Få kameraer er så rendyrkede som Canons og Nikons flagskibe. Sådan har det været, siden det første analoge Canon F-1 udfordrede Nikon F2 i begyndelsen af 1970’erne.
På det tidspunkt havde Nikon over ti års erfaring med at lave spejlreflekskameraer til krævende professionelle brugere. Et lukrativt marked, skulle det vise sig, da man også solgte kameraer til almindelige brugere, der stolede på en kameraproducent, som lavede solide værktøjer til profferne.
Da Canon lancerede F-1, erstattede Nikon F-modellen fra 1959 med F2, og siden da har Canon og Nikon kæmpet om de samme professionelle kunder.
Det gør de også i dag, og måneden efter at Nikon annoncerede D6 – efterfølgeren til D5 – i efteråret 2019, lancerede Canon EOS-1D X Mark III. Begge er kameraer, som primært er rettet mod professionelle, der fotograferer sport, men også professionelle og amatører, der fotograferer dyreliv og andre ting, som kræver et hurtigt kamera, der fokuserer skarpt under alle forhold.
Nikon og Canon har arbejdet med sportsfotografer og OL i Tokyo 2020 som et defineret mål for kameraerne og har lanceret kameraerne, selv om legene er udsat til 2021.
For Nikons vedkommende er der ikke mange ændringer på D6 sammenlignet med D5, men nogle af dem er alligevel vigtige. Her er en oversigt:
• Hurtigere skudtakt på 14 fps (mod 12 fps)
• 10,5 fps i lydløs tilstand
• 30 fps med 8 Mp, 60 fps med 2 Mp
• Samme 20,8 Mp CMOS-billedsensor
• Ny Expeed 6 billedprocessor
• 105 fokuspunkter, alle med krydssensorer, ned til -4 trin (153 blandede på D5)
• 12 eller 14 bit lossless eller ukomprimerede billedfiler
• Ny DIGIC X-billedprocessor
• 4K 30 fps UHD-video m. 100 Mbit/s
• MP4- eller MOV-format
• To XQD/CFexpress-kortpladser
• Bagbelyste knapper
• Bluetooth, 2,4/5 GHz Wi-Fi og GPS5 integreret
• 1000BASE-T Ethernet
• WT-6 trådløs Wi-Fi-sender som ekstraudstyr
• 3.580 billeder pr. opladning
Alt handler om fart
Et kamera som dette skal fange motivet i fokus hver gang, og det skal gå hurtigt. Skudtakten er vigtig, men endnu vigtigere er fokushastigheden og -præcisionen. Selv om skudtakten på D6 er lidt højere end på D5, er 14 fps et stykke under, hvad Canon EOS-1D X Mark III og Sony a9 II formår. 20 fps er og bliver hurtigere.
Men Nikon har tydeligvis arbejdet meget på at få autofokus til at følge med og har forkastet Multi-Cam 20K-fokusmodulet fra D5 med 153 fokuspunkter til fordel for et nyt Multi-Cam 37K-modul med 105 fokuspunkter. Det lyder som et tilbageskridt, men er det ikke.
I D6 er alle 105 fokuspunkter krydssensorer, i D5 er 99 af dem krydssensorer, men de er spredt over et større område. Nikon har grupperet de 105 punkter endnu tættere (1,6x), og kontrastforbedrende fokus er tilgængeligt på alle punkterne. Fotografen kan også vælge 27 eller 15 fokuspunkter i grupper og selv tilpasse grupperingen til motivet. Desuden er der 17 forskellige fokusmønstre at vælge imellem.
Fotografen kan også lade kameraet vælge fokusområde, og der er flere muligheder for at finjustere autofokus i menuerne. Kameraet har også øjenbaseret fokus, hvilket gør det lidt lettere at få idrætsudøvere i fokus, selv på fuld skudtakt med følgefokus.
Resultatet er et kamera, der er lynhurtigt, selv om skudtakten i sig selv ikke er specielt imponerende. Det fokuserer enormt præcist på fuld fart med 14 fps og misser nærmest ikke på et eneste billede. Følgefokus lader sig heller ikke påvirke af, at der dukker forhindringer op undervejs, når man panorerer med kontinuerlig autofokus på fuld skudtakt.
Nikons 3D-fokus er normalt til at stole på, men jeg har aldrig oplevet et Nikon-kamera, der er så tjekket på bevægelige motiver. Biler, cyklister eller fugle i flugt – det spiller ingen rolle for D6. Som kun mister fokus, hvis motivet er for længe uden for billedrammen.
Kameraet har også et par støjsvage indstillinger. Man kan fotografere med reduceret fart, men stadig opnå en skudtakt på 10,5 fps.
Minimale ergonomiske ændringer
Nikon har heldigvis bevaret knapper og indstillingshjul de samme steder på D6 som på D5. Fotografer, der bruger dem begge, behøver med andre ord ikke at tænke på, hvilket kamera de har i hånden, når de skifter mellem dem i hektiske situationer.
De tre knapper til venstre for søgeren – mode, lysmåling og bracketing – er hævet, og bagpå er der dukket et mikrofonsymbol op på Fn3-knappen.
Begge håndgreb er gavmildt udformet, og kameraet kan holdes komfortabelt i både landskabs- og portrættilstand. Personligt ville jeg have foretrukket, at joystick-knappen og AF-ON-knappen havde byttet plads, når man holder kameraet lodret, men det er muligvis ikke-Nikon-fotografer, der er vant til, at det er sådan.
Og så har Nikon endelig valgt de lynhurtige XQD/CFexpress-kort på begge kortpladser. Lagringen kan konfigureres, som fotografen ønsker.
Touch-skærmen er stor nok, og man kan bladre i menuer, swipe billeder og vælge fokuspunkter på den – og både skarphed og farvegengivelse er upåklagelig. Men ligesom skærmen på EOS-1D X Mark III er den hverken vipbar eller drejelig. Det ville ellers være en fordel, især med et kamera, der inviterer til både Live View-fotografering og video-optagelse.
Fokusomskifteren sidder stadig der, hvor Nikon-brugere forventer at finde den – foran til venstre for objektivfatningen – med skift mellem auto- og manuel fokus og en knap til at vælge fokusmetode. Ellers er D6 ligesom D5 et værktøj, hvor næsten hver eneste knap kan programmeres til en foretrukken funktion. Også de tre foran til højre.
Tilslutninger
Kameraet har indbygget GPS, Wi-Fi og Bluetooth. Det kan også bruge en separat WT-6 Wi-Fi-sender med en rækkevidde på op til 200 meter.
Ellers er der en USB-C-port, som understøtter opladning af batteriet, en HDMI-udgang i fuld størrelse, Ethernet-stik med 15 procent højere hastighed end på D5, mikrofonindgang og hovedtelefonudgang. Der er også stik til kablet fjernstyring, og kameraet understøtter desuden tethering og styring via Nikons SnapBridge-app, som kameraet også kan overføre billeder til kontinuerligt via Bluetooth.
D6 leveres med en tvillingeoplader med plads til to batterier ad gangen, og det kan bruge en separat strømforsyning og adapter – EH-6C med EP-6 – der fås som ekstraudstyr. Kameraet kan også fjernstyres over længere afstande. Op til 120 meter med den trådløse fjernbetjening WR-1.
Billedkvalitet
10 procent af ca. 1.000 testbilleder blev taget som enkeltbilleder med normal autofokus og gemt som raw- og jpeg-filer. Resten blev taget ved 14 fps (Ch) med følgefokus (AF-C) og forskellige indstillinger for fokusgrupper. Det gjorde det ekstra spændende at se, hvor mange af billederne fra serieoptagelserne der rent faktisk blev skarpe.
Svaret er overraskende mange. Trikotklædte cykelryttere på anorektiske racercykler var ikke noget match for Nikon-kameraets følgefokus. De røde fokuspunkter hang på som en bisværm i søgeren og gav sig ikke, selv om cykelrytterne et øjeblik blev borte bag et skilt eller en bil. Og biler er så store, at det heller ikke viste sig at være nogen udfordring for det nye fokusmodul i D6.
Fugle var derimod en større udfordring. De er meget mindre end en cyklist eller fodboldspiller og langt mere uforudsigelige. Her var det muligt at få kameraet til at misse, især hvis fuglene bevægede sig tættere på billedkanten i søgeren, altså uden for fokuspunkterne.
Det er stadig ekstremt godt. Det er svært at sige, om autofokus er bedre eller dårligere end på EOS-1D X III eller a9 II. Da skudtakten er lavere, øges chancen for flere skarpe billeder også. Jeg tror dog, at forskellen er akademisk; for de fleste fotografer er det ikke 14 kontra 20 fps, der er afgørende alligevel.
Det kan tænkes, at nogle er mere interesseret i billedkvaliteten. Den er som forventet meget høj, som den også var på D5, da vi testede det tilbage i 2016.
Kameraet kan tage billeder ved op til ISO 3.280.000, men det er noget pjat, for de er ubrugelige selv med efterbehandling. Hvis man holder sig under ISO 51.200, bliver det straks bedre. Derfra og ned er D6 lidt bedre til at bevare skarphed og detaljer end a9 II og 1D Mark III, uden at billedstøjen bliver for generende. De fleste vil næppe gå over ISO 24.600 særlig ofte, og derfra og ned er der nærmest ingen synlig forskel på billederne fra de tre kameraer.
Men Sony-kameraet genererer lidt mindre støj end D6 ved lavere ISO-værdier, i hvert fald op til ISO 800-1000. Det skal dog siges, at forskellene her er så små, at de er nemmere at se på testplancher end på almindelige billeder.
Mærkeligt nok har kameraet ikke mulighed for 120 fps på video. Man kan skyde 30 fps serier med opløsningen reduceret til 8 megapixel – eller 60 fps, hvis man kan leve med 2 megapixel.
Derimod kan D6 optage video i 4K UHD fra hele billedfladen, og mens videokvaliteten er upåklagelig, er fokusering i Live View lidt langsommere og mere uforudsigelig, end den er på stillbilleder, når man bruger søgeren. Manuel fokus er altså reglen ved video her.
Konklusion
Det professionelle marked er et lille, smalt felt. For Canon, Sony og Nikon er det vigtigt at imødekomme de høje krav fra professionelle fotografer, der hele tiden er på udkig efter det bedste værktøj.
De fleste af dem ville være meget fornøjede, uanset hvad der står foran på kameraet, og de tre kameraer i denne klasse leverer de skarpeste billeder, man kan få, på sport, dyreliv og action. Forskellene er i praksis ikke så store, at vi kan se for os, at Canon vil kapre mange fotografer fra Nikon – eller omvendt.
Hvis man er vant til at bruge Nikon D3, D4, D5 eller måske D750 eller D780, er D6 det næste naturlige trin. Så får man ikke alene Nikons sejeste sportskamera, men også et af de bedste professionelle kameraer lige nu.
