: Panasonic Leica DG Vario-Elmar 100-400 mm f/4.0-6.3 ASPH Power OIS

Egentlig burde det ikke være muligt. Ofte er det heller ikke. Vores erfaringer med telezooms – typisk 70-300 mm eller endnu kraftigere zoom – er blandede. For at sige det mildt. Man finder som regel ekstreme zoomobjektiver på såkaldte de superzoomkameraer, som bryster sig af 20x zoom eller mere. Det giver en enorm rækkevidde – og mange optiske udfordringer.

Og de er ikke lette at løse. Kameraproducenterne tyr derfor til processering af billederne fra kameraer med kraftig zoom for at kompensere for optiske fejl. Men de skinner alligevel igennem, og dermed er superzoomkameraer som regel ét stort kompromis på billedkvaliteten.

Endnu større bliver udfordringen, når man skal konstruere en zoom, der skal sidde på et dyrt kamera med høj opløsning. Her bliver de optiske udfordringer som regel meget tydelige.

I lyset af dette er det forbløffende, hvor vellykket Panasonics 100-400 mm zoom er blevet. En ægte telezoom med god til moderat lysstyrke fra f/4.0 til f/6.3, afhængigt af brændvidden.

Det er lavet til Panasonics (og Olympus’) systemkameraer og henvendt til fotografer, der har brug for ekstra lang rækkevidde. Det er også den eneste zoom til Micro Four Thirds-systemet, der har så lang rækkevidde.

På f.eks. Panasonic G80 eller Olympus OM-D E-M1 II bliver det til en 200-800 mm zoom pga. billedsensorens beskæringsfaktor (2x). Det gør zoomen velegnet til dyrefotografering, action og sport, forudsat at autofokus kan følge med.

Leica-godkendt
Objektivet prydes af et Leica-logo, hvilket bare betyder, at det er lavet efter Leicas krav til optisk ydelse. Det er også vejrtætnet, meget tillidsvækkende bygget og påfaldende let og kompakt. Det har aftageligt stativfæste, som skrues på en drejelig ring, så det er lettere at vippe kameraet i portrætstilling.

På siden sidder der knapper til begrænsning af fokusområdet fra 5 meter til uendelig, auto/manuel fokus og billedstabilisering til og fra. Der er også en lås til zoomringen, så den ikke kryber, når man bevæger kameraet.

Billedstabiliseringen kompenserer ikke mere end 2½ eksponeringstrin, men det er bedre end ingenting, og den fungerer sammen med kameraets indbyggede billedstabilisering. Det giver bedre stabilisering over hele brændviddeområdet.

Fremragende optik
Den største optiske udfordring ved så meget zoom er at bevare skarpheden over hele brændviddeområdet. Her hjælper det med god autofokus. Men selv kanongod autofokus giver bare flere skarpe billeder; de bliver stadig ikke bedre end optikkens evne til at tegne skarpt. Her skal det nævnes, at autofokus heldigvis er mere end hurtig nok til at følge med, når det går løs. Objektivet understøtter Panasonic-kameraer med 240 fps fokushastighed, og det kan mærkes.

En dag på skibakken viste, at Panasonic-objektivet følger godt med, men det er vigtigt at begrænse fokusområdet i kameraet, ellers risikerer man, at motivet er ude af fokus. Men med skarp baggrund.

Fokus er lydløs, og på Olympus-kameraet med det store håndgreb er balancen rigtig god. Med en vægt på under et kilo er objektivet mere end 600 gram lettere – og flere tusind kroner billigere – end f.eks. Canon EF 100-400 mm f/4.5-5.6 L IS II.

Panasonic-objektivet er derimod ikke dårligere. Tværtimod fremstår det som et rigtig godt køb, selv om det ikke er perfekt. Fortegningen er marginal, også på råfiler, hvor man dog kan se lidt pudeformet linjefortegning, og der er knap nok synlig farvebrydning – eller kromatisk aberration, som det også hedder.

Testbilleder på 100, 200, 300 og 400 mm, viser, at skarpheden er bedst op til 300 mm; derefter falder den over hele billedfladen. Hvilket er forventeligt fra et objektiv af denne type. I praksis betyder det, at man må efterbehandle billederne for skarphed på fuld tele, mens det ikke er nødvendigt mellem 100 og 300 mm.

Skarphed
Skarpheden er også meget jævn fra blænde f/4.0 op til 200 mm, hvor den maksimale blænde er f/5.1. 300 mm giver maksimalt f/5.7, og 400 mm selvfølgelig f/6.3. Blænde f/8.0 er generelt den, der giver absolut bedst skarphed over størstedelen af billedfladen, mens den er faldende fra f/16 på brændvidder på op til 300 mm og allerede fra f/11 på 400 mm.

Det er slet ikke dårligt, og vignetteringen er godt under kontrol på alle blænder med kun ca. et halvt trins lysfald i hjørnerne på f/4.0. Der er også minimal sfærisk fortegning og astigmatisme, og kontrasten er fremragende. Ja, næsten på Leica-niveau.

Objektivet har en lille, integreret modlysblænde, der kan trækkes over fronten, og en aftagelig, der dækker bedre. De hjælper med at holde strølys ude, men det er stadig følsomt over for strølys fra skrå vinkel. Der skal dog ikke meget til for at forhindre strølys; det er nok at kigge i søgeren og dreje kameravinklen en smule, så er det meste væk.

Konklusion
Denne Panasonic Leica-zoom til Micro Four Thirds-formatet er kort og godt fremragende. Den mekaniske kvalitet er på højde med de dyreste objektiver fra Canon og Nikon, og den optiske kvalitet står heller ikke tilbage for tilsvarende fra de to store producenter. For Panasonic- og Olympus-fotografer, der har brug for kraftig tele, er Vario-Elmar 100-400 mm hver en krone værd.