TEST: Nikon Z f

Nikon forventede nok ikke, at markedet ville gå amok, da de lancerede Z f. Et uforskammet smukt fuldformatkamera med et retrodesign, der minder meget om Nikon-kameraer fra filmtiden, men bygget op omkring en gennemprøvet digital platform, der blev introduceret i 2018.

Nikon Z f er dybest set et Nikon Z6 II pakket ind i 80’er-designet fra et Nikon FM2. Det er et bundsolidt bygget og mekanisk kamera, der kun har brug for batterier til lysmåling, og det er også et af de mest legendariske fuldt mekaniske kameraer fra 80’erne. Med manuel indstilling af lukkertid og blændeværdi.

Kendere vil løfte pegefingeren, grine højlydt og påpege, at Nikon Z f faktisk er den digitale version af Nikon FA eller FA2.

Og de har ret.

For her får du også program-, blænde- og lukkerkontrol, som FA fik tilbage i 1983.

Så Nikon Z f stammer faktisk fra en lang række spejlreflekskameraer, og du får ingen ekstra point for at påpege, at Z f er FM2 eller FA2 i den digitale tidsalder.

Bare se på kameraet, så vil du forstå det.

Nikon Z6 II under motorhjelmen

Sidste gang de gjorde det her – altså pressede digital teknologi ind i et klassisk design, fik vi Z fc. Et lignende kamera på en enklere platform med en billedsensor i APS-C-format. Og jeg må indrømme, at det ikke var nogen stor oplevelse. Selvom selve kameraet var mere end godt nok.

De har også gjort det en gang før. Da tog de simpelthen et digitalt spejlreflekskamera med en billedsensor i fuldformat, skrællede skallen af og byggede det op igen i samme klassiske kameradesign som Z f her. Men Nikon Df blev heller ikke nogen succes. Dertil var kameraet alt for halvhjertet i sit design og sin ydeevne, men det er dette kamera bestemt ikke.

Som sagt er det teknisk set et Nikon Z6 II, så der er ikke meget at kritisere ved den tekniske ydeevne af 24 Mp CMOS-billedchippen. Kontrolhjulet har overtaget fra LCD-displayet og de umærkede indstillingshjul, og du indstiller lukkertid, ISO-følsomhed og eksponeringskompensation på den klassiske måde. Eksponeringsprogrammet vælges med en kontakt under ISO-vælgeren, og under lukkerhastighedsvælgeren kan du se en kontakt til at skifte mellem stillbillede og videooptagelse.

Der er også en indstilling til monokrome eller sort/hvide billeder.

Kameraets meget fine 24 megapixel full-frame billedsensor understøtter 10-bit videooptagelse i 4K og optager op til 14 fps ved kontinuerlig optagelse. 11 fps, hvis du vælger raw-filer, som også kan gemmes som 14-bit ukomprimeret RAW. Det er ret rå specifikationer, men som nævnt er det en Z6 II, vi har med at gøre.

Bare i en anden indpakning.

Autofokus og video

Z f har Nikons nyere Expeed 7-processor, hvilket blandt andet betyder, at du får ansigts- og øjenbaseret autofokus med meget gode sporingsfunktioner. Perfekt til blandt andet portrætter eller fotografering af børn. Autofokus fungerer lige så godt på video, og kameraet har i alt ni motivprogrammer til autofokus.

Kameraet kan også optage video i 4K/60 eller 50p med et billedformat, der svarer til APS-C-format. Eller Super 35, som nogle kalder det. I 4K/30p bruges hele billedsensoren, og videoen samples fra 6K-opløsning og kan gemmes i 10-bit med N-Log.

Det har også en højopløselig stillbilledindstilling, hvor 4, 8, 16 eller billeder kombineres til en 96 Mp-billedfil med pixel shift i ekstern software. Det giver dig mulighed for at øge både detaljegraden og toneomfanget i billedet.

Attraktivt design med udfordringer

Der er meget at kunne lide her. Otte-trins billedstabilisering er guld værd på video, men også på stillbilleder i svagt lys. Stabiliseringen kan styres af et valgt fokuspunkt, hvilket gør den mere effektiv og giver skarpere billeder.

Den store OLED-søger er kendt fra Z6 II, og den drejelige touchskærm er den samme her. Mange af knapperne på bagsiden er også de samme, men Nikon har ikke fundet plads til det bageste joystick, og der er ingen dedikeret AF-ON-knap her. Det er noget, man kan leve med. Lidt værre er det, at der ikke er noget formstøbt tommelfingergreb, og det forreste greb er for lavt til at give et tilfredsstillende greb om kameraet. Lange teleobjektiver kan man godt glemme.

Nikon kunne have gjort sig mere umage her, men måske mente de, at kameraet var mere end tykt nok og fravalgte et ordentligt greb af den grund.

En anden ting, jeg heller ikke forstår, er, hvorfor kameraet har to hukommelseskortslots, hvoraf det ene er et microSD-slot, men det andet er et SD-kortslot. Begge er placeret under kameraet sammen med batteriet, hvilket også er et minus i min bog.

Kameraet kan oplades via USB-C-stikket, og batterilevetiden er angivet til 380 billeder på en enkelt opladning. Min erfaring er, at det tal nemt kan fordobles, hvis man ikke bruger skærmen hele tiden. Jeg vendte den indad og tog 1.000 billeder uden at se på nogen af dem, før jeg åbnede dem på min Mac.

Sort og hvid

Efter et par dages tilvænning indstillede jeg kameraet, som jeg kunne lide det. Ukomprimeret RAW, for eksempel, og valgte mine foretrukne funktioner på de få programmerbare knapper. Jeg valgte blandt andet at bruge fokusringen som blændering, og da de fleste af Nikons Z-objektiver ikke viser den valgte blænde, har kameraet et lille display, der viser blændeværdien.

Nikon har gjort det unødvendigt besværligt at skifte mellem selvvalgt ISO-følsomhed og automatisk ISO. Der er ingen knap, man kan trykke på for at vælge sin foretrukne ISO-værdi, og et A for auto ISO glimrer ved sit fravær på ISO-vælgeren.

Den slags ting hæmmer flowet og gør kameraet mindre brugervenligt, men hvis man ikke lader sig hæmme af den slags, er Z f et meget tilfredsstillende kamera at bruge. Man vænner sig til kameraet og undgår faldgruberne og kan i stedet koncentrere sig om det, der er vigtigst: Billederne.

De er for det meste som forventet. Med en Nikon Z6 II indeni får du en strålende billeddynamik med Nikons næsten ufejlbarlige automatiske eksponeringskontrol. Billedfilerne er rene som nyfalden sne helt op til ISO 6400, og der er ikke meget at udsætte på Nikons farvegengivelse i jpeg-filer.

Du får ikke samme detaljegrad som med et Nikon Z8, men det er der heller ikke mange, der har brug for i et kamera som dette. Men du får sort/hvide billeder med et hurtigt tryk på en knap. Det giver kameraet en ekstra dimension og er virkelig sjovt at arbejde med.

De sort/hvide filer kan gemmes i tre monokrome profiler. Den ene giver dig normale shv-billeder med god kontrast til allround-fotografering, den anden har lavere kontrast og blødere toner til portrætter, mens den tredje giver samme effekt som et rødfilter: Dybere toner med øget kontrast og mørkere højlys.

Konkurrenter

Der er ingen fuldformatkameraer i samme klasse som Nikon Z f. Men der er konkurrenter med lignende tekniske egenskaber, som også ligger i samme prisklasse. Panasonic Lumix S5II, for eksempel. Det har bedre videoegenskaber – især S5II X-varianten. Sonys a7 IV leverer teknisk gode billedfiler, men er ikke så tilfredsstillende at bruge som Nikon Z6 II. Og så er der selvfølgelig det lynhurtige Canon EOS R6 II, som også er et meget kapabelt videokamera.

Ingen af dem kan måle sig med Nikon Z f, som, selvom det ikke er perfekt, er det kamera, der egner sig bedst til rejser, gadefotografering og stort set alt andet end sport, landskaber og dyreliv.

Konklusion 

De kombinerede kvaliteter gør Nikon Z f til et kamera, det er nemt at elske. Det er skræddersyet til stilbevidste fotografer, der vil have et ordentligt værktøj. For under det uforskammet smukke ydre er det en gennemprøvet og testet Nikon-billedmaskine. Det betyder, at du ikke behøver at bekymre dig om billedkvaliteten. Efter et stykke tid holder du også op med at bekymre dig om nogle af de ergonomiske valg, Nikons ingeniører har truffet, og det er måske den største ros, de kan få. At kameraet er så tilfredsstillende at fotografere med, at ulemperne opvejes.