TEST: Olympus PEN E-P7

Små systemkameraer er fortræffelige allround-kameraer. Nemme i brug, praktiske og anvendelige, og med meget høj billedkvalitet. Olympus PEN E-P7 er netop sådan et kamera. Det er blandt de mindste systemkameraer, men det er veludstyret og har den samme 20 megapixel billedsensor som Olympus’ flagskibskamera, OM-D E-M1 X.

Så billedkvaliteten er det ikke noget i vejen med.

Under det tiltalende sølvgrå og sorte eller sølvgrå og hvide retro-design sidder Olympus’ nye TruePic VIII-billedprocessor, som har masser af kræfter til 4K 30 fps video med op til 102 Mbit/s og en skudtakt på lige under ni billeder i sekundet. Ikke superhurtigt, men nok for de fleste – det er trods alt ikke noget actionkamera.

Men Olympus har fået plads til en femaksers billedstabilisering, som kompenserer op til 4,5 eksponeringstrin. Dermed får man lidt skarpere billeder ved længere lukkertider og i svagt lys, og ikke mindst mere stabile video-optagelser.

Kameraet har Olympus’ autofokus med 121 fokuspunkter samt ansigts- og øjenprioritet, men ikke deres mere avancerede dyre- og fugleprioriterede fokus.

PEN E-P7 er mindre og lettere end Fujifilm X-E4, som har elektronisk søger, og kan bedst sammenlignes med Canon EOS M6 Mark II. Med Olympus’ lille kitzoom – M.Zuiko Digital ED 14-42 mm F3.5-5.6 EZ – glider det let ned i en taske eller jakkelomme, og med et drej på on/off-knappen er man umiddelbart klar til at tage billeder.

Praktisk kamera

Ved første øjekast kan kameraet se lidt ribbet ud. Især da det ikke har nogen søger. I stedet bruger man den praktiske touch-skærm, som kan drejes 180 grader til de obligatoriske selfie-portrætter.

Olympus var tidligt ude med touch-skærm og er blandt de bedste til netop dét. Derfor er der heller ikke så mange knapper på kameraet. Man bruger en finger på skærmen til næsten alt, og med de to indstillingshjul på toppen er betjeningen af kameraet superhurtig og enkel.

Kunstfiltre

Alle Olympus-kameraer har en række flotte filterfunktioner, som kan skabe kreative effekter, hvor måske især sort-hvid-filtrene er værd at nævne. Bare drej omskifteren foran på kameraet fra Color til Mono, og man kan vælge imellem fire monokrome og fire farveprofiler. Hvis det ikke er nok, kan man vælge farvefilter på både de sort-hvide og farveprofilerne.

Der er også justérbar vignet, og desuden kan man justere tonekurven i kameraet med de to indstillingshjul på toppen. Så der er mange muligheder for de kreative.

Enkelt og avanceret

Hvis man hellere bare vil skyde løs og ikke dykke ned i avancerede funktioner, kan man dreje programhjulet til grøn: Auto. Men selv da kan man overstyre kameraet ved at swipe menuen til højre ind på skærmen, hvor det er muligt at ændre farvemætning og farvetone, vælge lysere eller mørkere billeder, prioritere sløret baggrund eller fryse hurtige bevægelser.

Der er også en indbygget guide, hvor man kan få tips til, hvordan f.eks. billeder af børn kan blive bedre.

Ud over kunstfiltrene, som man finder under ART på programhjulet, har kameraet Olympus’ geniale Live Composite og Live Time. Mens førstnævnte skaber nogle utrolige billeder, hvor flere eksponeringer sættes sammen, og kun lysændringer bliver gemt (f.eks. stjerners bevægelser), kan man lave op til fire minutters langtidseksponeringer med Live Time. Drej programhjulet til AP for at få adgang.

Der er også indstillinger til bl.a. multieksponering, HDR for bedre dynamik i billederne og trapezkorrektion, som retter skrå lodrette linjer op.

Makroentusiaster vil juble over focus bracketing, hvor man sammensætter billeder med flere fokuspunkter for at få større dybdeskarphed på makrobilleder.

Billedkvalitet

Med samme processor og billedsensor som Olympus’ dyrere kameraer i den professionelle klasse er man garanteret høj billedkvalitet, langt bedre end fra tidligere PEN-modeller – bortset fra PEN-F.

Med et af Olympus’ PRO-objektiver kan man se, hvor meget detaljeskarphed det er muligt at få ud af kameraets 20 megapixel billedsensor. Den står ikke tilbage for, hvad man ser hos Canon eller Fujifilm, og på ét punkt er billedkvaliteten faktisk lidt bedre.

Olympus er blandt de bedste til jpeg-processering, og det ser man hurtigt på PEN E-P7. Farvemætningen og den tonale balance er fornemme. Det giver fine hudtoner uden synlige farvestik, og røde roser forbliver røde uden magenta- eller gulstik. Som kan dreje farven over imod orange.

På raw-billeder er man prisgivet sine egne evner udi efterbehandling, men jeg har en stærk fornemmelse af, at de fleste, der vil overveje et PEN E-P7, under alle omstændigheder vil vælge at fotografere i jpeg-kvalitet.

Det er der ikke noget galt i. F.eks. er billedstøjen godt under kontrol. Op til ISO 6400 mister man ikke noget væsentligt, hverken hvad dynamik eller detaljer angår. Og billeddynamik og skarphed lider ikke under overprocessering med kraftig støjdæmpning, før man når endnu højere ISO-værdier.

Skarpheden bliver altså så god, som den optiske kvalitet tillader, og begrænses kun i marginal grad af aggressiv støjreduktion.

Og video? I 4K leverer kameraet skarpe og detaljerige video-optagelser, og man kan panorere med moderat fart, uden at det hakker, eller der opstår nævneværdig rullende lukker. Den indbyggede billedstabilisering kompenserer godt for bevægelser, og medmindre man løber efter motivet, formår den fint at stabilisere en ustadig hånd samt ved panoreringer.

Konklusion

Det lille Olympus PEN E-P7 er et fortræffelig systemkamera til alle, der ønsker sig et bedre kamera, som hverken er stort, tungt eller dyrt, men er let i brug og leverer høj billedkvalitet.

Det er ikke så egnet til dem, der elsker dyrefotografering eller sport – de bør snarere se på nogle af Olympus’ mere avancerede modeller – men E-P7 er et meget attraktivt alternativ til Sonys, Canons og Fujifilms kameraer i samme klasse.

Når man lægger nogle af Olympus’ unikke funktioner – f.eks. Live Composite og Live Time – oven i puljen, er Olympus PEN E-P7 et glimrende kamera til dem, der elsker at lege med billeder.