TEST: Panasonic Lumix DC-G9 II

Panasonics Lumix G9 var det bedste kamera i sin klasse, da det kom. Men det var i 2017. Siden da er udviklingen gået videre, og at købe et nyt G9 i dag er det samme som at købe et kamera med ældre teknologi.

Lumix G-serien har altid brugt den lille Micro Four Thirds-billedsensor, som har haft sine fordele og ulemper.

Siden 2017 har Panasonic investeret kraftigt i Lumix S med L-mount, som er meget kapable kameraer med full-frame sensor. Derfor havde vi afskrevet flere Panasonic-kameraer med MFT-format. Bortset fra GH-serien, som stadig – fortjent – er meget populær blandt indholdsproducenter som har brug for et lille systemkamera med videooptagelse i professionel kvalitet.

Da Panasonic annoncerede Lumix G9 II i slutningen af 2023, blev vi både overraskede og begejstrede. Måske var MFT alligevel ikke død? Vi havde faktisk testet OM System OM-1 (tidligere Olympus) for et par år siden og fandt, at kameraet ikke havde noget væsentligt nyt at tilbyde markedet.

Så hvor skal G9 II passe ind?

For at kameraet skal have en chance for at overleve på et specialiseret marked, skal det have noget at tilbyde, som man ikke kan få andre steder.

Originalen fra 2017, som var rettet mod sports-, action- og naturfotografering, var ikke bare hurtig. Kameraet havde også en stor søger, som ikke slukkede mellem optagelserne. Såkaldt black out. Autofokus var hurtig på det første billede, men ikke den hurtigste på følgefokus. Det havde også fuld 20 Mp opløsning ved 20 fps, 4K video op til 60p, med 8-bit og 4:2:0 til hukommelseskortet.

Det havde også Panasonics Depth From Defoucus – DFD-fokus, som fungerede godt, men som altså ikke var verdens hurtigste følgefokus.

Med G9 II har Panasonic opgraderet både billedsensoren og autofokus. Den nye sensor er på 25 Mp og har Dual Gain out, hvilket kort sagt skulle give billedet bedre dynamik og mindre støj i svagt lys.

På G9 II har Panasonic fjernet DFD-fokus, som G9 havde, til fordel for fasefokus på sensoren. Fordelt på 779 fokuspunkter. Det er en bedre løsning af flere årsager. Et større fokusområde med hurtigere fokusdetektering giver bedre præcision og bedre følgefokus, og kameraet har flere fokusprogrammer, som er tilpasset motiver som fugle, dyr, biler og cykler/motorcykler. Samt ansigts- og øjengenkendelse.

100 Mp håndholdt

Ligesom G9 har kameraet en højopløsningsfunktion, hvor du kan tage stillbilleder med op til 100 megapixel opløsning i 16-bit RAW. Princippet er det samme på begge kameraer. Du aktiverer høj opløsning i menuen og trykker på udløseren. Kameraet tager derefter flere eksponeringer, som kombineres i kameraet. På en G9 II er det meget hurtigere end på en G9. Du kan faktisk tage håndholdte fotos ved 100 Mp.

5.8K eller C4

Med en ny processor og den nye billedsensor har kameraet næsten bevæget sig op i det professionelle segment. Også når det gælder videoydelse, som overgår den tidligere G9 med en god margin.

Lumix G9 II er næsten en GH6, for med 5,8K Open Gate-optagelse i 4:2:0 med V-Log, eller C4K 10-bit med 4:2:2, er det kun GH6 i Lumix-serien, der overgår en G9 II.

Video kan optages på SDXC-kort, eller en ekstern optager via HDMI eller SSD via USB-C. De to sidstnævnte er ikke nødvendige for at gemme optagelser i den højeste kvalitet. Du kan nemlig optage 5,8K/50p og 4K op til 600 Mbps med 10-bit 4:2:2 og All-I på hukommelseskort, mens 800 Mbps kræver en SSD tilsluttet via USB-C.

En firmwareopdatering (v2.0) ankom lige før testen og inkluderer Blackmagic RAW og Apple Pro Res RAW og 12-bit raw-filoptagelse over HDMI. Til henholdsvis en Blackmagic 12G HDR og en ekstern Atomos-optager. Med den opdatering parkerede Panasonic de fleste af sine konkurrenters videofunktioner.

Brugervenlighed

Forgængerens design er blevet skrottet til fordel for, hvad der i virkeligheden er en kopi af Lumix S5 II full-frame kameraet. G9’s store display er blevet erstattet af programhjulet, som er blevet flyttet til den anden side af søgeren. I programhjulets sted har vi fået et hjul til lukkertid, 100 Mp hi-res og selvudløser, men de tre knapper til hvidbalance, ISO og eksponeringskompensation er på samme sted som før.

Ved at adoptere kamerahuset fra S5 II har Panasonic også ryddet op på bagsiden. Joysticket er meget bedre placeret her. Et nyt fronthjul gør kameraet fleksibelt, og grebet er behageligt.

Der er to programmerbare knapper på fronten, og alle stik er skjult under dæksler på den ene side. På den anden side er der et kabelforbundet fjernbetjeningsstik ved håndtaget og to SD-kortpladser til UHS-II-kort.

Søgeren på kameraet er fantastisk. Den er stor, lysstærk, har høj opløsning og går ikke i sort mellem billederne, når man optager serier med høj skudhastighed. Skærmen har en meget højere opløsning end sin forgænger, og hvis du vender kameraet om, kan du se, at det har stik til DMW-BG1-håndgrebet, som har plads til et ekstra batteri.

Da kameraets ergonomi ligner Lumix S5 II’s, er der ikke meget at kritisere ved brugeroplevelsen. Da de to kamerahuse har samme størrelse, er det lidt mærkeligt at opdage, at man ikke holder et full-frame kamera i hånden, men et kamera med den meget mindre MFT-billedchip. Til sammenligning er et OM-System OM-1 II med MFT mindre og lettere end G9 II.

Billedkvalitet

Det første, man lægger mærke til, er, hvor vildt meget hurtigere kameraet låser fokus, og skudhastigheden gør, at man kan få endnu flere skarpe billeder i en serie end før. Kameraet reagerer øjeblikkeligt på det mindste vink, følgefokus klæber sig til motivet, og selv fuglenes abrupte flyvemønstre ser ikke ud til at være et problem for Lumix-kameraets autofokus.

25 megapixel er mere end nok til et højhastighedskamera som dette, og de få gange, du har brug for mere – for eksempel produkt- eller makrofotografering – har du altid kameraets 100MP-tilstand at læne dig op ad.

Jeg var ikke specielt generet af billedstøj. Den er også meget velkontrolleret på video, og jeg havde ingen betænkeligheder ved at lade kameraet tage sig af ISO-værdierne, mens jeg koncentrerede mig om at fotografere.

Med billederne oppe i Photoshop, på en Apple Studio-skærm, kan man se en antydning af pixelstøj, især i mørke områder. Men der er ikke meget af det, og der findes software, som kan fjerne det meste af støjen, hvis man er så uheldig at have et godt billede, som er plaget af billedstøj.

Da kameraet har et HDMI-stik i normal størrelse, var det nemt at tilslutte det til vores reference 8K-skærm fra Sony. Med 33 Mp spredt ud over en 75-tommers overflade ses videooptagelser for eksempel med lidt andre briller. Og G9 II kan faktisk måle sig med de bedste. Fotografer, der allerede bruger GH6 eller S5 II (S5 IIX), vil genkende filkvaliteten på video fra G9 II. Kameraet leverer meget gode filer til efterbehandling, og de kan blandes perfekt i en produktion med filer fra alle de ovennævnte kameraer.

Konklusion

Der er ingen tvivl om, at Panasonic Lumix G9 II er et fremragende kamera på alle måder. Men hvem er det til? Naturligvis dem, der allerede har investeret i MFT-systemet og ønsker at opgradere til et hurtigere kamera med meget bedre videofunktioner. Fotografer, der har brug for et kamera med autofokus, som fanger flere skarpe motiver fra naturens rige dyreliv, er helt sikkert i målgruppen. Men hvad med alle andre? Hvis du er på udkig efter et hurtigt systemkamera til sports- eller naturfotografering, er Lumix G9 II et af de bedste køb. Men det er bestemt på sin plads at tage fat på dets nærmeste konkurrent: Lumix S5 II. Det er et kamera med mange lignende – hvis ikke 100 procent identiske – funktioner. Det koster lidt mere, men tilbyder en full-frame billedsensor i det samme kamerahus.