TESTS Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

TEST: Nikon Z50

Nikon til ambitiøse begyndere

Med det vellykkede Z50 viser Nikon, hvorfor alle ikke har brug for et professionelt kamera.

Af / 08/01/2020 - 11:00
Nikon Z50

Lyd & Billede mener

  • Rigtig god billed- og videokvalitet (4K), gennemført ergonomi, kompakt og let, hurtig autofokus og god skudtakt.
  • Mangler billedstabilisering. Upræcis følgefokus, mangelfuld touch-fokus og moderat lysstyrke på kitzoomen.

En tæt strøm af full-frame-kameraer har drevet priserne opad, langt forbi prisniveauet for de kameraer, der ellers ville være mere end tilfredsstillende for begynderne. Som er blevet spist af med et stadig mindre udvalg af overkommelige kameraer i butikkerne.

Der er langt mellem undtagelserne, og blandt de allerbilligste finder vi to spejlreflekskameraer, der er tre år gamle og ikke ligefrem vækker ejetrang hos nogen.

Det samme gælder de spejlløse kameraer. Værdsat for deres kompakte mål, fine billedkvalitet og glimrende brugervenlighed. Også her er der langt mellem de spændende nyheder, men kameraer som Canon EOS M6 Mark II, Sony a6400 og Fujifilm X-T30 skiller sig positivt ud. Det er tre fremragende allround-kameraer, der er velegnede til både amatører og viderekomne.

Nu vil Nikon også være med i legen og kommer med deres første spejlløse kamera i APS-C-format. Altså et kamera, hvor billedsensoren er lidt mindre end i et full-frame-kamera. Det giver små, handy og rejsevenlige kameraer, som ikke nødvendigvis er uden substans. Det er de tre ovennævnte kameraer bevis på.

Professionel DNA

Ligheden mellem et Nikon Z50 og et full-frame Nikon Z6 er ikke tilfældig. De to kameraer deler den samme store objektivfatning, og Nikon har tydeligvis brugt Z6 som inspiration til Z50. Som er en slags Z6 light, bare med en mindre billedsensor.

Annonce

Der findes allerede to, og der er flere Nikon-objektiver på vej, som er tilpasset Z50’s 21 megapixel billedsensor i APS-C-format, men Z50 kan også anvende de meget skarpe Nikkor-objektiver i S-serien, som er tilpasset fuldformat. Bare med en beskæringsfaktor på 1,5x, som giver godt 50 mm brændvidde på en Nikkor Z 35 mm f/1.8 S.

Kameraet kan også bruge Nikons AF-S-objektiver til spejlreflekserne i deres DX- (APS-C) og FX-format (FF) med den FTZ-adapter, der kan fås i kit sammen med kameraet eller købes separat.

Nikon Z50 scaled 1
(Foto: Lasse Svendsen)

Objektiver

Samtidig med kameraet lancerede Nikon Z 50-250 mm f/4.5-6.3 VR DX (75-375 mm), som er en telezoom til APS-C, samt normalzoomen Z 16-50 mm f/3.5-6.3 VR DX (24-75 mm). Begge med optisk billedstabilisering. Og det er godt, for kameraet har ingen intern billedstabilisering a la Nikon Z6.

Men det har noget, som ingen af de to objektiver har, nemlig vejrbeskyttelse af kamerahuset. Ikke på samme niveau som et professionelt kamera ganske vist, men mere end nok til, at kameraet kan tåle, at det begynder at regne.

Det tekniske

Kameraets 21 megapixel billedsensor svarer til den, vi testede i Nikon D7500, og autofokus er hentet fra Z6, som det også deler den 55 mm store bajonetfatning med. Der er selvfølgelig 4K-video her – det er reglen snarere end undtagelsen i disse tider – og kvaliteten er fremragende på alle måder.

Autofokus er hentet fra Z6 og er hurtig, præcis og træfsikker med 16-50 mm zoomen. Den følger dog ikke lige så godt med på bevægelige motiver. Følgefokus fungerer fint ved panorering, men rammer ikke altid plet, når motivet bevæger sig hen mod eller væk fra fotografen.

En hovedtelefonudgang, der ville have gjort Z50 til det perfekte vlogger-kamera, mangler, men der er mikrofonindgang, og man kan vælge fokuspunkt på touch-skærmen under optagelse. Desværre er denne funktion ikke den mest præcise, vi har prøvet, og underligt nok fungerer den ikke, når man bruger søgeren i stedet for skærmen.

Som, og det skal nævnes, har et lille touch-felt til højre med tre symboler. Et til forstørrelse af skærm- eller søgerbilledet, et til at zoome ud og et til at ændre skærm- og søgerinformation.

Nikon Z50 hands scaled 1
Meget kompakt kamera med indfældbar zoom. (Foto: Lasse Svendsen)

Brugeroplevelse

Sammenlignet med spejlreflekskameraet Nikon D7500 er Z50 lillebitte. Med 16-50 mm zoomen er kameraet meget mindre end Z6 med 24-70 mm, men det er ikke markant mindre end konkurrenterne i denne klasse.

Canon EOS M6 II er endnu mere kompakt, men mangler søger. Det er derimod hurtigere med tre gange hurtigere skudtakt. Sony a6400 er omtrent lige så hurtigt, men har klassens bedste følgefokus og slår konkurrenterne på øjenfokus. Fujifilm X-T30 giver samlet set den bedste brugeroplevelse, og her er udvalget af objektiver også meget større.

Indtil videre har Nikon kun annonceret en 18-140 mm zoom til Z50, men vi håber, at det ikke varer længe, før der kommer flere objektiver.

Kameraet er lille, men ikke mindre, end at Nikon har fået plads til et relativt godt greb på siden. Det har to indstillingshjul, en omskifter, som man hurtigt kan hoppe fra stillbilleder til video med, og en vipbar touch-skærm. Med selfie-mode, selvfølgelig.

For at fungere skal den medfølgende 16-50 mm zoom drejes ud til en brændvidde fra den låseposition, som gør den så kompakt. Denne indfældbare objektivkonstruktion er meget almindelig på zoomobjektiver, der skal være virkelig kompakte. Zoomen har en fokusering, der kan omprogrammeres til blændering, ISO-justering eller valg af eksponeringskompensation.

Ligesom på Z6 og Z7 er der to programmérbare funktionsknapper foran, og man kan hurtigt skifte mellem ISO-værdier eller eksponeringskompensation med et knaptryk og et af indstillingshjulene. Der er flere muligheder for at tilpasse indstillingerne. Bl.a. kan man lægge to af de mest anvendte indstillinger i U1 og U2 på programhjulet.

For dem, der kan lide at eksperimentere, er der rigeligt med muligheder for at finjustere billedprofilerne i kameraet efter smag og behag.

Kameraet har 20 filtereffekter, som man kan bladre i, når programhjulet er sat på EFCT, og vælge efter smag eller motiv. Effekterne er stort set de samme, som vi kender fra andre kameraer, såsom sort-hvid, legetøjskamera, miniature, pop osv.

Effekterne kan også bruges på video.

Nikon Z50 skjerm scaled 1
Touch-skærmen gør det let at vælge indstillinger, og man kan se effekten med det samme. (Foto: Lasse Svendsen)

Billedkvalitet

Nikon har ikke ændret meget på den billedsensor, vi kender fra D7500 og D500, men lidt på processeringen. Testbillederne viser, at der er et stort potentiale for meget skarpe og rene billedfiler, men jpeg-processeringen kan ikke skjule, at 16-50 mm zoomen ikke er lige skarp på alle blænder og brændvidder. Den er heller ikke særlig lysstærk – f/4.5-6.3 er moderat, for nu at sige det pænt.

Kameraet kompenserer til dels for vignetteringen på fuld blænde og 16 mm, men hvis man holder sig over f/5.6, er skarpheden mere jævn på alle brændvidder. Og vignetteringen ubetydelig.

Raw-filerne er – som altid fra Nikon – rigtig gode trods (tabsfri) komprimering og giver fotografen meget at arbejde med i efterbehandlingen. De mere komprimerede og processerede jpeg-filer viser meget jævne farver over hele farvespektret med mættede hudtoner og god kontrast. Dynamikken i filerne er god – lidt svag på højlys, men det er heller ikke ualmindeligt på konkurrenternes kameraer.

Billedstøjen er godt under kontrol op til ISO 3200; grænsen går ved 6400, hvis man ikke kan tåle synlig kornstøj og reduceret detaljeskarphed.

Billederne fra kameraet viser igen, at Nikon ved, hvad de laver. Billedkvaliteten er helt i top for et APS-C-kamera i denne prisklasse. Videokvaliteten på 4K-optagelse er også meget fin med kun moderat rullende lukker og rigtig god skarphed og detaljeopløsning.

Konklusion

Nikon Z50 er et meget bedre kamera end Nikons foregående spejlreflekser i denne klasse. Det er også blandt de bedste i klassen, for kameraet kombinerer fremragende brugervenlighed med hurtig autofokus, høj skudtakt og rigtig god billed- og videokvalitet.

Følgefokus og touch-funktionen kan forbedres, og til video havde vi foretrukket, at kameraet havde indbygget billedstabilisering. Men med sin kompakte zoom er Nikon Z50 et af de bedste allround-kameraer til ferier og rejser.

Karakter
Nikon Z50
Premium
Lasse Svendsen
(f. 1965): Chefredaktør. Lasse har arbejdet for Lyd & Billede siden 1999. Han har også skrevet om foto for magasinet Fotografi og om hi-fi for Audio Video, ligesom han har erfaring som biljournalist fra bladet Drive. Det hele startede i 1980 med en Garrard-pladespiller, en Tandberg-receiver og et par Jamo-højttalere. Lasse har desuden stor erfaring fra hi-fi-branchen og skriver i dag mest om foto, hi-fi, computere og lyd, men også om biler.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Superfedt hybridkamera

Lynhurtig perfektion

Canons bedste kamera nogensinde

Sådan skal det gøres

Mellemformat med mere fart

Sådan vælger du det rigtige objektiv til kameraet

Kompakt og kompetent

Trækker motivet meget nærmere

Det bedste fuldformat-videokamera?

Knivskarpt portrætobjektiv

Lækkert kamera i 80'er kostume

Kan DJI slå GoPro?