TEST: Olympus OM-D E-M5 Mark II

Mens undersøgelser viser, at de fleste forbrugere er mest optaget af brugervenlighed, når de skal købe nyt kamera, kan det se ud, som om kameraproducenterne ikke har forstået det, når de hele tiden presser flere megapixel ind kameraerne.

Som om billedkvaliteten blev bedre af flere pixels.

Ofte er det desværre omvendt. Med flere pixels får man flere potentielle problemer. Én ting er filstørrelsen, der gør billedprocessoren langsommere og filerne tungere at have med at gøre i efterbehandlingen. En anden ting er, at kameraer med mange megapixel har lav skudtakt og en lille billed-buffer. Desuden øges prisen, og det samme gør billedstøjen ofte.

Derfor er kameraer med over 30 megapixel bedre egnet til at fotografere landskaber, makro, reklamer og andre motiver, hvor fokushastighed og skudhastighed er ikke så vigtigt.

Kameraer som Sony a7R, Canon EOS 5DS og Nikon D810 er tre eksempler på systemkameraer med ultrahøj opløsning – henholdsvis 36, 50 og 36 megapixel – som havner i kategorien for professionelle kameraer med ekstrem opløsning. Med en gennemsnitspris på 20.000 kroner er de dyre og uden for rækkevidde for de fleste.

Det er det nye Olympus OM-D E-M5 II (unødvendig langt navn!) ikke.

40 megapixel når du har brug for det
Kameraet er prissat lige under 9.000 kroner og er det decideret billigste kamera med 36 megapixel eller mere. For her får man Olympus’ velkendte 16 megapixel billedsensor uden lavpasfilter for bedre detaljeskarphed – bare med en unik twist, der gør det muligt at fotografere med 40 megapixel opløsning.

Ligesom de andre modeller i OM-D-serien anvender det en gennemprøvet billedsensor. Den er næsten identisk med den, der sidder i forgængeren E-M5, og Olympus har ikke skiftet til f.eks. 24 megapixel bare for at øge opløsningen. Men samtidig med at de har forbedret ergonomien og specifikationerne, har de valgt en unik teknik for at kunne tage billeder på 40 megapixel.

Indvendig sidder der nemlig en ny femaksers billedstabilisering, som ud over at gøre det muligt at få skarpe billeder med op til fem trin længere lukkertid også bruges til at lagre billeder med 40 megapixel.

Når man vælger 40 megapixel i opsætningsmenuen, flytter billedsensoren sig otte gange i halve pixeltrin, mens processoren samler information til 40 megapixel opløsning, når man fotograferer. Processen tager et sekund, så det betyder, at kameraet skal være på stativ – og motivet skal stå stille.

Mærkbart forbedret ergonomi, men alt for lille håndgreb.

Det er selvfølgelig en ulempe, men det giver fotografen mulighed for at skyde med ekstrem opløsning, når det er nødvendigt. Og skifte tilbage til 16 megapixel med et par knaptryk, når man tager kameraet af stativet. Olympus har sagt, at de arbejder på at nedbringe eksponeringstiden, så fremtidige kameraer med denne mulighed ikke skal stå på stativ i multiskud-tilstand.

Nyttige forbedringer
Jeg nævnte, at specifikationerne er bedre på E-M5 II end på forgængeren. Her mener jeg ikke kun billedstabiliseringen. Olympus har også øget skudhastigheden til 10 fps, eller 5 fps med kontinuerlig autofokus. Desuden har kameraet fået indbygget Wi-Fi for trådløs fjernbetjening af kameraet og overførsel til mobil eller tablet. Den mekaniske lukker er blevet hurtigere med 1/8000 sekund, og med en elektronisk lukker oveni kan man fotografere med så kort eksponeringstid som 1/16.000 sekund.

Videospecifikationerne er også blevet bedre. Der er ingen 4K-opløsning her, men man kan gemme 1080p med 50 fps og op til 77 Mbit/s bitstream for renere videofiler.

Olympus har desuden forbedret ergonomien på en række punkter. Søgeren er større og meget skarpere med 2,36 megapixel og bedre opdateringshastighed, og er en af de bedste elektroniske søgere på markedet lige nu. Og skærmen er nu vip- og vridbar med 1 megapixel opløsning. Det er selvfølgelig en touch-skærm, hvor man kan betjene funktioner, vælge fokuspunkt og tage billeder med pegefingeren.

Det mindste og billigste kamera, der findes, med over 36 megapixel opløsning.

Ergonomi
Der er bedre plads til at holde på kameraet bagpå, og flere programmérbare funktionsknapper ovenpå – med to perfekt placerede indstillingshjul – har gjort det endnu bedre i brug. Touch-skærmen giver fotografen adgang til alle funktioner, og et utal af dem kan ændres med to lette skærmberøringer og et lille vrid på indstillingshjulet.

Desværre er håndgrebet foran alt for lille og ikke nær så anvendeligt som på det dyrere E-M1. Der findes ganske vist et rigtig godt håndgreb som ekstraudstyr – HLD-8G med hovedtelefonstik og ekstra indstillingshjul og udløserknap – men det koster ekstra.

Olympus leverer i øvrigt en lille blitz med kameraet. Den er kraftigere end den, der følger med de andre OM-D-kameraer, og kan vippes og drejes for bedre kontrol over lysspredningen. Den understøtter også trådløs styring af eksterne blitz, enten individuelt eller i grupper.

Sådanne billeder kan man lave med Live Composite, hvor kameraet eksponerer for- og baggrund og lyset separat.

Billedkvalitet og ydelse
Med al den snak om megapixel og skudhastighed er det let at glemme nogle af de skjulte funktioner. F.eks. Live Composite, der er perfekt til at fotografere bl.a. stjernernes bevægelser med lange eksponeringer. Kameraet tjekker motivet for objekter, der står stille, og kombinerer for- og baggrund med f.eks. stjernelyset. Som langtidseksponeres, mens kameraet kompenserer for de mørke, stillestående dele af motivet.

En anden nyttig funktioner er Live Time, som bruges på længere eksponeringer for at få billederne eksponeret, som man vil, så de ikke bliver under- eller overbelyst. Dermed kan man f.eks. fotografere en solnedgang over bjergene og få perfekt eksponeret bjerg og forgrund, uden at himlen bliver for lys og brænder ud.

Men det spørgsmål, som alle stiller sig, er selvfølgelig, hvor godt kameraet er på 40 megapixel. Og svaret er: Forbandet godt. Den almindelige billedkvalitet – på 16 megapixel – er ikke synligt ændret i forhold til forgængeren, men 40 megapixel- funktionen giver synligt bedre detaljeskarphed.

Et 40 megapixel billede …

… og udsnit, der viser lidt af den enorme opløsning

Faktisk er Olympus’ unikke teknik så god, at det er svært at se forskel på billeder fra E-M5 II og dyrere kameraer som Sony a7R og Nikon D810. Medmindre man bruger et forstørrelsesglas. Så kan man se lidt bedre konturskarphed på detaljer med a7R og D810, men forskellen er marginal, og bestemt ikke prisforskellen værd.

Farvegengivelsen er noget nær perfekt, og der er ingen grund til at bekymre sig om billedstøj før ved ISO 6400 lysfølsomhed. Jeg tog flere eksponeringer med kameraets støjdæmpning slået fra og kunne lave fine udskrifter i A3+ uden at frygte billedstøj ved høj ISO. Men meget mere end ISO 6400 vil jeg ikke anbefale, før man slår kameraets støjdæmpning til.

Hurtigt er det også. Ikke så hurtigt som Samsung NX1 eller E-M1, men autofokus og skudtakt får spejlreflekskameraer i samme prisklasse til at virke træge. De mest kræsne sportsfotografer vil måske rynke på næsen, men alle andre kan fint bruge E-M5 II til alt fra action- til landskabsfotografering.

Gennemført allround-kamera
Det lille Olympus OM-D E-M5 II er et næsten komplet systemkamera. Det er lynhurtigt, solidt og let at bruge i betragtning af, at det er så avanceret. Billedkvaliteten er helt i top for et kompakt systemkamera, og muligheden for at skyde med 40 megapixel, når det er nødvendigt, gør E-M5 II til det billigste kamera i ekstremklassen, hvad opløsning angår.

Næste generation af OM-D har måske fået løst den lange eksponeringstid som følge af, at man skal bruge stativ, og måske får vi også bedre batterikapacitet og et ordentligt håndgreb. Men selv uden det er Olympus-kameraet en fornøjelse at fotografere med, og ingen vil have noget at klage over, når det gælder billedkvalitet for pengene.