: Olympus OM-D E-M1 Mark II

Lad mig feje al tvivl til side. Olympus’ nye stjerneskud er et knaldhamrende godt, ja fænomenalt kamera. Det er ikke bare Olympus’ bedste kamera, det er et af de bedste, vi nogensinde har testet. Det er der mange grunde til, men lad os starte med en gennemgang.

Olympus var blandt de første til at lave spejlløse systemkameraer og har siden opbygget et omfattende system af kameraer, objektiver, blitz og andet tilbehør. Det har de gjort sammen med Panasonic, der også laver kameraer baseret på samme system – Micro Four Thirds, også kaldet MFT. Hvis vi spoler hurtigt frem, finder vi et veludbygget system med ni-ti kameraer, over 60 objektiver og en ydelse, der på ingen måde står tilbage for spejlreflekskameraer.

Sjældent har vi set det mere overbevisende end her. Olympus OM-D E-M1 Mark II slår de fleste spejlreflekskameraer på rå ydelse og er et af de allermest gennemførte systemkameraer, vi har testet! Det er et kamera for professionelle, et kamera til action, ja til hvad som helst, egentlig, også højkvalitets video.

Hurtigere end hurtigt
Kameraet er flagskibet, hvor Olympus har proppet alt, hvad de kunne finde på af funktioner, ind og toptrimmet autofokus, skudtakt og billedkvalitet til ekstreme niveauer.

Lad os tage billedsensoren først. Den er baseret på en opgraderet 20 megapixel sensor, der kan tage billeder i ekstrem 50 megapixel opløsning. Mere om det om lidt, men først: Fart!

De hurtigste systemkameraer har en skudtakt på 10-12 billeder i sekundet (fps); det gælder stort set kun de dyreste professionelle kameraer. Her får du 60 fps (!) – i råfilformat – når elektronisk lukker er valgt. Okay, så er der kun autofokus på det første billede, og fokus er låst, til man slipper udløserknappen. Men 60 fps!

Har man brug for fokusjustering mellem hvert billede, falder skudtakten til 18 fps, men det slår stadig Canons og Nikons mange gange dyrere professionelle spejlreflekser. Selv med mekanisk lukker er hastigheden 15 eller 10 fps.

Det har Olympus opnået ved hjælp af en ny TruePic VIII billedprocessor og et nyt hybridt fokussystem – Dual FAST – som kombinerer 121 fokuspunkter med fase- og kontrastbaseret fokus. I vores test af kameraet fungerede det overbevisende.

Du kan vælge fokuspunkter selv og bruge skærmen som udløser. Bare tryk der, hvor du vil have billedet skarpt, så sørger kameraet for korrekt fokus, lysmåling og eksponering. Når du har brug for sikker fokus på actionbilleder, lader du kameraets autofokus følge motivet, mens du venter med udløserknappen, til du vil tage billedet. Alternativt kan du vælge en anden udvej for at sikre dig skarpe billeder …

Pro Capture
Kameraet kan nemlig tage billeder, før du trykker udløserknapåen helt ned. Vælger du Pro Capture, er det nok at trykke den halvt ned. Så tager det op til 14 billeder hurtigt efter hinanden. Bagefter kan du vælge de bedste øjeblikke fra billedserien på skærmen. Praktisk, når man vil være sikker på, at actionbillederne bliver som ønsket.

Men der er mere endnu. Som sædvanlig for Olympus er der femaksers billedstabilisering indbygget, men den gør det også muligt at få skarpe billeder med op til 5,5 trin længere lukkertid. Eller 6,5 trin, når den bruges sammen med den meget fine 12-100 mm zoom, som vi testede for nylig. Der har optisk billedstabilisering indbygget, som kombineres med kameraets egen stabilisering.

Og det er ikke det hele. Et solidt vejrtætnet kamerahus, to SD-kortpladser, vip- og vridbar touch-skærm, 2,36 megapixel elektronisk søger og 4K-video. Kameraet understøtter også fokusstabling, hvilket er praktisk ved makrofotografering, idet man kan tage flere billeder af f.eks. en blomst og sætte billeder med forskellige fokuspunkter sammen til ét. Det giver større skarphedsområde på makrobilleder.

Desuden er der Olympus Live Composite og Live Bulb, hvor du kan tage flotte stjernebilleder eller fine billeder af bevægelige lyskilder.

50 megapixel
Men tilbage til de 50 megapixel. Ligesom på Olympus PEN-F kan man tage billeder med denne svimlende opløsning. Det fungerer på den måde, at billedsensoren flytter sig otte gange i halve pixeltrin, og processoren sætter så oplysningerne sammen til 50 megapixel.

Det kræver, at kameraet er stationært, altså på stativ, og at motivet ikke bevæger sig. Selv løv, der vajer i vinden, kan se uskarpt ud i højopløst tilstand, og det samme kan små bølger eller rindende vand. Tager man et nærmere kig på billederne, kan man se savtakkede ujævnheder, men alt, hvad der står stille i den brøkdel af et sekund, hvor kameraet indsamler information, bliver ekstremt skarpt. Detaljeskarpheden bliver synligt bedre, og billeder af stillestående motiver får mere dybde og realisme. Simpelthen fordi opløsningen er så ekstrem.

4K-video
E-M1 II er det første Olympus-kamera med 4K-video. Ægte 4K, også med Cinema 4K eller UHD, som det også hedder, hvor bredden er 4096 pixel i stedet for de 3840, som 4K giver. Det giver som bekendt 8,3 megapixel opløsning, fire gange så meget som 1080p HD-video, og her får man op til 237 Mbit/s bitstream og valget mellem 30, 25 og 24 fps.

For dem, der giver sig af med avanceret efterbehandling af optagelserne, er det rart at vide, at kameraet har komprimeret 4:2:2-video fra HMDI-porten på siden. Her finder man også en USB 3.0 port og stik til hovedtelefoner og mikrofon.

Kameraet kommer i øvrigt med en lille blitz med vipbar reflektor, som også understøtter trådløs styring af eksterne blitz, og det kan bruge Olympus’ HLD-9 vertikalgreb med plads til ekstrabatteri samt undervandshuset PT-EP14, som kan tåle 65 meters dybde!

I brug
E-M1 II lægger sig nogenlunde i midten, hvad størrelse angår, og Olympus har ikke lavet mange ændringer i forhold til forgængeren. Den mest markante – og mest velkomne – er et større, højere håndgreb. Der giver plads til flere fingre og giver et bedre greb, når man f.eks. har et tungt teleobjektiv på.

Touch-skærmen kan vippes og vrides, og nogle af knapperne er flyttet lidt. Men dem, der kender forgængeren, vil hurtigt føle sig hjemme. Skærmmenuerne har fået en overhaling, men det er mest kosmetik. Man skal stadig bladre en masse med de to (programmérbare) indstillingshjul – eller firevejsknapperne – for at navigere i de omfattende menuvalg.

Mange af knapperne og flere af indstillingshjulene er dog programmérbare. De kan bruges til at få adgang til ofte anvendte indstillinger med ét knaptryk i stedet for fem og gør det avancerede kamera meget fleksibelt og tilpasningsdygtigt.

Fotografen kan også gemme tre forskellige opsætninger af indstillingerne i Custom 1-3, som man har hurtig adgang til på det låsbare programhjul. Der er også mange forskellige kunstfiltre, som til en vis grad kan brugertilpasses og lægge effekter på (jpeg-) billederne.

Desuden kan man tilpasse sort-hvid-indstillinger, farveprofiler, farvebalance, farvetemperatur og farvemætning samt redigere råfiler i kameraet. Og der er meget mere endnu at lege med, end vi har plads til at fortælle om her.

De fleste knapper er store nok til, at kameraet kan betjenes med handsker, og brillebærere vil kunne se stort set hele søgeren. Det meste fungerede glimrende på forgængeren, så Olympus har klogt nok ikke lavet for mange narrestreger med ergonomien på Mark II-udgaven.

Billedkvalitet og 50 megapixel
Sammenlignet med konkurrerende modeller som Fujifilm X-T2, Olympus PEN-F og forgængeren E-M1 er der nogle større og nogle mindre synlige forbedringer i billedkvaliteten. Den aldrende 16 megapixel billedsensor fra E-M1 giver ikke samme detaljeopløsning som II’eren, og farvegengivelse og billeddynamik er klart bedre her.

Billedkvaliteten ligner meget den, man får med PEN-F, og kameraet ligger lidt, men ikke meget efter X-T2 på detaljeopløsning. Hvis man vælger 50 megapixel indstillingen, ændrer det sig i Olympus-kameraets favør, men så må man som nævnt bruge stativ, hvilket sætter klare grænser for, hvad man kan fotografere i hi-res tilstand.

50 megapixel giver en mærkbar forbedring af detaljeskarpheden, og kameraet er faktisk på niveau med Canon EOS 5DSR med 50 megapixel sensor og Sony a7R II med 42 megapixel sensor, begge full-frame.

Farvebalancen er klart forbedret i forhold til forgængeren, og hudtoner er langt mere neutrale og jævnt tegnet her. Mere på linje med PEN-F, faktisk, og det viser sig også på billedstøjen. Den er rigtig godt under kontrol op til ISO 6400, og kornstøjen er behageligt dæmpet, selv om den er synlig ved høje ISO-værdier.

Sammenlignet med de nævnte full-frame kameraer – og Fuji X-T2 – ligger støjomfanget omtrent et eksponeringstrin lavere. Det vil sige, at billedstøjen ved ISO 6400 fra Canon EOS 5DSR eller Nikon D810 nogenlunde svarer til, hvad du får ved ISO 3200 på E-M1 II.

Autofokus
Mens billedkvaliteten udviser små og store forbedringer, er autofokus i en klasse for sig. Sammen med den ekstreme skudtakt giver det mulighed for skarpere billeder, som forgængeren ikke er i nærheden af. En serie billeder med følgefokus (se illustrationer) og udelukkende taget håndholdt gav en masse skarpe billeder at vælge og vrage imellem. Det er nærmest enestående og er det helt sikkert for et kamera i denne prisklasse.

Billedstabilisering
Sammen med markedets sejeste billedstabilisering giver det skarpere billeder, også ved længere lukkertider. Med håndholdt kamera fik jeg skarpe billeder med lukkertider på et sekund og helt acceptabel skarphed på tre sekunder. Prøv det med et andet kamera, og resultatet er grumsede billeder.

Rullende lukker
Videokvaliteten i 4K er kilometer bedre end 1080p HD. Den skarphed og dybde, som den ekstra opløsning giver, skaber videoer af en kvalitet, der overgår det, man ser på tv’et derhjemme. Koblet til vores reference-tv fra Panasonic gav 4K-video fra Olympus-kameraet en videokvalitet på højde med Panasonic Lumix GH4 og Sony a6300. Men med mærkbart mindre rullende lukker på 25 fps, som giver buede linjer, når man panorerer under optagelsen.

Tager vare på arven
Olympus har ikke lavet et bedre kamera, siden OM-1 kom i 1972. Det betyder ikke, at det er perfekt. F.eks. kunne søgeren have været skarpere med højere opløsning og bedre kontrast. Kameraet er også lille, og det har givet mindre plads til knapper, hjul og tilslutninger, hvilket indimellem gør det lidt svært at komme til. Og menusystemet er stadig på stenalderniveau for et digitalkamera anno 2017.

Trods det mener jeg, at OM-D E-M1 Mark II er alle pengene værd. Billedkvaliteten, den høje skudtakt, markedets bedste billedstabilisering og den lynhurtige autofokus gør det ikke kun til et af de mest anvendelige kameraer, vi har testet, men også et af de allerbedste.