Som mange andre troede jeg, at Nikon havde taget svampe, da de præsenterede D800 med en billedsensor på ubeskedne 36 megapixel. Alle, som har set billedfiler fra kameraer med ekstrem opløsning kombineret med høje ISO-værdier, ved, at det er opskriften på katastrofe. Billedstøjen vil få øjnene til at bløde og gøre det vanskeligt at lave papirstørrelser uden synligt grums og tab af farver, dynamik og tonalitet.

For hver ny generation af billedsensorer er det muligt at øge opløsningen mere, og med smart billedprocessering kan man holde billedstøjen i skak. Sony Alpha A77 med 24 megapixel er et eksempel på, at det kan gå godt med ekstrem opløsning kombineret med høj ISO, men 36 megapixel? Seriøst?

Kameraet er beregnet til krævende professionel brug. F.eks. gør vejrtætning med pakninger og O-ringe D800 lige egnet til landskabsfotografering og reklamefoto i studie eller på location. Med 36 megapixel kan D800 erstatte et mellemformatkamera for mange studiefotografer. Som nok også godt kunne tænke sig et mere handy location-kamera uden at måtte ofre den høje opløsning fra mellemformat. Typisk med 30 megapixel eller mere.

Den ekstreme opløsning og lynhurtige autofokus i et gennemført velprøvet kamerahus med fortræffelig ergonomi gør D800 til et fleksibelt værktøj. Fuld 1080 HD-video med mikrofonindgang og ukomprimeret HDMI-udgang betyder, at det også er velegnet til video-optagelse i høj kvalitet op til 24 megapixel. Omtrent det eneste, D800 ikke er egnet til, er sport og action. Det er muligt at opnå 6 fps (frames per second) med batterigrebet tilkoblet D800, men i reduceret opløsning (DX).

Kort om teknik
Billedsensoren i Nikon D800 er større end APS-C-formatet i Sony A77 med 24 x 36 mm, det samme som klassisk 135 mm filmformat. Den har næsten samme pixeltæthed som Nikon D7000, der har 16,2 megapixel, og måske er det det bedste af de spejlreflekskameraer, vi hidtil har testet. Desuden er det muligt at vælge DX-format i D800, som giver mindre billedflade tilsvarende APS-C-formatet, men alligevel respektable 15 megapixel. Eller 25 megapixel opløsning med 1,2 x beskæring af billedformatet.

D800 er den naturlige efterfølger til D700 med 12 megapixel full-frame 24 x 36 mm billedsensor, som vi testede for tre år siden, men trods alle synlige ligheder – D800 er et helt nyt kamera fra grunden.

Lukkeren er testet til at tåle 200.000 eksponeringer før service. Lysmåleren med scenegenkendelse i D800 bruger 91.000 målepunkter, og autofokussen 51 punkts sensorer. Hvoraf 15 er såkaldt krydssensorer (horisontale og vertikale), med en følsomhed ned til -2 eksponeringstrin.

Lysfølsomheden kan udvides til maksimalt ISO 25.600 (fra 6400), en del under konkurrenten Canon EOS 5D Mark III’s ISO 102.400, men alligevel nok for de fleste. I den anden ende kan man komme ned på ISO 50.

I brug
Ligesom D700 har også D800 indbygget blitz, og bortset fra en langt bedre LCD-skærm på 3,2 tommer og 920.000 punkters opløsning er de utvetydige forskelle små. Hvilket betyder fortræffelig ergonomi med store, tydeligt mærkede knapper og rat. På D800 har Nikon erstattet kontakten til valg af fokusområde (flyttet til forsiden på D800) med Live View-kontakten lagt til start/stop-knappen for video-optagelse på toppen. Og lagt eksponeringsafvigelse (bracketing) til et større funktionshjul på venstre side af prismehuset.

Det gummierede håndgreb er lidt smallere end på 5D Mark III, og der er lidt mindre plads til tommelfingeren på bagsiden. Grebet på Canon EOS 5D Mark III er faktisk endnu bedre. Med et større håndgreb og et markeret tommelgreb på bagsiden. Men mange foretrækker Nikons ergonomi med kombinationen af funktionshjul, rat og knapper, som i høj grad giver direkte adgang til indstillinger, mens man ofte må holde en knap inde og vælge indstilling ved at dreje på et rat. Smag og behag – selv har jeg ikke noget problem med nogen af dem, men jeg foretrækker Canon-kameraets bedre gribevenlighed.

Billedkvalitet
Med så ekstrem opløsning kan man både forvente og faktisk få en uovertruffen detaljegengivelse. D800 sætter en soleklar rekord for systemkameraer med full-frame 135 mm format billedsensor. Men der findes en lidt mere rå variant i D800E. Her har Nikon fjernet lowpass-filteret foran billedsensoren, som bruges til at dæmpe den moiré-effekt, der kan opstå med Bayer-mønstrede billedsensorer.

Nikon forestiller sig, at D800E kan bruges i forskning, medicin eller i miljøer, hvor ekstrem skarphed er en fordel. Selv tror jeg, D800E fint kan bruges af alle andre også. Mine erfaringer med Leica M9, som heller ikke har et lowpass-filter, er udelt positive, og jeg ville ikke bekymre mig over fraværet af filteret i det hele taget. Moiré-effekten er så sjælden, at jeg ikke ville blinke en eneste gang og købe D800E, hvis jeg var ude efter et prof-værktøj med høj opløsning.

Det betyder slet ikke, at D800 med lowpass-filter er et mindreværdigt kamera. Forskellen er nemlig ikke så stor, hvis man skal tro de foreløbige sammenligningstests af D800 og D800E. Begge giver fotografen et perfekt udgangspunkt for beskæring og en opløsning, som man hidtil har måttet betale dyrt for, i form af et mellemformatkamera. Som også er større, tungere og bruger større og tungere objektiver.

I udgangspunktet er mange pixels tæt sammen på en lille flade en opskrift på katastrofale mængder af billedstøj. Sådan er det ikke med D800. Der er ingen pointe i at lede med lys og lygte efter billedstøj under ISO 3200. Den er nemlig negligérbar, og op til ISO 6400 er der fuld kontrol over både luminans- og kromatisk støj. Fra 6400 til 25.600 dukker der synlig støj op, særligt i form af farvestøj, og den er markant højere end fra Nikon D4 og Canon EOS 5D Mark III (også med støjreduktionen på), men ved ISO 6400 og 12.800 er billedfilerne – særlig råfiler – fuldt brugbare med lidt efterbehandling. Detaljegengivelsen er alligevel slående god – også ved høj ISO.

Billeddynamikken med Active D-Lighting aktiveret er den højeste, jeg har set hidtil, og bedre end EOS 5D Mark III med temmelig mærkbar margin. Farvegengivelsen skal jeg ikke sige så meget om, den er nemlig helt afhængig af fotografens valgte indstillinger og efterbehandling, men potentialet i D800 er skyhøjt. Hudtoner bliver akkurat, som man selv vil have dem; der er nemlig vanvittig meget at tage fat på i efterbehandlingen af råfiler fra D800.

Konklusion
Nikon D800 er på mange måder det bedste kamera, vi har testet. Med hurtigere autofokus, højere skudtakt og et større håndgreb ville jeg have været tilbøjelig til at kalde det perfekt. Det er ikke langt fra. Opløsningen og detaljeskarpheden er klasseledende, billeddynamikken imponerende, og støj-egenskaberne ved høj ISO opsigtsvækkende gode. Læg hertil klassisk Nikon-betjening, integreret blitz, rigtig god video HD-kvalitet og et skyhøjt funktionsniveau, og det er klart, at Nikon har en vinder i D800.

Også i denne test: