeørn på jagt, en hockeyspillers acceleration eller en Formel 1-bil, som kommer farende mod kameralinsen.
Ikke noget, man vælger et nybegynderkamera til, selv om enkelte af dem nok kunne indfange en flyvende kongeørn, men næppe overleve barske klimaforhold. Et Nikon D4 skal trods alt kunne tåle skiftende vejrforhold i en 90 minutter lang fodboldkamp, uden at kameraet går i knæ og ødelægger arbejdsdagen for sportsfotografen.
Hurtigere end sin egen skygge
Så det er solidt bygget. Omfattende forseglinger omkring lukker, knapper og hjul skal holde alle vejrtyper ude. Tyk grebsvenlig gummi dækker store dele af kamerahuset i letmetal-legering. Og det er hurtigt. Lynende hurtigt. I vores test klarede det omkring 10 billeder pr. sekund, så længe udløserknappen var nede. Med autofokus. Hvor næsten alle af flere hundrede eksponeringer var skarpt fokuseret. Nikon siger, at D4 kan klemme 11 billeder i sekundet (fps, frames per second) ind, hvis autofokus og eksponering låses på første billede, og skulle man få brug for det, er det muligt at skyde hele 24 fps, hvis man reducerer opløsningen fra 16,2 til 2,5 megapixel.
Nok megapixel
Imponerende tal. Måske mener nogen, at 16,2 megapixel er ringe, når Nikon allerede har presset 36 megapixel ind i D800 og D800E. Og så er det på en full-frame CMOS-billedsensor og med en billedflade på 24 x 36 mm. Men de færreste i målgruppen til D4 – eller det rivaliserende Canon EOS 1DX med 18 megapixel – har behov for det maksimale antal megapixel.
De er nok mere interesseret i skudhastighed og fokussporing. For med 16,2 megapixel på en full-frame billedsensor er man næsten garanteret meget lav billedstøj, uanset ISO-følsomhed. En fotograf kan skyde indendørs og vælge op til ISO 201.800. Glimrende til situationer, hvor man ikke vil eller kan bruge blitz. Og perfekt sammen med f.eks. håndholdt fotografering med teleobjektiver, når man har brug for korte lukkertider. Selv indendørs.
Autofokussen i D4 er opdateret i forhold til D3s og skal være mere følsom i svagt lyd, også med objektiver, som har moderat lysstyrke, f.eks. f/5.6. Kameraet har endelig fået fuld 1080/24 fps HD-videooptagelse – mod 720 med D3s – og streamer ukomprimeret video til hukommelseskortene. For resten er D4 det første kamera, som også støtter den nye XQD-type hukommelseskort. Vores testeksemplar blev leveret med et Sony XQD-kort med en skrivehastighed på op til 125 MB/s og kortlæser.
Der er en mængde andre, mindre opgraderinger, både teknisk og funktionsmæssigt, men her skal vi af pladshensyn se på de allervigtigste.
I brug
Sammenlignet med det fantastiske Nikon D3s er der flere forbedringer, også uden på kamerahuset. Da ISO-følsomheden er rekordhøj på D4, har kameraet fået baggrundsbelyste knapper på venstre side af og under skærmen, der er lidt større her (3,2 tommer), og et belyst funktionshjul på toppen. Som lyser op, når man skubber strømafbryderen til højre for at tænde skærmbelysningen.
En egen knap til start og stop af videooptagelse er placeret på toppen ved siden af udløserknappen, hvor den efter min mening hører hjemme. På bagsiden har Nikon lagt to joysticks ind – et til horisontalt og et til vertikalt greb – som gør det nemmere at navigere i indstillinger. Effektivt, men ikke lige så effektivt som Canons hjul eller Olympus OM-D EM-5’s to hjul på toppen af kameraet.
Knapperne foran omkring objektivet er af den type, som kan programmeres til at aktivere en funktion, således at fotografen selv kan bestemme, hvilke funktioner der er vigtigst at have umiddelbar adgang til.
Brugere af D3s skal måske lige vænne sig til den nye knapplacering, men de vil i høj grad møde den samme gennemførte ergonomi, som gør D4 til et let håndtérbart og overskueligt kamera. Vægten er øget med omkring 100 gram, men vægtfordelingen – selv med AF-Nikkor 70-200mm f/2.8G ED VR II påmonteret – gør kameraet til en leg at arbejde med. Man føler hele tiden, at kameraet er en holdspiller, med hurtige reaktioner, et stort, lyst 100 procent søgerbillede og en billedkvalitet, hvor man skal bruge forstørrelsesglas for at finde noget, der trækker ned.
Billedkvalitet
Man kunne frygte enorme mængder af billedstøj ved de højeste ISO-værdier. Det er der ingen grund til. Når vi ser på testfilene – taget med bl.a. AF-S Nikkor 50mm f/1.4G og AF-S Nikkor 85mm f/1.8G – er opløsningen og detaljeskarpheden fremragende fra ISO 100 til 12.800. Det er ikke let at se, hvad man skal med 20 ekstra megapixel, når D4 i den grad leverer varen med 16.
Man kan se en antydning af finkornet støj, hvis man er allergisk over for den slags, allerede ved ISO 6400. Men det er negligérbart, særligt på udskrifter op til i hvert fald A2+, uden beskæring. Strengt taget skal man passere ISO 25.600, før graden af billedstøj tiltager så meget, at man kan begynde at se det i den virkelige verden. Og ikke bare på en kalibreret 2,5K-skærm.
Jeg havde meget at tage fat i ved efterbehandlingen af filerne fra D4. Også ved høj ISO. Alt over ISO 52.100 introducerer så meget kromatisk støj, at det blev et hårdt arbejde at dæmpe det i efterbehandling, hvis man da ikke skyder i sort-hvid. Da er det let at tilgive. De to højeste værdier har i praksis kun akademisk betydning. De kan benyttes, når det behøves, men særlig anvendeligt er ISO 204.800 næppe.
Farvegengivelsen af bl.a. hudtoner i JPEG var kort og godt strålende. Ganske små afvigelser findes, men de er mere målbare end synlige. Det dynamiske omfang og kontrastgraderingerne fra råfiler og TIFF gav mig meget at arbejde med i efterbehandlingen og tillod store udslag, før en lys himmel brændte ud på skærmen, eller detaljer groede sammen i mørke partier.
Kvaliteten af videooptagelser er der heller ikke noget at udsætte på. Kameraets fokussporing kan nemt følge med bevægelige motiver, og med den fleksibilitet, som manuel eksponeringskontrol giver, har fotografen fuld styr på optagekvaliteten. Også lyden – i stereo – som kan reguleres i menuerne. Man kan skyde HD-video i 20 minutters sekvenser og streame dem ukomprimeret ud af kameraets HDMI-udgang. Her er det også muligt at beskære udsnittet 2,7 gange og opnå en teleeffekt, som modsvarer øget brændvidde med en gangefaktor på 2,7, uden at reducere videoopløsningen fra 1080p.
Konklusion
Der er meget mere, vi kunne have fortalt om Nikon D4, men her er de vigtigste egenskaber dækket og evalueret. Nemlig hastighed, brugervenlighed og som altid: billedkvaliteten. Der ikke på nogen måde står tilbage for noget andet, vi har testet. Tværtimod. Opløsningsfantaster kan få deres drømme opfyldt med et Sony Alpha SLT-A77 eller et Nikon D800.
De professionelle fotografer, der har brug for et solidt, lynhurtigt og frem for alt pålideligt kamera, som leverer høj billedkvalitet fra hver eksponering, får i pose og sæk med Nikon D4. Som i modsætning til forgængeren D3s også er et seriøst videokamera. Skal man sætte en finger på noget ved D4, bliver det i bagatelklassen. Den høje pris på 47.000 til trods er Nikon D4 et meget vellykket kamera, som næsten ikke har nogen mangler.
