Stødsikre og vandtætte kameraer er populære. Ikke så mærkeligt måske. De tåler et fald i asfalten og kan tages med under vand, og skulle de blive støvede eller beskidte, skyller du bare kameraet under lunkent vand. Eftertragtede kvaliteter for aktive mennesker og særligt snorkeldykkere eller andre, som vil forevige flora og fauna under vandoverfladen.
Selv om de robuste kameraer er bygget til hårdhændet behandling, endda også minusgrader, er billedkvaliteten ikke helt på niveau med de bedste kompaktkameraer. Simpel optik og ganske lille billedsensor er årsagen. Olympus ændrede dette billede med Tough TG-1, som blev lanceret i foråret 2012. Et meget solidt kamera med overlegen optisk ydelse og lysstyrke, som egnede sig godt til undervandsekspeditioner.
Endnu sejere
Efterfølgeren Stylus TG-2 iHS (alle Olympus-kameraer hedder Stylus nu) er teknisk set samme kamera som sidste års vinder i kompaktklassen, TG-1. Den væsentligste ændring er et endnu mere robust hus, som kan tages tre meter længere ned under vandoverfladen – til 15 meter – og tåle 10 cm længere fald. Med andre ord er der ikke nogen væsentlig forskel i billedkvalitet. Ikke noget galt med det, forgængeren var nemlig bedst i klassen i den disciplin.
Så får man altså et vældig solidt kamera med god optik. Zoomen strækker sig fra vidvinkel på 25 mm med en rigtig god lysstyrke på f/2.0 til 100 mm tele med en maksimal lysstyrke på f/4.9. Men under vand bruger man helst vidvinkel, og da er det en kæmpe fordel med så god lysstyrke på 25 mm brændvidde.
Farligt tæt på
Kameraet har den samme skarpe og lysstærke OLED-skærm, gummipakninger omkring alle åbninger og integreret GPS-modtager med elektronisk kompas, som logger, hvor billederne er taget. Filtereffekter kan lægges på, når du tager billederne, og med 1 cm’s nærgrænse kan du tage billeder af tænderne i gabet på en havkat. Hvis du tør.
Det har selvfølgelig video-optagelse i fuld 1080p HD-kvalitet, men også mulighed for 120 eller 240 billeder i sekundet i reduceret opløsning, hvis man vil lave film til slowmotion-afspilning. Plus fire undervandseffekter, som skal give bedre farvebalance og eksponering under vand. Som på TG-1 sidder der en LED-lampe ved siden af blitzen, der lyser motivet op under vand, før billedet tages.
TG-2 har også Olympus’ bankebetjening, hvor man kan ændre indstillinger ved simpelthen at banke let på siderne, toppen, bunden eller bagsiden. Nyttig funktion, når man har handsker på. Blandt tilbehøret er en vidvinkelforsats, en telekonverter og en håndrem med redningsvest på. Så undgår man, at kameraet synker, hvis det skulle falde i vandet. Ønsker man at dykke dybere end 15 meter, findes der også et undervandshus, som kan tage kameraet ned til 45 meters dybde, og et par undervandsblitz til at lyse op på mørke dybder.
Billedkvalitet
Sammenlignet med forgængeren er forskellen i billedkvalitet ikke-eksisterende. Du får den samme fine skarphed, den balancerede farvegengivelse og relativt lidt billedstøj op til ISO 1600. Med andre ord rigtig godt for et kompakt kamera til al slags vejr. Objektivet er det samme, og det betyder lidt linjefortegning og lavt lystab (vignettering) i hjørnerne. Det er kun i svagt lys, at billedstøj kan blive generende, for da hæves ISO-følsomheden, og farvestøj blander sig med kornstøjen.
Video-optagelserne er også gode i godt lys, med relativt høj skarphed, god detaljegengivelse og definition, lille og præcis autofokus. Lydkvaliteten er også god. Kort sagt: Det bliver ikke meget bedre for et kamera i klassen til al slags vejr.
Konklusion
Olympus Stylus TG-2 iHS er det hidtil mest robuste kompaktkamera og også det, der leverer den bedste billedkvalitet. Ikke på niveau med Olympus Stylus XZ-2 eller Sony RX100, men bestemt godt nok til at hamle op med et Canon IXUS eller et almindeligt kompaktkamera. Hvis det er et kamera til al slags vejr, du er ude efter, så kan du stoppe eftersøgningen her.
Læs videre med LB+
Årets bedste tilbud
Fuld adgang til alt indhold i 4 uger for 4 kr
LB+ Total måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer