Alt var bedre før i tiden, siger nogle. Måske er det derfor, kameraer med retro-design er så populære. Fujifilm og Leica kan ikke lave kameraer nok til at dække efterspørgslen, så der kan ikke være meget tvivl om, at der er et marked for klassisk kameradesign.
Fujifilm kom først med X100. Et kompakt kamera i 60’er-design med klassiske indstillingshjul. Med kombinationen af optisk gennemsigtssøger og elektronisk søger blev X100 og X100S en global succes. Siden fulgte Olympus op med OM-D-serien, og for nylig kom Sony med Alpha 7. Leica har altid været retro, selv efter at de blev digitale.
Så det er naturligt, at flere følger trenden. Hvis der er et tilstrækkelig stort marked, kan man også tjene penge på retro-design. Men det skal også fungere, når den første begejstring har lagt sig. Et rålækkert retro-look er ikke nok.
Billedkvaliteten skal være skudsikker.
Nikon Df har begge dele. Kameraet har skamløst rapset designet fra 70’ernes F-modeller, helt ned til prismehuset og de store indstillingshjul. Jeg skal gerne indrømme, at hjertet slog lidt hurtigere, da jeg så pressebillederne i oktober sidste år. At kameraet har samme 16 megapixel full-frame billedsensor som Nikon D4, er en garanti for høj teknisk billedkvalitet.
Med andre ord er der ingen grund til at tvivle på billedkvaliteten. Den står til topkarakter, bl.a. med noget af det bedste støjkontrol, vi har set ved høje ISO-værdier.
Kameraet fås kun med en kosmetisk ændret udgave af Nikons Nikkor 50 mm f/1.8 G. Det kan dog ikke alene bruge hele Nikons enorme optikudvalg, men også ældre objektiver med F-bajonet. Det gør det muligt at bruge ældre Nikkor F-objektiver med mekanisk forbindelse mellem blændering og kamera ved at vippe en lille tap på kanten af bajonetten ud.
Velprøvet teknologi
Så det handler i højere grad om brugervenlighed, og her tror jeg, forbrugerne kommer til at dele sig i to lejre: Dem, der elsker kameraets klassiske layout, og dem, der hader det.
I øvrigt kan man ikke optage video med Df. Det er udelukkende et stillbilledkamera, hvor alt er tilrettelagt for fotografer, der foretrækker retro-designets mange indstillingshjul.
Nikon har fusioneret billedsensoren fra D4 med autofokussen fra D600. Her får man 39 fokuspunkter, hvoraf ni er mere lysfølsomme cross-type sensorer. Batteriet kan klare 1.400 eksponeringer pr. opladning, og man kan skyde serier på 5,5 billleder i sekundet.
Lysfølsomheden er kalibreret mellem ISO 100 og 25.600, men kan udvides til mellem ISO 50 og svimlende 204.800. Det svarer til nattesyn og giver fotografen muligheder i svagt lys, som få andre kameraer kan matche.
I daglig brug
Mine forventninger til kameraet fik sig dog et knæk, allerede første dag jeg brugte det. Skuffelsen over kvaliteten er det første, jeg husker. Store dele af kameraet er lavet af plastic, sådan som man forventer at finde på modeller til 4.000 kroner. Desuden er kameraet stort, for nogle temmelig stort, og det er mærkeligt, at Nikon ikke ser ud til at have prøvet at – eller turdet – lave et retrokamera, der ligger tættere på Nikon FM’s fysiske mål snarere end på D600’s.
Df vejer tæt på et kilo med objektiv, batteri og hukommelseskort, og alle åbninger, knapper og indstillingshjul er forseglet med gummipakninger for at holde fugt og støv ude.
Selv om størrelsen burde give plads til et ordentligt håndgreb, har det kun fået et lille plasticgreb, som bliver glat, når man har holdt kameraet i hånden et stykke tid. Fordelen ved størrelsen er, at de mange knapper og hjul er også store og nemme at læse. Ét kig, og man har fuldt overblik over en lang række vitale indstillingsmuligheder.
Der er bare en hage ved det. Nikon har låst alle hjul med en knap, der skal trykkes ind for at ændre indstillingerne. Hvis man vil ændre lukkertiden, skal knappen i midten trykkes ind, før hjulet kan drejes. Det samme med ISO og eksponeringskompensation. Programhjulet skal løftes for at kunne drejes, og knappen til serieoptagelse, selvudløser og spejllås er det eneste af indstillingshjulene på toppen, der ikke har en lås.
Mange af knapperne kan programmeres, så man selv kan bestemme, hvilken funktion der skal aktiveres. Det skulle da også bare mangle. Men jeg kan ikke sige mig fri for en følelse af haltende design, som i hvert fald for mig forringer brugeroplevelsen.
Så er det mere formildende, at Nikon har fundet plads (der er også nok at tage af) til en stor og lys optisk søger. En af de bedste, vi har set, men det er en ulempe, at skærmen bagpå ikke slukker, når man sætter kameraet op til øjet. Man skal trykke udløseren ind for at slukke skærmlyset. Den 8 cm store skærm giver dig fuldt overblik over indstillingerne, og du kan hurtigt lave sekundære indstillingsvalg med et tryk på I-knappen bagpå og derefter bladre til den indstilling, du vil ændre.
Billedkvalitet
Med en teknisk hybrid af Nikon D4 og D600, hvor førstnævnte har leveret billedkvaliteten, er der ikke meget at udsætte på ydelsen. Selv om det snart er to år siden, vi testede D4, er der ikke kommet mange kameraer, som kan matche det på billedkvaliteten. Potentielle købere af Df kan være sikre på, at de får billedkvalitet på højeste niveau for et full-frame spejlreflekskamera.
Sammenlignet med testbillederne fra Nikon D4 er opløsning og detaljeskarphed lige så fremragende på Df, helt op til ISO 12.800. Det er ikke muligt at se forskel på billedkvaliteten, men Df synes at have et lille forspring på detaljeopløsning ved høj ISO. Men det er lille. De to kameraer følger hinanden som skygger hele vejen, og der er ingen synlig forskel på den finkornede billedstøj ved f.eks. ISO 6400.
Billeddynamikken er i topklasse og giver fotografen meget at arbejde med i efterbehandlingen af billedfilerne. Og gengivelsen af de altid kritiske hudtoner er enestående. Også her kan man se, at det dynamiske område og kontrastgraderingerne fra råfiler og TIFF tåler meget i efterbehandlingen, før det hvide i øjnene eller genskin fra lamper i huden brænder ud, og skygger i hår gror til.
For særligt interesserede
Nikon Df er mindre og lettere end D4 og koster næsten kun det halve, men ikke desto mindre leverer det samme fornemme billedkvalitet. Spørgsmålet er bare, om det er nok. Kameraet koster mere end en D800 – og meget mere end D600/610 – men er efter min mening langtfra lige så brugervenligt.
Ideen med et digitalt Nikon F3/FM er god, faktisk rigtig god, men her må jeg indrømme, at jeg synes, Nikon har skudt forbi målet. Trods det tiltalende design synes jeg, det fungerer dårligt, når man tager kameraet i hånden og skal arbejde med det. Der er for mange kompromiser, låsen på indstillingshjulene er irriterende, og størrelsen og vægten gør, at kameraet føles, som om det er kommet to år for sent på markedet.
Sikke meget der er sket siden 2014. Jeg var dengang lige ved at købe det. Men prisen… Og her seks år efter, er det da også tydeligt at udviklingen i kamerabranchen er gået hurtigt, for det lyder da ikke voldsomt imponerende efter 2020-standarden:0)