: Olympus M. Zuiko 25 mm f/1.2 PRO

For mange falder en 50 mm mellem to stole. Det er ikke en vidvinkel og heller ikke en tele. Landskaber eller portrætter får ikke samme udtryk som med en 24 eller 85 mm. Alligevel er der mange fotografer, der sværger til 50 mm brændvidde. Ikke til alt muligt, men til motiver, hvor man vil lidt – men ikke for – tæt på og samtidig få lidt mere med af omgivelserne på billederne.

Med den kan portrætter også blive rigtig fine. Sæt en 50 mm på og træd tre skridt tilbage. Så får du hele personen med, og hvad vedkommende gør. Prøv det samme med en 85 mm, og du må endnu længere tilbage i rummet, og så mister du lidt af dybden i billederne.

For med 50 mm er balancen mellem billedvinkel, udsnit og naturligt perspektiv (svarende til, hvad øjet opfatter) bedre end med vidvinkel og tele.

Derfor vil der altid være et marked for objektiver som Olympus’ nye 25 mm med lysstyrke f/1.4. Et relativt stort, vejrtætnet og tillidsvækkende bygget normalobjektiv. I et højt prisleje, må jeg tilføje. For almindeligvis koster selv lysstærke normalobjektiver ikke alverden. Olympus’ egen 25 mm f/1.8 og Panasonics 25 mm f/1.7 koster kun en brøkdel af den lysstærke 25 mm, vi tester her.

 

Vignettering og skarphed

Men så hører den også til Olympus’ professionelle serie af objektiver til deres og Panasonics Micro Four Thirds-kameraer (MFT). Som giver en beskæringsfaktor på 2x sammenlignet med traditionel 35 mm full-frame. Ergo 50 mm eller tilsvarende billedvinkel.

Det betyder også, at dybdeskarpheden svarer til f/2.4. Det må ikke misforstås som at objektivet lukker mindre lys ind end f/1.2 på full-frame. Det er kun dybdeskarpheden, der bliver berørt. Men selv med tilsvarende blænde f/2.4 giver Olympus-objektivet edderdunsbløde baggrunde på fuld åbning.

Ni blændelameller giver blødtegnende uskarphed i baggrunden, og skarpheden i forgrunden er fantastisk. Mellem blænde f/2.0 og f/8.0, vel at mærke, hvor objektivet er allerskarpest. Også i hjørnerne. Men selv fra f/1.2 til f/1.8 er skarpheden rigtig god for en optisk 25 mm konstruktion med hele 19 linseelementer.

Forvent at se synlig vignettering i hjørnerne op til blænde f/2.0 og gradvis stigende diffraktion fra blænde f/11, men ellers er objektivet godt korrigeret på alle væsentlige områder. Selv den smule kromatisk aberration, der kan opstå, er moderat nok til at man kan leve med det.

 

Konklusion

Objektivet er bedre end Olympus’ mere overkommelige 25 mm, som heller ikke har manuel fokus bare ved at trække fokusringen ned og mangler vejrtætning og frostsikring samt den programmérbare funktionsknap på siden. Egenskaber, som det måske kun er professionelle, der efterspørger – og er villige til at betale for. I så fald er denne 25 mm alle pengene værd, den hidtil bedste til MFT-kameraer.