TESTS Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

: Nikon D750

Prof-kamera light

Nikon har været dristige og udsendt et kamera, der sparer dig for 10.000 kroner, uden at du går glip af noget.

Af / 23/01/2015 - 06:00
Nikon D750

Lyd & Billede mener

  • Knivskarpe billeder, hurtig fokus og bundsolid kvalitet i et kamera, der er lige så godt som de bedste, vi har testet, men koster meget mindre. D750 er perfekt til kræsne fotografer, som selv skal betale.
  • Størrelse og vægt er ikke ligefrem beskedne, og D750 har nogle betjeningsmæssige svagheder.

Hvis vi skal vælge et favoritkamera, ender Nikon D810 højt på listen. Med en vejledende udsalgspris på over 25.000 kroner for kamerahuset alene er det dog meget pebret. Desuden er det er stort og tungt. Men man får ekstrem skarphed med dets 36 megapixel full-frame billedsensor.

Det er ikke et kamera for amatører, der vil komme længere med Nikon D5300 eller et kompakt systemkamera. Men hvis man vil nyde godt af fordelene ved en stor full-frame billedsensor – 24 x 36 mm – er D810 en fristende, omend dyr mulighed.

Hidtil har Nikon haft et billigere full-frame spejlrefleks i D610, men det har ikke så hurtig autofokus som D810. Derfor kan det nye D750 være et godt kompromis. Det har nemlig arvet D810’s 51 punkts autofokussystem, endda i en forbedret udgave, og har med 6,5 billeder i sekundet en hurtigere skudtakt end dem begge.

D750 har en tilsvarende 24 megapixel billedsensor med et svagt lavpasfilter, der reducerer moiré, bedre batterikapacitet, integreret Wi-Fi og vipbar 8 cm skærm. Alligevel er det lykkedes Nikon at gøre kameraet mindre og lettere end både det billigere D610 og det dyrere D810.

Små forbedringer
Mens D750 er omkring 5.000 kroner dyrere end D610, er det hele 10.000 kroner billigere end D810. Det kan virke som et fremragende kompromis, i hvert fald hvis man har brug for et kamera, der er lidt hurtigere og mere handy end D610.

Annonce

Hvis man sammenligner dem, er der flere fordele ved at vælge D750. Håndgrebet er meget større med mere plads til fingrene, og det vandtætte kamerahus virker bedre bygget. Den vipbare skærm med højere opløsning er mere praktisk til video-optagelser, og man får Full HD-video på 60 billeder i sekundet mod 30 på D610, og mere raffineret lysmåling med 91.000 målepunkter mod 2.016.

D750_ambience_3
Nikon-kameraet har Wi-Fi og vipbar skærm, men den er ikke berøringsfølsom, og Wi-Fi-opsætningen er besværlig.

I D750 får man også Nikons nye højlysprioriterede lysmåling og elektronisk blændestyring på video, mens lukkertid og blitzsynkronisering stadig er henholdsvis 1/4000 sekund og 1/200 sekund.

Skudhastigheden er en tand bedre med 6,5 billeder i sekundet, og 3D-autofokussystemet med 51 punkter og 15 krydssensorer er allerede nævnt. Begge kameraer har to kortpladser til SD-kort, men D750 har bedre batteritid.

Det er altså let at finde argumenter for D750 i forhold til D610, men også i forhold til D810. De 10.000 kroner ekstra giver en ekstrem opløsning på 36 megapixel – uden lavpasfilter – 1/8000 sekunds lukkertid og 1/250 sekunds blitz-sync, lavere lysfølsomhed med ISO 32 og nogle betjeningsmæssige fordele. Såsom pc-kontakt til studieblitz, ukomprimerede råfiler, USB-port, AF-knap på bagsiden og delt skærm ved Live View. Blandt andet.

Menustrukturen er den samme, og alle, der har haft et Nikon-kamera mellem hænderne, vil straks føle sig hjemme. Betjeningen på D750 er forbilledlig, men personligt foretrækker jeg D810’s funktionshjul, selv om man har direkte adgang til to egenprogammerede billedbanker på funktionsvælgeren på D750.

Jeg kan også godt lide den større skærm på toppen af D810 og muligheden for at tænde info-skærmen på tænd/sluk-knappen. På D750 skal man trykke på Info-knappen på bagsiden. Men D750’s søger er fantastisk stor og lys, og kameraet har både hovedtelefon-udgang og mikrofonindgang. Det eneste, jeg vil sætte en finger på, er at Wi-Fi-funktionen er unødigt kompliceret at sætte op. Kameraet tillader heller ikke nogen anden kontrol over funktionerne end fjernudløsning fra mobilskærmen.

Billedkvalitet og ydelse
Man skal være usædvanlig skarpsynet for at se den store forskel på billedkvaliteten fra D750 og D810. Nikon D810 har fordelen af højere opløsning og detaljeskarphed, men ellers er det næsten umuligt at skelne D750 fra det dyrere kamera.

24 megapixel giver mere end opløsning nok til både store forstørrelser og kraftig beskæring for de fleste af os, for farvegengivelse, billeddynamik og støj-egenskaber er også vigtige parametre. Og her scorer D750 høj. Helt i top faktisk.

_yss

Fremragende billeddynamik giver mulighed for at hente detaljer ud af mørke områder, uden at man på den anden side skal kompensere for udbrændte højlys. Farvegengivelsen er rigtig god med jævne nuancer, og eventuelle afvigelser skyldes udelukkende hvidbalancens problemer at håndtere blandingslys.

Billedstøj behøver man ikke at frygte. I hvert fald ikke før efter ISO 6400. Vi så kun marginal kornstøj ved ISO 1600, og den bliver ikke særlig tydelig før ISO 6400. Det betyder, at man kan trygt bruge Auto ISO og ubekymret skyde løs i svagt lys ved høj ISO, og man behøver ikke at efterbehandle råfilerne før ISO 12.800. Eller højere. 12.800 ISO kan også bruges, f.eks. til sort-hvid, hvor lidt kornstøj kan være klædeligt.

Nikon D750 er dermed på niveau med Sony a7R, Nikon D810 og Canon EOS 5D III, som er de tre bedste full-frame kameraer, vi hidtil har testet.

Det er også blandt de hurtigste i full-frame klassen – professionelle kameraer undtaget – for en skudtakt på 6,5 billeder i sekundet er faktisk bedst i klassen. Billedbufferen er ikke ligefrem i action-klassen, men godt 80 jpeg-billeder, 15 råfiler (tabsfrit komprimeret 14 bit) eller 10 rå- og jpeg-filer i hurtig serie er meget respektabelt. Til sammenligning kan det kamera, der kommer nærmest – det noget dyrere EOS 5D III – skyde ubegrænsede serier på 6 fps med jpeg-filer og 17 råfiler, når man gemmer billederne på CompactFlash-kort.

Det er kun det kommende Sony a7 II med 117 fasedetekterende sensorer (se testen i næste nummer), der har potentiale til at slå D750 på autofokuspræcision.

Konklusion
Nikon D750 er perfekt til fotografer, der opgraderer fra mere simple systemkameraer med APS-C billedsensor og vil gå over til fuldformat. Uanset om det er for at få smallere dybdeskarphed med lysstærk optik eller for at udnytte brændvidden på full-frame optik.

Det står ikke tilbage for nogen, når det gælder støjkontrol og brugerglæde. Det er kun Sony a7R og Nikon D810, der kan slå det på opløsning og detaljeskarphed, og kun a7R, der er i nærheden af prisen på D750. Men a7R er ikke nærheden af det store udvalg af optik til Nikon-kameraet, som er et fremragende allround-kamera til de mest kræsne fotografer med et begrænset budget.

Lasse Svendsen
(f. 1965): Chefredaktør. Lasse har arbejdet for Lyd & Billede siden 1999. Han har også skrevet om foto for magasinet Fotografi og om hi-fi for Audio Video, ligesom han har erfaring som biljournalist fra bladet Drive. Det hele startede i 1980 med en Garrard-pladespiller, en Tandberg-receiver og et par Jamo-højttalere. Lasse har desuden stor erfaring fra hi-fi-branchen og skriver i dag mest om foto, hi-fi, computere og lyd, men også om biler.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Fire trådløse mikrofoner, der giver dig professionelle videoer

Superfedt hybridkamera

Lynhurtig perfektion

Canons bedste kamera nogensinde

Sådan skal det gøres

Mellemformat med mere fart

Sådan vælger du det rigtige objektiv til kameraet

Kompakt og kompetent

Trækker motivet meget nærmere

Det bedste fuldformat-videokamera?

Knivskarpt portrætobjektiv

Lækkert kamera i 80'er kostume